Mothergunship

Grip Digital har opfundet en ny genre. Lad mig starte forfra; Grib Digital har sammenblandet meget af det man har set før, og skabt noget nyt. Der er roguelike mekanikker, first-person shooter aktion og shoot-em-up kaos. Det er lettere at forklare Mothergunship ved at vise det frem, men som udgangspunkt kan jeg konkludere, at spillet skiller sig ud. Med et navn som Mothergunship er man vel også nødt til at adskille sig fra de andre.

Jorden er overtaget af teknologiske rumvæsner, og de har omringet vores blå planet med en flåde af rumskibe. Og ikke to skibe ser ens ud, hvilket skaber en dejlig tilfældig (random generated) natur til spillet, hvor det gælder om at komme igennem banen, og trykke på dens selvdestruer knap. Lyder det simpelt? Så er det fordi jeg glemte detaljen om alle de fjender og boss-kampe, der er spredt ud over de enkelte rum. Lyder det for svært? Så er det fordi jeg glemte detaljen om, at du selv har en robot-rustning på, der er forsynet med virkelig mange våben. Og når jeg skriver mange, så mener jeg; mange.

Mens du løber din vej gennem rumskibene, opgraderer din dragt og våben, og finder nyt legetøj, vil du langsomt blive stærkere. Både gennem dine evner, der bliver bedre til spillets mekanikker, men også fordi, at alle våben du finder kan tages med på turen. Der er virkelig ikke nogen grænse for, hvor mange du kan bære rundt på, så hold dig ikke tilbage. Spillet er sjovtest, når der er kaos på skærmen, og hvilken bedre måde at skabe kaos, end med masser af våben?

At bevæge sig gennem skibet er let nok, og bliver kun lettere jo længere du kommer. I starten er man begrænset til et boost-hop, der lige giver lidt ekstra højde på sine hop, men ved at opgradere den evne, kan man både flytte sig hurtigere og højere. Gameplayet er hurtigt og flydende, og der er en god progression i hvornår du får nye evner, så det hele tiden føles friskt.

Det er dog ikke alt spillet har held med. Nogle af spillet roguelike-elementer kan forsage en del frustration - især når man mister alle sine indsamlede våben på turen og vender tilbage til hovedkvarteret. Det er selvfølgelig i genrens natur, at man skal starte forfra, men nogle gange kan gentagne dødsfald blive for meget, når man ikke føler fremgang, men bare ender i stilstand. Man får lidt hjælp dog, her især til at guide sig selv rundt i skibene. På radioen taler du med (eller bliver talt til) af The Colonel, der også giver lidt historie til spillet - hvilket er et fint alternativ til cut-scenes. I begyndelsen er det egentlig fint underholdende, men dialogen er samtidig overleveret og ender hurtigt irriterende. Jeg valgte efter en håndfuld timer at springe dialogen over, og bare fortsætte med at skyde. Det er også begrænset hvor meget historie man har brug for i et spil der hedder Mothergunship.

Jo længere du kommer i kampagnen, jo mere vil der være at tage sig til i hovedkvarteret. I begyndelsen vil det betyde flere muligheder for at opgradere sit udstyr og våben, og endda nogle sidemissioner, som jeg virkelig kan anbefale, at man gennemfører - præmien er ofte ret brugbar. I spillets sidste timer kommer der endda nogle nye modes, heriblandt en nightmare-mode, for de mest hardcore spillere derude, og en mode for dem der gerne vil jagte den højeste score.

Alt i alt er der masser af indhold i Mothergunship. Især for dem der er villige til at lægge timerne i det. Spillets roguelike elementer kan til tider holde det tilbage fra storhed, men er du fan af udfordringen i at kunne sidde fast grundet flere dødsfald, vil det ikke være et minus for dig. Jeg havde det sjovt med at skabe kaos i rumskibene, og selv om historien er kluntet fortalt, så er det altid interessant at prøve noget anderledes. Og anderledes, det er dette forunderlige spil med det bemærkelsesværdige navn.