Da Mortal Kombat i foråret fik en genstart der faktisk osede af friske ideer og finesse, var det en af den slags positive overraskelser, vi ikke får ofte nok. Ellers er normen jo, at når en serie har en nedadgående kvalitet, så bliver dens endeligt lige så brutalt som nogle af Sub Zeros patenterede fatalities.
Men mellem alle forårets flyvespark og uppercuts var der et spørgsmål, der nagede mig. Blev Mortal Kombat virkelig dårligere med tiden, eller var det bare mig, der med alderen blev mere kritisk over for et produkt, der aldrig rigtig holdt vand? Med Mortal Kombat Arcade Kollection i konsollen og controlleren i hånden er det endelig tid til at besvare det spørgsmål. Jeg har brydet, brækket og kæmpet med tre af min ungdoms slagsmålsfavoritter - Mortal Kombat dele ét, II og 3.

Jeg gør det eneste kronologisk rigtige, og starter med at kaste mig over det første spil i serien. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i sin tid blev fortryllet af figurerne, der dengang virkede så naturlige at de måtte være resultatet af sort magi og fremtidsteknologi. Teknisk avanceret for sin tid, måske, men samtidigt en lang kavalkade af smagløst design. I dag, hvor teknologien er håbløst forældet, er det et sørgeligt syn, hvor grafikerne tilsyneladende har ofret det halve af deres palet for at kunne tegne dødningehoveder overalt.
Heldigvis er grafikken noget skarpere i de nyere titler, men plages stadig af det samme "lidt for smagløst til at blive festlig ironi"-design som etteren. Langsomme hakkende animationer og hitboxe, der ikke stemmer overens med virkeligheden, er også indslag, man ikke kan undgå. Værst er det online. Jeg kan faktisk ikke mindes hvornår jeg sidst har oplevet så ussel respons og billedopdatering, og er overbevist om at to Super Nintendoer moddet med hvert sit 14.4-modem ville være at foretrække.

Men denne arkadesamling er ikke gennemgående elendig. Ja, det er grimt, uspilleligt online og næsten fuldstændig uinteressant som kommercielt produkt, men at give digitale stryg til en man holder af, vil aldrig holde op med at være sjovt. Desuden er der rigeligt at grine af, for eksempel lyden, der flyder ud af højtalerne, når en figur hopper i det første spil. Mindre sjov er påmindelsen om, at Ultimate Mortal Kombat 3 faktisk fungerede okay online. En ærgerlig fornærmelse blandt mange.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 4 / 10
- Lyd
- 4 / 10
- Spilbarhed
- 4 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 5 / 10