MotoGP 3: Ultimate Racing Technology

Jeg fatter det simpelthen ikke. Hvordan kan man nogensinde få sig selv til at køre afsted på et 500-kg tungt metalmonster med 300 km/t gennem sving og kurver, og så endda uden sikkerhedssele, ekstra polstring og airbags til højre og venstre. Rossi gør det, Biaggi gør det, og nu må jeg også indrømme, at jeg gør det. Dog har jeg airbags i form af et par velplacerede og behagelige hovedpuder bag min ryg, min sikkerhedssele består af det bælte, jeg har spændt rundt om mine jeans, og metalmonstret er også skiftet ud med en halvandenmands seng i massivt egetræ. Men jeg kan uden problemer komme op på de samme hastigheder, når jeg holder den grønne knap på min controller i bund. Wrooooum!

Ment vent, holdt, stop nu lige der. Hvis du er typen, der kærligt holder din originale Super Hang-On-æske tæt ind til kroppen, alt imens du lovpriser spillets realisme, og hvis du er typen, der mener at Ridge Racer agerer virklighedstro bilfysik ned til mindste detalje, så vil MotoGP 3: Ultimate Racing Technology nok desværre ikke være din kop mokka. Sandheden er jo dybest set, at det er et af de mest realistiske motorcykel-spil nogensinde. Nogen vil hade det for det faktum, andre vil elske det. Jeg hører til den sidste kategori.

Da THQ udgav deres første MotoGP-spil tilbage i 2002, var jeg solgt. Nu skriver vi 2005, og jeg er stadig solgt, om end knapt så imponeret. Det er dog tydeligt, at udviklerne har været visse om, at de allerede i spillets grundform har opskriften på succes. Netop derfor, skal man ikke forvente den store nytænkning eller revolution i MotoGP 3.

Dog er der blevet plads til et par nye tiltag, mest bemærkelsesværdigt spillets Extreme-mode, der lader dig fræse igennem alternative baner, i form af motorveje, indre byer, bjerge og landsteder. Der er mulighed for at spille igennem en karriere-modus i de tre forskellige Extreme-serier, men det er dybest set uinteressant. De fleste af banerne kræver ikke det store af en som sådan, og man kommer let igennem uden at bruge hverken bremse eller hjerne. De nye alternative baner er halvkedelige at se på, og jeg ville til hver en tid foretrække at sætte mig bag rettet på min lækre røde Ferrari i Project Gotham Racing 2 og nyde de fabelagtige landskaber, samtidig med, at jeg holder tungen lige i munden og passer på hvor jeg kører - for det kræver i det mindste en smule hjerne. Men det er en smagssag, og der skal sikkert være dem, der lovpriser den nye Extreme-modus. Og fred være med dem.

Nu lyder det måske som om, at MotoGP 3 er helt til rotterne. Det er det ikke. For jeg er dybest set ligeglad med Extreme-tiltaget, når spillets gode gamle Career-modus er tilbage i topform. Nu er det er sågar muligt at køre samtlige Grand Prix-løb over Xbox Live, og dermed helt slippe for at køre mod den noget forudsigelige kunstige intelligens. Helt fantastisk! Så kan man også slippe for at køre med 300 i timen direkte op i en AI-modstander, hvorefter man selv farer ad helvede til, mens ens modstander fortsætter ufortrødent videre - noget, der i den grad fik mit vand til at koge over et par gange for meget under mine mange dueller mod computeren.

Skal man tage ud og spendere 500 stærke på et spil, der dybest set er som dets foregængere, om end med et par ændringer hist og her? Hvis det stod til mig, ja. Alene muligheden for at spille sin karriere over Xbox Live er det hele værd, men også de små justeringer og ændringer, såsom det nærmest guddommelige 2-vejs bremsesystem, betydelige grafiske forbedringer og muligheden for at låse spændende videohøjdepunkter op fra 2004 MotoGP-sæsonen, gør spillet endnu mere anbefalelsesværdigt. Dog skal man lige have i mente, at spillet, eftersom det er en simulator, har en stejl indlæringskurve - men når man først er over den fase, og eventuelt har prøvet kræfter med spillets udemærkede tutorial, ja så er man for alvor klar til at brænde gummi af på asfalten - med eller uden sikkerhedssele.