Mortal Kombat: Deception

Når tankerne falder på kampspil, så er der fire navne, som springer frem fra hukommelsen. Jeg tænker selvfølgelig på Tekken, Soul Calibur, Virtua Fighter og Mortal Kombat. Det er spil, som altid vender tilbage i nye udgaver, men de har det samme formål, nemlig at tæve livet ud af sin modstander. Mortal Kombat har dog altid adskilt sig væsentligt fra mængden, hovedsageligt på grund af spillets intense brutalitet og strategiske elementer. Nu er Midway klar med den seneste udgave af spillet, som har fået undertitlen Deception.

Lad det være sagt med det samme: MK: Deception lever op til næste alle de forventninger en fan måtte have. Spillet er proppet med voldsomme effekter, som ville få selv Mike Tyson til at bide negle. Det er rart endelig at se et kampspil, hvor blodet løber i stride strømme ned af figurerne i stedet for, at der opstår et latterligt lysglimt, når de får smækket en knytnæve lige i synet.

Banedesignet i MK: Deception er fantastisk godt. De mange områder er spækket med dødsfælder, som på den ene eller anden måde nok skal tage livet af de deltagende kampspecialister. Der er ikke noget federe end at sparke sin modstander ud over en afsats og ned i en afgrund fyldt med sylespidse pigge. Derudover er banerne utrolig interaktive. Der løber for eksempel insekter rundt på gulvet, som man kan træde på, og der hænger lig fra loftet, som nemt kan sparkes i hovedet på modstanderen.

Der er som altid et hav af forskellige karakterer at vælge imellem, og de er alle sammen vidt forskellige. Selv om de mange figurer har lært en masse nye bevægelser, så er det dog stadig klassikkerne, som fungerer bedst. Jeg tænker især på Liu Kangs cykelspark, og Scorpion der skyder sit reb i brystet på sin modstander, imens han råber: Come here! Lige som i "Deadly Alliance" kan hver karakter skifte mellem tre forskellige kampstile. Den tredje kampstil indebærer dog altid et våben, som passer til figuren. Det giver spillet en meget teknisk og strategisk dybde, som gør det langtidsholdbart og meget sjovere.

MK: Deception kræver, at man tænker sig om, og det er en af spillets styrker. I Mortal Kombat-serien kan man nemlig ikke klare sig ved at trykke fuldstændig vanvittigt på de samme knapper. Man bliver nødt til at læse sin modstander ved at blokere ham for derefter at angribe. Derudover er det nødvendigt at lære de mange forskellige combos, hvis man vil overleve.

Som altid er Mortal Kombat proppet med de ondeste fatalaties. Hver gang kampen er slut, får vinderen mulighed for at dræbe taberen, som står forsvarsløs og afventer sin dom. Ved at trykke på de rigtige knapper, tager man livet af den anden på meget fantasifulde og blodige måder. Taberen kan dog nå at begå selvmord, også kaldet "Hara Kiri", og det er mindst lige så underholdende. De forskellige fatalaties har dog ingen betydning for selve kampens udfald, men det ville aldrig være det samme uden dem.

Ud over bare at være et kampspil, så har MK: Deception meget mere at byde på: Puzzle Kombat, som er en blanding af klassisk Tetris og Mortal Kombat. Det går i alt sin enkelthed ud på at sætte blokke med de samme farver sammen. Nogle gange kommer der specielle blokke ned, og man kan efterhånden rydde sine egne rækker ligesom i Tetris. På samme tid kæmper to af spillets figurer i bunden af skærmen, og man skal være kvik for at trække sig ud af kampen som sejrherre.

Chess Kombat er sjovt nok en blanding af skak og Mortal Kombat. Man vælger først hvilke af spillets karakterer, der skal repræsentere de normale skakbrikker. Derefter kan spillet gå i gang, men i modsætning til almindelig skak, så er der ikke bestemte brikker, som automatisk vinder. Hver gang to brikker mødes, skal man derimod udkæmpe kampen i Mortal Kombat for at finde en vinder. Det gælder om at slå modstanderens konge og på den måde vinde kampen.

Både Puzzle og Chess Kombat skiller sig meget ud fra selve spillet. De kører ikke i det ellers så hurtige tempo, og derfor er det en god afveksling, hvis man har brug for at få pulsen ned efter timers intense kampe på liv eller død.

Den nye Konquest-mode må siges at være en kæmpe skuffelse, som vi godt kunne have været foruden. Det skulle have været et historiebaseret eventyr, hvor man som krigeren Shujinko bliver sat til at løse en række opgaver for Guderne. Det er i stedet blevet til en form for tutorial, hvor man lærer de forskellige karakterers bevægelser at kende. Det er meget sjovt i starten, men efter en times tid virker alting meget ensformigt og kedeligt.

Det kan diskuteres, om Konquest-delen skal trække ned på den samlede vurdering, for egentlig er det bare et ekstra plus i et ellers så fantastisk spil. Umiddelbart ville jeg sige nej, men der er bare et problem: Hvis man vil have låst op for spillets mange ekstra karakterer, så bliver man nødt til først at gennemføre Konquest-delen, og det er højst urimeligt. Ideen er god, men den er elendigt udført, og det trækker altså ned i dette tilfælde.

Muligheden for at gå online er et stort plus i MK: Deception. Det er det første kampspil til dato, som gør det muligt at udfordre andre over nettet i kamp til døden. Det fungerer fejlfrit, og selv om man umiddelbart kunne forvente, at det hurtige gameplay ville få spillet til at hakke, så er der her ingen problemer.

MK: Deception er et ret så velfungerende kampspil. Rent grafisk er det en perle, og det er uden tvivl et af de flotteste i genren. Både banerne og de mange karakterer er så gennemførte, at man bare må klappe i sine små hænder. Konquest-delen er desværre så ringe, at den ikke burde være med i spillet, og det giver et par minusser - det er dog stadig fornøjeligt.