Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Myst
Anmeldelser Myst

Myst

Cyan Worlds' klassiker har fundet vej til Nintendos håndholdte. Nicolas spørger sig selv, hvorfor en klassiker skal piskes som en gammel krikke på Nintendo DS.
Nicolas Elmøe Testet på 12 marts 2008

Hvor er jeg? Jeg åbner mine øjne og aner en grå himmel. Der er stille som graven. Jeg rejser mig op og tager et par vakkelvorne skridt. Foran mig knejser et skyhøjt tårn, der lader til at være bygget for århundreder siden. Hvordan er jeg havnet her?

Jo, altså... ser du, jeg åbnede en kuvert, hvori der lå et eksemplar af Myst til Nintendo DS. Så gik jeg ud og hentede en kold Coca Cola, knaldede spillet i og lagde mig luddovent på sofaen. Derefter tændte jeg for min Nintendo DS, og få minutter efter var jeg havnet midt i Atrus' sagnomspundne verden.

Myst så allerede dagens lys tilbage i 1995, og siden da er det blevet kastet frem og tilbage mellem alverdens platforme. Men hvordan klarer det sig så på Nintendos håndholdte?

Dårligt.

At forsøge at konvertere det kæmpemæssige Myst til den lillebitte Nintendo DS, svarer nogenlunde til at presse en elefant ned i et æggebæger; et eller andet må amputeres undervejs. Selvom man har krydret oplevelsen med en ny tidsalder, og åbenbart har optimeret spillet til den lille håndholdte, så bør man til hver en tid hellere grave sin gamle CD-ROM frem fra gemmerne, hvis man nok engang vil fortrylles af Mysts fantastiske univers.

Et falkeblik hjælper ikke, når man skal forsøge at tyde, hvad der foregår i den ellers så smukke verden. Teksturerne er nemlig så grynede at se på, at det er nærmest umuligt at aflæse kortet, samt finde ud af, hvilke objekter der kan interageres med. Desuden er lyden også blevet amputeret, og det skader især dialogerne, som af og til er vitale, hvis man skal have bare den mindste chance for at løse spillets uhyrligt svære gåder.

For at bevæge sig rundt, skal man klikke forskellige steder på den trykfølsomme skærm. Problemet er bare, at spillet ikke altid er lige kvikt til at opfatte, når der bliver trykket - og det fører til adskillige frustrerende øjeblikke. Så lad mig dog bruge piltasterne i stedet! ARGH!

At forfatte en halv roman mens man spiller Myst er ikke uvant. Der skal nemlig skrives så meget ned undervejs, at en notesblok er en uundgåelig følgesvend. Og der er skam også en notesblok i Myst; problemet er bare, at den er ubrugelig. For det første gør den ikke brug af stylus-funktionen, og du skal, i stedet for selv at tegne bogstaverne, trykke på dem som en skrivemaskine. Når du så slukker din maskine, så har spillet pludselig glemt alt, hvad du har noteret undervejs, og du må atter engang besøge Myst-øens bibliotek for at læse de vitale bøger igennem igen. Utilgiveligt! At spillet tilmed går i sort i ny og næ dræber blot oplevelsen endnu mere - den slags skal ganske enkelt ikke ske i et konsolspil.

Ovenstående kritikpunkter, parret med det faktum, at der er løbet meget vand i åen, siden Myst havde sine storhedsdage, så er der ingen reel grund til at løbe ud og investere i spillet. Jo, gåderne er stadig lige så mystiske og tilfredsstillende at løse, og jo, historien er dyb og universet spændende - men så vil jeg til en hver tid hellere hive min gamle 486'er frem og nyde oplevelsen uden fejl og konverteringssjusk!

Yderligere karakterer

Grafik
3 / 10
Lyd
3 / 10
Spilbarhed
3 / 10
Langtidsholdbarhed
3 / 10
3
Mangelfuld ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Universet, historien, atmosfæren og de intelligente puzzles.
Minusser Styringen, notesbogen, gnidret grafik og skrattende dialog, tonsvis af vitale fejl.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
3,0
Gamereactor Danmark 3
Gamereactor Suomi 3
Fuld profil 200 udgivne artikler
3
Mangelfuld Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Cyan Worlds
Udgiver Midway
Premiere 7 december 2007
Testet på Nintendo DS
Genre Puzzle, Adventure
Platforme
Nintendo DS PSP Nintendo 3DS PC Xbox One
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.