Vinteren nærmer sig som bekendt og hvis man planlægger at placere fødderne på et hjemmelavet bræt og kalde det et snowboard, så var det måske en ide at øve sig lidt først. Her ville MTV Pure Ride være et godt valg, selvom spillet må døje lidt med en grafik, der sløver gameplayet.
Free-free-freestylah!
MTV Pure Ride er det tredje afsnit i MTV Interactive og Radical Entertainments fælles snowboard serie. MTV Pure Ride følger samme opskrift som sine forgængere, men det hele er blevet peppet lidt op. Det handler atter engang om at kaste sig ned af stejle løjper, mens man udfører halsbrækkende tricks, rangerende fra små hop til dødsforagtende stunts udover stejle bjergsider. Alt dette er centreret omkring en række enkeltstående turneringer; Freestyle, Big-Air og Half-Pipe. Hver enkelt bane i de 3 turneringer har et fastsat antal point, som man skal slå hvis man vil videre.
En lidt mere speciel disciplin er Stunt Mode. Her står du overfor nogle simple små baner, hvor du får forskellige opgaver du skal klare. Dette kan være at hoppe fra en rampe til en anden eller kure fra en ræling til anden. Disse opgaver tager til i sværhedsgrad, jo bedre du bliver. Fælles for dem alle er, at de er mere ment som en form for øvelse, inden det for alvor går løs i den overordnede turnering, Tour Challenge, der samler alle førnævnte i en og lader dig kæmpe om en placering i Top 3.
Som altid bliver fremskridt belønnet og i Pure Ride kommer belønning i form af nye ryttere, nye boards og nye løjper at knække halsen på. Udover nogle gode og alsidige turneringsformer, så byder på Pure Ride også på en bane-editor, der lader dig designe dine helt egne baner, hvis du ikke er tilfreds med dem som Radical har lavet.
Dagens ret er smadderkage
Grafik kan aldrig erstatte gameplay, men for at et spil skal fungere, er det vigtigt at de to kan gå hånd i hånd og støtte hinanden, specielt i spil som Pure Ride. "Ægteskabet" mellem gameplay og grafik går også godt, sålænge man holder sig i bevægelse og ikke kommer for tæt på omgivelserne. Dit udsyn er meget langt, hvilket giver dig god tid til at planlægge dine hop.
Hvis du derimod styrter, får du mulighed til at studere omgivelserne nærmere, og det er ikke just et kønt syn. De forskellige objekter man kan kurer hen ad er håbløst ude af proportioner, ligesom buske og træer ikke er mere end en smadderkage af pixels. Slowdown er også noget man må kæmpe med. Hvis man har set hvordan snowboarding foregår i virkeligheden, så vil man sikkert ligge mærke til, at det går meget hurtigt. Det gør det også i Pure Ride men hvis man hopper højt for lave et flot trick, falder hastigheden pludselig dramatisk.
Animationen er en anden vigtig faktor i et trickstyle spil som MTV Pure Ride. Heldigvis er den meget flydende, men det er svært at få detaljerne med i de enkelte tricks og tit har man svært ved at se forskellen på dem. Lyden er såmænd OK, men musikken skuffede mig en hel del. Den består udelukkende af grunge og rock-rap og med mindre man synes den slags er sagen, gør man bedst i at skrue ned.
Det skal "kun" være sjovt
Jeg er ikke helt klar over hvad Radical og MTV Interactive håbede på, at Pure Ride ville udvikle sig til. Hvis de havde håbet på et snowboard-spil, der ville tage genren et skridt fremad, så har de fejlet. Hvis deres planer for Pure Ride "kun" indebar, at det skulle være et snowboard spil, der kunne stå distancen i forhold til Cool Boarders 4, så kan de godt være stolte af sig selv.
Pure Ride er et af de spil der bare bliver sjovere, jo bedre man bliver til det. Spillet er tilpas svært til ikke at give alle sine skjulte ryttere og baner fra sig med det samme, men lader dig kæmpe tilpas hårdt for dem. De grafiske "hovsa'er" ser man ikke i forbifarten og de hindrer dig heller ikke i at gøre det, som er så vigtigt i snowboarding...at have det sjovt.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 8 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10