NBA2K3 er på gaden fra d. 28 marts
Da Sega i sin tid udgav NBA 2K til Dreamcast var det en artig overraskelse. Spillet fusionerede på overbevisende vis en realistisk simulationspræget oplevelse med et prangede ydre. Nu har udviklerne - Visual Concepts - fremspundet årets opdatering til Xbox. Længe så det ud til at Europa måtte gå tur forbi, men nu er produktet endelig på vej ud i vores lokale butikker. Den overordnede karakter, samt den nedenstående anmeldelse, afslører i al tydelighed, at det er et træk, som alle basketball freaks kan være glade for.
Imponerende dybde
Det som nok er mest imponerende ved NBA 2K3,er dets dybde. Uanset hvilket område der er berørt, så er det gjort med omtanke og dedikation. Her er alt lige fra gadebasket over intense ligakampe til en superb franchisemode. Til at gøre hele oplevelsen lidt ekstra sprød, så har Sega opsnappet ESPN-licensen fra Konami. Derfor får vi denne gang krydret begivenhederne med et TV approach. Selv om dette naturligvis mest er af kosmetisk karakter, så giver det et mere autentisk præg.
Der er som sagt en række forskellige måder at gribe begivenhederne an på. Jeg vil her lægge hovedvægten på de to yderpunkter; nemlig gadebasket og franchise. Førstnævnte er hurtigst overskuet, da der her reelt set er tale om en gimmick. Du får valgmuligheden for at vælge mellem en række baner hentet fra den virkelige verden. Disse rangerer over blandt andre Mosswood, Venice Beach og Rucker Park. Du har muligheden for at sammensætte dit hold ud fra nuværende NBA stjerner, suppleret med tidligere stjernedrys. Kampene er relativt intense, og generelt mere up-beat end de indendørs baserede opgør. Dette giver sig udtryk i et væsentligt mere fleksibelt reglement, samt et generelt højere tempo under kampene. Generelt mister man dog relativt hurtigt interessen, og fungerer mest af alt - hvilket sikkert også var hensigten - som et afbræk fra de mere seriøse opgør.
Statistik så det batter
Vil man derimod grave sig dybere ned i den ædle sport, så byder NBA2K3 på noget af det ypperste indenfor franchise. Her har du simpelthen mulighed for at justere, betragte og påvirke alt,hvad hjertet begærer. Især mellem sæsonerne er der virkeligt noget at arbejde med. En lang række statistiske oversigter belyser den forgangne sæson. Dertil udnævnes blandt andet årets rookie, årets mest værdifulde spiller og hele tre hold med årets bedste spillere (opdelt i 1., 2. og 3. hold). Samtidig hermed begynder der en omfattende drafting af nye talenter. Her skal du selv sørge for at tilknytte scouts og trænere. Alt efter hvor mange penge du dedikerer formålet, kan du invitere en vifte spillere til træningssessioner. Her kan du så afdække forskellige forcer og ulemper. Spilleren bliver sågar sammenlignet med en passende NBA-spiller.
Som du nok kan mærke, så er der rig mulighed for at påvirke din trup. Dette er videreført gennem hele sæsonen, hvor du har mulighed for at agere på spillermarkedet. Her kan du både købe og sælge spillere, samtidig med at du kan tilknytte talenter - hvis kontrakter er udløbet. Simulationsdelen er utroligt flot udført, og du har virkeligt en fornemmelse af,at føre dine drenge frem mod noget stort. Det er også rart, at man helt selv kan bestemme, hvor meget indflydelse man ønsker.
På kanten af stolen
Det vigtigste element er naturligvis kampene, her er det heldigvis også lykkedes at skabe en overbevisende illusion. Allerede fra første færd er det tydeligt, at der her ikke er tale om run and gun kampe. kampene forløber væsentligt mere realistisk med hovedparten af vægten fokuseret på henholdsvis forsvar og angrebsspil. Har man tidligere siddet med NBA Inside drive og NBA Live, så vil man tydeligt mærke forskellen. Spillerne bevæger sig væsentligt langsommere, og turboknappen er meget sværere at misbruge. Dette vil naturligvis ikke tiltale alle, da der så bliver tale om mindre actionprægede og mere strategiske opgør. Med det sagt, så betyder det absolut ikke at nerven er fjernet fra kampene. Tværtimod vil man ofte sidde på kanten af stolen, med tungen i mundvigen, mens man desperat forsøger at få folkene i stilling. Når man først har styr på kontrollen, er det en ren fornøjelse at styre begivenhederne.
Lidt kluntet pasningsspil
Det hele supplerer hinanden godt, og efter noget øvelse vil du være suget ind i begivenhederne. Der er dog et par områder, hvor finpudsning ville have været rart. Dette drejer sig hovedsageligt om pasningsspillet. Generelt er kontrollen hermed temmelig besværlig og til tider decideret tung. Enten så bliver afleveringerne for upræcise eller også bliver de for bløde. Problemet kommer også til udtryk under kontraangreb. For det første er det umuligt at få fart på den målgivende aflevering, for det andet så stopper den modtagende spiller i sit løb. Dette er frustrerende, og fjerner meget af tempoet i opgørene. Med det sagt, så er kampene ellers godt strikket sammen.
Den fulde pakke
Til at fuldende pakken, så er der viklet et elegant spind af såvel lyd som grafik om titlen. Animationerne af de forskellige spillere er lige i øjet. Der er et væld af unikke detaljer og små tilføjelser, der samlet gør produktet til at imponerende skue. En lille sjov gimmick er, at spillerne sågar begynder at svede som minutterne tikker. Det er ganske enkelt enorm cool, at se dine glinsende kæmper i strid. Dertil så er der tilføjet en række detaljer, som yderligere bringer liv til begivenhederne. Dette inkluderer et flot animeret publikum, gestikulerende trænerbænke og hoppende maskotter. Til at fuldende illusionen er der et par kompetente kommentatorer, der generelt kommer med givende oplysninger. På nær nogle enkelte områder, der godt kunne være strammet op, føler jeg at NBA2K3 er en rigtig god titel. Et yderligere plus er, at du sågar kan benytte det via Xbox Live, når det bliver tilgængeligt. Karakteren gives med en kraftig pil op.