
Lidt kaotisk til tiderBasketball er ikke den mest populære sport her i Europa, og da slet ikke i forhold til den popularitet det har i USA. I USA sælger alle mulige mærkelige spil meget godt, ikke mindst basket, baseball, og amerikansk fodbold. De spil sælger ikke godt i Europa, men tilgengæld er det lige omvendt når vi snakker om fodboldspil, her fatter amerikanerne ikke en brik af hvad der foregår. Men alligevel når enkelte "amerikanske" spil til Europa, og engang imellem er man som anmelder så uheldig at man skal spille dem, og skrive om dem bagefter.
Men sådan er livet nu en gang, og eftersom jeg skulle skrive om et basket spil gav jeg mig i kast med det store basket leksikon. Bare for at i det mindste lære reglerne i spillet. Men det var ikke helt nok, det er udemærket at kende reglerne, men jeg blev nødt til at hente hjælp fra gode gamle Mads Kold før jeg lærte spillet at kende ordentligt.
Gode kamera vinklerMan må næsten gå ud fra at de folk som går ud og køber spillet rent faktisk kender til basket, men der er nok nogle uheldige elementer som får det i gave. Så skulle du være så uheldig at bedstemor har købt det til dig (fordi der ikke er soldater på æskens billede), så er det ikke helt umuligt at gå til. For det første er menuerne meget overskuelige, så man behøver ikke at læse en 500 siders manual før man kan gå i gang. Inden man går rigtigt i gang med spillet, kan det helt klart anbefales at starte med practise, hvor man bare kan løbe rundt på en Sega sponsoreret bane. Her kan man i det mindste lære forskellige tekniker, uden at skulle bekymre sig om modstandere. Allerede her under træningen viser spillet meget af sin styrke, og man finder meget hurtigt ud af hvor flot det hele er.
Det kunne godt ligne en fodbold...Men lad os se det i øjnene at man ikke køber et basket spil for at træne, hele formålet er at spille kamp. Før man spiller kamp er det muligt at justere nærmest alt ned til mindste detalje. Rent faktisk er det muligt at designe sit eget team, og derunder hver enkelt spiller. Der er tre forskellige måder at spille kampe på. Der er for det første mulighed for bare at spille en enkelt kamp med et team man selv vælger, mod et andet team som man også selv vælger. Derudover er der to turnerings former, som åbenbart skulle simulere de rigtige sæsoner de spiller i USA.
Alle kampene foregår i et rimeligt højt tempo, lige som det gør i virkeligheden. Så det er kun endnu en god ting at have øvet sig, da det ellers kan virke meget forvirrende. Selve spillet er meget flot krydret med meget korte replays, som kun varer et par sekunder, men alligevel formår at fange de rigtige øjeblikke. Styringen af spillerne er overraskende nem, men man skal lige vænne sig til at bruge de forskellige knapper på kontrolleren inden man får fuldt udbytte af spillet.
Bare det var mig... Og dog...Personligt er jeg ikke stor fan af sportspil, lige med mindre man har en motor. Men alligevel må jeg indrømme at det er et af de bedste sportspil jeg nogensinde har set. Spillerne bevæger sig utrolig godt på banen, og lydeffekterne er meget stemningsfulde. Men ikke nok med at bevægelserne er fede, så føles spillet ekstremt realistisk selvom det selvfølgelig i bund og grund er et arkade spil. Så selvom at jeg ikke kunne finde på at se en basket kamp, så fandt jeg alligevel spillet meget dragende. Det endte rent faktisk med at jeg brugte timevis på det, ikke for at kunne anmelde det, men derimod for fornøjelsens skyld. Rent grafisk er det jo bare en basketbane det drejer sig om, men alligevel er det vanvittigt flot. På det lille VMU kan man rent faktisk følge hver spillers energi, men det kræver at man tager øjnene fra skærmen for at se det. Det mest syrede ved spillet er alle de forskellige kameravinkler man kan vælge, og skulle man blive træt af det kan man rent faktisk lave sine egne vinkler. Det eneste man nu kan håbe på er at udvikleren kan lave et fodboldspil, især hvis de kan basere det på samme game-engine.