Hvis du læste min anmeldelse af sidste års MotoGP 09/10, så husker du måske at jeg ikke var videre imponeret af spillet. Det havde nogle gode ideer, men udførslen af de fleste af dem virkede ret ligegyldig, og selve racing-oplevelsen var flad og temmelig skuffende. Capcoms MotoGP-serie er en årlig udgivelse, og næste udgave, MotoGP 10/11, er lige om hjørnet. Det betyder at det skal previewes, og jeg skal blankt erkende at jeg ikke havde de store forventninger, da jeg satte skiven i min PlayStation 3.
Ved første øjekast ligner spillet sidste års udgave. Præsentationen er lidt mere lækker, men ellers er det meste ved det gamle. Jeg starter med at køre et enkelt løb i spillets World Championship-del, uden at bemærke de store forskelle, men de første indtryk er ikke helt retvisende. For da jeg kaster mig over karrieredelen, begynder jeg at mærke, at udviklerne har oppet sig en smule.
Det er på banen, at MotoGP 10/11 føles som en forbedring over sin forgænger. Jeg kritiserede sidste års udgave for sin fysik, for ens motorcykel virkede for let, og køreren kastede sig rundt og lagde sig ned på siden ved bare det mindst ryk i joysticket. Den følelse er stadig til stede, omend i lidt mindre grad, når man benytter de to synsvinkler, hvor kameraet er placeret bag motorcyklen. Hopper man derimod ned i førstepersonsperspektiv, så bliver oplevelsen noget anderledes.
Det bliver lettere at følje ideallinjen, der i vanlig simulatorstil er markeret på banen med felter, der skifter farve i forhold til ens hastighed, og man har en anden og langt bedre fornemmelse både for cyklens fart og ens placering på banen. Sidste års udgave af MotoGP fik aldrig rigtig fanget mig, men der går ikke længe, før jeg rent faktisk går op i om jeg vinder løbet eller ej. Det er et godt tegn. Det samme gælder træning og kvalifikation før hvert løb, der nu er noget jeg rent faktisk har lyst til at køre, i stedet for bare at være en sur tjans før selve løbet.
Som noget nyt er der nu flere hjælpemidler, såsom blokeringsfri bremser og automatisk nedbremsning, der kan hjælpe nybegyndere på vej. Det gør MotoGP 10/11 lettere tilgængeligt end sin forgænger, og til glæde for sim-fans kan de slås til og fra enkeltvis.
Selve grænsefladen er blevet pudset af, og holdlederen, der giver råd og guider en undervejs, er denne gang mere behagelig og mindre ligegyldig. Visuelt når spillet stadig ikke de store drenge i genren til sokkeholderne, selvom der dog er forbedringer at spore i forhold til MotoGP 09/10.
Når man giver den fuld skrue ned af langsiden, kan man for alvor mærke vindmodstanden og den høje fart, i det ens blik begynder at ryste en smule, og periferien af billedet bliver en smule sløret. Det er en fin lille effekt, der er underspillet nok til ikke at komme i vejen, men i stedet bare bidrager til stemning og fartfornemmelse.
Lydsiden er også forbedret, og især motorlyden virker mere fyldig og troværdig en den noget tynde hvæsen, vi fik sidste år. Til gengæld er mit umiddelbare indtryk at musikken er blevet lidt mere anonym, men det er nok til at overleve.
Bundlinjen er sikker: MotoGP 10/11 ligner helt bestemt et skridt i den rigtige retning for serien. Fysikken er mærkbart forbedret, og selvom det næppe slår de regerende simulatorkonger af pinden, så ser det ud til at to hjul i år bliver et reelt alternativ til fire.