Et af de spil, der fik den samlede spilpresse til at spærre øjnene op tilbage på E3 i 2005, var Sony's Motorstorm. Efter lidt hed debat blev også denne fremvisning møntet som en forfalskning, eller i hvert fald ikke grafik direkte fra spillet, selvom Sony holdt fast i, at spillet i sidste ende ville beholde samme grafiske niveau. Nu er spillet her endelig, nu er der ikke flere udveje - så kan det bestå prøven?
Motorstorm er en af de slags spil, der bare lyder som ren og skær morskab. Du har en spandfuld køretøjer i alle slags klasser, fra hele små motocross'ere til store lastvogne, der spytter om sig med hestekræfter uden den tunge last. Du har store, brede og komplekse baner, der tilbyder forskellige ruter, masser af farer og smukke udsigter. Og så er der naturligvis masser af fart og adrenalin. I Motorstorm skal man køre hurtigt, aggressivt og udfordrende. Hvis du spiller på den sikre hest, så kommer du ikke langt.
Dette er en formular mange arkade racerspil gør brug af, uden at levere varen, men Evolution har heldigvis formået at lave et fuldstændig hæsblæsende spil, der griber dig om skridtet og smider dig fluks ud i den glohede, amerikanske ørken, hvor du føler dit liv hænger i en tynd tråd det meste af tiden. Ikke kun fordi du skal holde øje med at ryge ud over kanten eller smadre ind i de mange forhindringer, også fordi modstanderne konstant er på nakken af dig, og den mindste fejl kan sende dig mange pladser tilbage.
Et af de områder, hvor jeg virkelig er blevet duperet over Motorstorm, er det kløgtige banedesign, der kræver nærmest urimeligt meget af din hukommelse. De første fire-fem gange du kører en runde, vil du blive kvæstet tonsvis af gange, men når du endelig har lært banens finesser, så bliver det forvandlet til en fed fornemmelse, når du udmanøvrer dine modstandere. Blandet med køretøjernes brugbare og velbalancerede boostfunktion, så gælder det om at kende enhver afkrog.
Sværhedsgraden er bestemt ikke lagt i den lette ende, hvilket både giver positive og negative oplevelser i spillet. Positivt er det, når man sidder fuldstændig klistret fast til fladskærmen med tungen mast flad mellem tænderne og tæerne sammenknudet, mens du håber at koncentrationen rækker. Og positivt er det, når man selv ved et nederlag får lyst til konsekvent at vælge retry og give det endnu en chance. Alligevel kan Motorstorm ofte være lige på nippet til at blive for irriterende og frustrerende. Dette skyldes først og fremmest banernes længde, som gør det til en utrolig lang tur og derfor hårdt at skulle se sig slået på sidste strækning, selvom man konstant har ligget nummer et. Men det mest irriterende ved Motorstorm er udelukkende den overdrevne fokus på styrt.
Dette var et af fokus-punkterne i den to år gamle fremvisning, og hvor fedt de end så ud dengang, så føles de i spillet som et patetisk forsøg på at gøre en masse ud af ingenting; hvilket slet ikke er nødvendigt, for Motorstorm er et fremragende spil helt uden. Ikke kun er det alt for følsomt, hvornår man styrter - nogle gange skal man blot snitte en sten - men det bliver også bare trættende med de mange, langtrækkende slow motion-gengivelser, som vises når køretøjet falder fra hinanden. Og selvom fysikken da er imponerende, så vil jeg meget hellere tilbage på banen og fortsætte løbet, og ikke langsomt se modstanderne suse forbi mig.
Dette viser heldigvis også, at det er rigtig sjovt at fræse rundt i Motorstorm, så længe de alt for mange og følsomme styrt undgås. Man kører rundt i rigtig lækre omgivelser, også selvom de ikke lever op til den forjættede video, og selvom spillet hjælpes utrolig meget af sin motion blur (grafikken falmer noget i stillestående tilstand), så gør grafikken sit arbejde for at skabe en stemning, hjulpet godt på vej af den meget situationstypiske country-rock musik.
Variationen i Motorstorm bliver dog spillets anden akilleshæl. Stadig uden mulighed for at kæmpe online mod tusindvis af spillere, faktisk helt op til 12 på en bane, så skal jeg ikke kunne give et fuldstændigt, konkluderende svar, meeeen det vil dog ikke være et spil, der fortsætter med at være friskt i én uendelighed. Det er meget arkade-præget, og selvom der er meget at lære, sværhedsgraden er skarp og det er et spil man bare vil gennemføre, så mangler det lige det sidste.
Men jeg tør sige så meget som dette: Lige nu er Motorstorm det absolut eneste spil, der kan hive mig væk fra de andre konsoller og få mig til at sige: "OK, det vil jeg egentlig godt have meget mere af". Det er konsollanceringens definitive must-have og et spil, de fleste nok ikke vil være foruden at prøve.