Motorstorm: Pacific Rift

Krystalklart vand, kridhvide sandstrande, så langt øjet rækker, palmetræer med eksotiske fugle, komfortable solsenge og en hip bar af bambus og palmeblade med ingredienser nok til at lave kolde piña coladaer i spandevis. Folk er glade og smilende. De har lagt det stressede hverdagsliv bag sig og søgt tilflugt i et ferieparadis i Stillehavet, hvor alt ånder fred og idyl. Hvis de kan høre en svag brummen om morgenen, fornemme en smule bilos i luften om eftermiddagen eller høre undertrykte skrig og skrål om aftenen, så ligger deres rejsemål ikke så langt fra øen, hvor der praktiseres en sjælden form for terapeutisk behandling af indestængt vrede. Det er øen, hvor raseriudbrud og voldsom adfærd er accepteret, ja, man ligefrem animeres til at slippe sin indre svinehund løs. Øen hedder Pacific Rift.

Den er smuk, som tropeøer er flest. Den har bjerge og jungler, bække og lavasøer, grotter og et utal af ramper. Da ramperne ikke går godt i spænd med en monstertruck, pladrer jeg rundt nede i mudderet. En motorcykel og en buggy har forvildet sig ned i muddersporet, hvilket ikke øger deres vinderchancer. De burde være kørt højre om og have taget rampen, så de kunne lande på mere fast grund. I øvrigt behøver man ikke sætte særlig mange hjerneceller i sving for regne ud, hvem der kører videre med et smil på læben, efter at en motorcykel har været i karambolage med en monstertruck eller for den sags skyld med en mindre lastbil, som også har fundet vej til mudderet.

Ud over at køretøjer med store hjul står bedre fast, så kan de også blæse gennem lavvandede søer ganske gnidningsfrit og samtidig få kølet motoren, som jeg allerede har brændt af et par gange. Boostpedalen skal holdes i bund det mest af tiden, for at man kan følge med, og ind imellem giver jeg den en tand for meget. Derfor er vand medicin for de store køretøjer, men gift for de små. Til gengæld er flydende lava gift for alle motorer, som risikerer akut overophedning.

Logikken i Pacific Rift er, at der er en optimal rute til hvert et køretøj. Det er bare et spørgsmål om at finde den. Målet helliger midlet i kampen om førstepladsen. Derfor er store køretøjer ikke sene til at tryne de små. Du kan tage de billigste trick i brug, men i sidste ende er du bedre tjent med at finde den bedste rute og så suse af sted, alt hvad remmer og tøj kan holde. Fartfornemmelsen er glimrende, og grafikmotoren er generelt lige så velsmurt, som køretøjernes V8-motorer. Man får næsten tårer i øjnene, når man med boostpedalen i bund blæser forbi modstanderne, og let hovedpine, når man kolliderer med en af banernes mange forhindringer. Fysiksystemet er temmelig overdrevet, og der skal ikke meget til, før køretøjet vælter og pulveriseres. Pacific Rift har meget af den djævelskab, som Burnout og FlatOuts har. Og det er absolut tilladt at give modstanderen fuckfingeren, hvis man synes, det er på sin plads.

Pacific Rift er en ø med et varieret klima, hvilket de mange forskellige baner afslører. Der er Sugar Rush, som går gennem et område med nedlagte lagerbygninger, landbrugsjord og bakker. Colossus Valley, der starter ude ved kysten, går gennem skoven og videre ned gennem dalen. Der er den vulkansk aktive Badlands-bane, hvor underlaget er nylagt magma, og dampen fra underjordisk aktivitet står op fra sprækker i jorden. Eller The Edge, der som navnet antyder køres op og ned ad flere kilometer klippeskrænter. De pittoreske panoramaer, jeg husker fra World Rally Championship, var helt åbenlyst intet tilfælde. Det er tydeligt, at Evolution ikke har glemt, hvordan man laver overdådige landskaber. Pacific Rift er en smuk, smuk ø.

Nok er Pacific Rift et billedskønt paradis at se på, men øen har også et andet ansigt, som man lejlighedsvis får at se. Ud af de 16 baner er der flere sjove, spændende og til tider geniale design, men i flere tilfælde er Evolution blevet euforiseret af deres egen kreativitet. Nogle baner er så uigennemskuelige, ulogiske og rodede, at man farer vild meget af tiden. Man kan køre et par sekunder i det, man tror, er den rigtige retning og pludselig blive "resettet" for derefter at skulle indhente det felt, man før lå forrest i.

Ramper og klipper er ikke altid lige lette at skelne fra hinanden, og det er som om, at man ikke har benyttet samme logik i designet af alle banerne, hvilket leder til for mange unødvendige afkørsler og skovture. Det giver så mulighed for, at man kan gå på opdagelse efter de mange genveje og alternative ruter, som hver bane har, men da Pacific Rift er et hårdpumpet racingspil og ikke et eventyrspil, så har man kun ét i hovedet, nemlig at nå først over målstregen. Der hverken levnes plads eller opfordres til stilfærdig udforskning af denne djævleø.

En anden ting er, at køretøjerne parvis minder meget om hinanden. De otte køretøjstyper kan groft sagt koges ned til fire, selvom den visuelle afveksling selvfølgelig betyder en del. Måske er Pacific Rifts største svaghed, at det mangler variation. Bortset fra de eliminator- og checkpointløb, der af og til indfinder sig i singleplayermoden The Festival, gælder det altid om at komme først over målstregen. Det giver sig selv, kunne man sige, men i og med at MotorStorm ikke er Gran Turismo, kunne Evolution have taget sig den frihed at lægge mere vægt på vildskab og destruktion. Udvikleren misser aldrig chancen for at vise en ATV, motorcykel, buggy eller monstertruck blive krøllet sammen på bedste Burnout-manér, så det virker oplagt at have løb, der direkte gik ud på at tilintetgøre modstanderen. Bare én eller to andre løbstyper havde gjort meget for Pacific Rift, som kører meget i ring.

På mange måder er MotorStorm en forbedring af etteren. Der er ingen lange indlæsningstider, flere og mere varierede baner med alternative ruter, der er skræddersyet til de forskellige køretøjers styrker og svagheder. En splitscreen for fire spillere har også indfundet sig på Evolutions smukke tropeø. Det er et vildt og voldsomt raserianfald på hjul, som bare ikke får det fulde udbytte af sit potentiale. En singleplayermode, der først er for nem og derefter for svær, banedesign, der skifter mellem genialitet og overdreven kompleksitet, og for få løbstyper.

MotorStorm: Pacific Rift er et af de spil, der præsenterer sig godt, og som virker øjeblikkeligt engagerende. Men efter et par timer med gode oplevelser, kører spillet i ring, og dets dårlige sider begynder at blive sværere og sværere at leve med. Nok er der den mulighed, at onlinedelen kan kompensere for singplayermodens svigt, men selv det er en stakket frist.