Dansk
Gamereactor
anmeldelser
MTX: Mototrax

MTX: Mototrax

MTX: Mototrax er det seneste i en lang række konsolbaserede motocross-spil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Ekstremsport er virkelig stort efterhånden, især i USA. Og det bliver ikke meget mere ekstremt end motocross, hvor store tunge motorcykler kastes ud i tyngdelovs-trodsende hop og tricks. I aktion ligner det mere end noget andet den direkte vej til en brækket hals. Til gengæld er det en perfekt sport at dyrke derhjemme, på sin flade, foran TV’et og PS2’en.

HQ

Måske af samme grund er MTX: Mototrax bare det seneste i en lang række konsolbaserede motocross-spil. Men udvikleren, Left Field, har forsøgt at imødegå konkurrencen ved at satse lidt på det hele. Mototrax kan spilles både i et karriereforløb og mere frit, det kan spilles alene eller mod en ven, og det kan spilles online. Man kan endda bygge sin egne baner med ’Dirt Wurx’-editoren.

Tilsvarende byder gameplayet på lidt af hvert. Der kan både races i indendørs Supercross-serier og udendørs Motocross-ditto - først 125cc, så 250cc. Desuden er der Free Ride-baner, hvor man i bedste Tony Hawks Underground-stil ruller rundt og finder folk, der kan sætte en på opgaver. Undervejs udbygger man sit i starten ganske snævre repertoire af tricks, der især vil komme en til gode i spillets sidste disciplin: Freestyle-konkurrencer.

MTX: Mototrax gør et godt indtryk fra starten, især i kraft af sin livagtige og letflydende grafik, der brillerer på racerbanerne. Man kaster sig uværgerligt rundt i stolen, når et særligt hasarderet hårnålesving skal forceres - og fornemmer næsten helt fysisk, når vejgrebet svigter og banen ikke er bred nok længere. Det er flot lavet og en stor del af spillets appel. Kernen i Mototrax’ gameplay er karriereforløbet. Her kan man kæmpe sig op til at race mod de tunge drenge, samtidig med at man rager sponsorkroner og stadigt stærkere motorcykler til sig. Grundlæggende forbliver spillet imidlertid meget det samme undervejs - faktisk i skuffende grad. Der er ikke den store forskel på motorcyklerne, og der er ingen videre udfordring i at administrere sin karriere.

Samtidig bliver Supercross- og Motocross-konkurrencerne lidt for hurtigt frustrerende og unødvendigt svære. Det bliver afgørende at kende hver en ujævnhed på de i øvrigt veldesignede baner - hvor skal man booste sit hop med affjedringen, hvor kan man satse på at nå gennem svinget uden at bruge bremsen? Desuden bliver man i dén grad nødt til at have heldet med sig: Styringen i Mototrax er til at snakke med - f.eks. er det næsten umuligt at lande forkert efter et hop - men banerne er ofte forræderisk ujævne. Mister man vejgrebet i et sving, ender man hurtigt udenfor banen, og så er løbet i praksis tabt.

Dette er en annonce:

Free Ride og Freestyle-banerne er betydeligt mindre frustrerende. Her kan man tage den med ro - udfordringen består mest i at time sine tricks og i at have tålmodighed, til man mestrer dem. Denne del af spillet fangede dog ikke rigtig undertegnede: Det blev lidt for løst og lidt for kringlet. Men banerne og tricksene fungerer fint nok, og det hele betyder selvfølgelig ekstra valuta for pengene i Mototrax - akkurat som bane-editoren og muligheden for at spille online.

Udover den velfungerende grafik skal Mototrax også have ros for sin lydside. Motorlydene bliver ikke ved med at være spændende, og styrtene lyder lige så uspektakulære som de ser ud - en skuffelse for den indre svinehund. Til gengæld er soundtracket usædvanligt velvalgt. Samtlige numre er hårdtslående og in-your-face - som de helst skal være i ekstremsports-sammenhænge - og de er udvalgt med stensikker hånd. Her er virkelig tæsk for skillingen.

Skal der gives en overordnet bedømmelse af MTX: Mototrax, så trækker det afgjort op, at Left Field har klemt så meget gameplay og så mange features ind i spillet. Målt på bredden alene står spillet stærkt i sit felt. Omvendt er de enkelte elementer i Mototrax ikke altid toptunede: Supercross- og Motocross-banerne fremstår til tider unødigt frustrerende, mens freestyle-banerne er lidt løse i koderne. MTX: Mototrax betaler med andre ord en pris for sin alsidighed. Men man kommer ikke uden om, at spillet byder på ualmindeligt meget motorcross for pengene.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Alsidigt gameplay og mange features.
-
Kvalitetsmæssigt ujævn.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

MTX: MototraxScore

MTX: Mototrax

ANMELDELSE. Skrevet af Erik Petersen

MTX: Mototrax er det seneste i en lang række konsolbaserede motocross-spil.



Indlæser mere indhold