Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Motocross Mania
Anmeldelser Motocross Mania

Motocross Mania

Hold godt fast, for vi skal med en tur ud i Deibus' Motocross Mania - det bliver vildt!
Keld Jørgensen 26 november 2000

Lad os få sparket spillet igang
Lad os så få startet de cross-maskiner op, for der er rig lejlighed for at få dem brugt i dette fantastiske spil. Spillet byder på alt hvad en motocrossfan har behov for - alt lige fra at køre ræs til at lave over 25 faretruende stunts og tricks. Ydermere er spillet inddelt i tre forskellige klasser, alt afhængig hvor stor crosscyklen er, og der er fire forskellige typer af events du kan more dig med - motocrosss, supercross, baja og sidst men ikke mindst freestyle løb.

Olie under neglene
I takt med at du fræser rundt på banerne, vil du opleve at der er utallige ting ved cyklen, der skal forbedres, hvis du skal klare dig godt. Heldigvis giver spillet dig mulighed for at ændre på motoren, affjedringen, bremser og karosseriet med ikke mindre end 16 udvidelsesmuligheder for hver del. Mens du får olien mast godt op under dine negle, kan du nyde spillets musiske side, som helt sikkert vil få dit blod til at cirkulere lidt hurtigere end normalt.

Det bliver bedre med tiden
I takt med at din crosscykel forbedres vil du opleve at spillet bliver mere og mere omfattende jo længere du kommer ind i det. Hidtil hemmelige baner vil udfolde sig for dit forhjul, imens udvaget af motorcykler vil forøges. Når du har fundet den rette kombination af cykel og bane, så er det bare at sætte sig godt tilrette og fræse derudaf. Hvis du, mod al forventning, ikke vælter eller kører ind i et træ mindst en par gange i løbet af et løb, så vil du gå glip af en stor del af spillet. Motocross Mania har nemlig en fed fysikprogrammering der gør, at to styrt aldrig vil ligne hinanden - hvilket jeg kan dokumentere efter flere halsbrækkende øvelser!

Kør fra naboens knallertfræsende teenager
Hvis singleplayer delen går hen og bliver for kedelig, eller du bare har lyst til at prøve andre græsgange, så er det muligt at kontakte spillestedet Gamespy og møde andre motocross fans. Spillet understøtter op til 8 spillere samtidigt, men det stiller store krav til din forbindelse. Så selvom spillet kører udemærket på en ISDN forbindelse, så er en 512kbit klart at foretrække. Eftersom spillet endnu ikke har fået den store udbredelse på nettet, så var det dog stadig svært at finde en masse og spille med i løbet af anmeldelsesperioden.

Microsoft - Undercover?
Mange vil allerede have spurgt sig selv, om dette spil ikke minder utroligt meget om Microsofts Motocross Madness 2 (læs anmeldelsen) og her er svaret et klart JA, de minder en del om hinanden. Lige så sikkert som Microsofts produkt løber af med sejren, når man ser på grafikkens kvalitet, ligeså sikkert får de også bundkarakter når man ser på realismen. Deibus derimod har tænkt mere på realismen, og dermed mindre på grafikken - dog uden at den er decideret dårlig - men det er med sin realisme, at Motocross Mania løber af med en kneben sejr.

Ridser i lakken? - hvilken lak?
Selve spillet fejler som sådan ikke noget, og det havde fortjent en bedre karakter, hvis ikke det var for den (censureret af hensyn til mindre børn) kopibeskyttelse. I sig selv er der ikke noget galt i en kopibeskyttelse, men når der går 45 sekunder med at skanne cd´en igennem hver gang spillet startes, så er der altså noget galt! Yderligere er spillets forcefeedback understøttelse heller ikke så god. En stor skam, da spillet sagtens kunne have væltet Microsoft af pinden som den bedste motocross simulator til dato.

Spille her, eller ta´ med hjem?
Sådan kunne ekspedienten godt sige til dig, når du i morgen går ned for at købe spillet. Uanset om du er en habil motocross kører, der af uransagelige årsager er tvunget til at tilbringe nogle timer foran din computer, eller om du er en almindelig dreng, der gerne vil køre stærkt, men ikke må det for din mor, så har du her et spil der vil noget.

Yderligere karakterer

Grafik
8 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
7 / 10
Langtidsholdbarhed
7 / 10
7
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Motocrossløb for alle pengene
Minusser Mere irriterende kopibeskyttelse findes simpelthen ikke
Fuld profil 81 udgivne artikler
7
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.