Produceren bag det seneste Need for Speed-spil, Larry LaPierre, påstår, at det nye Need for Speed: Carbon vil være den mest ekstreme arkaderacer, du nogensinde har spillet. Det er naturligvis en udtalelse, vi tager med et gran salt, men faktum er, at Carbon allerede nu føles som et af de mest spændende spil i serien i årevis.
Præcis som med de tidligere spil i EA’s højoktan bilserie, så byder også Need for Speed: Carbon på svinehurtig racing i skønne biler. De knejsede skyskrabere og bymiljørne er dog udskiftet med lange, snoede bjergveje, hvor kun få centimeter gør forskellen mellem at blive på vejen og få en ufrivillig tur ud over bjergkanten, noget der med sikkerhed gør ondt. Nyt i Need for Speed: Carbon er, at du nu kan rekruttere flere chauffører til at hjælpe dig, når du kæmper med de rivaliserende bander om respekt og kontrollen over byens gader og omkringliggende bjerglandskaber. Der vil være masser af forskellige chauffører at vælge imellem. Alle har deres gode og dårlige sider, hvilket betyder, at denne udgave af racing-spillet kommer med en smule strategi, eftersom du er nødt til at finde den allerbedste sammensætning. Forhåbentlig er der masser af forskellige kørestile at rode rundt med, noget der gerne skulle give endnu større variation.
I Need for Speed: Carbon, har holdet valgt at fokusere på tre forskellige slags biler kaldt Muscle, Tuner og Exotic. Udover de åbenlyse, visuelle forskelle så vil bilerne også ligge meget forskelligt på asfalten, og drengene hos EA Black Box har virkelig gjort meget for at gøre dem så forskellige som overhovedet muligt. Alligevel, og på trods af disse forskelligheder, så er der ikke en klasse, som er de andre overlegen. De har deres fordele og ulemper, men der er ingen, der er at foretrække frem for andre, noget der viser at Black Box har tjek på det hele.
Allerede tilbage i Need for Speed: Underground lagde holdet stor vægt på dine muligheder for at rode og rage med din bil og derved skræddersy den præcis, som det passer dig. Men i Need for Speed: Carbon tages dette koncept til et helt nyt niveau med værktøjet Autosculpt. Tidligere har du naturligvis kunnet købe nye dæk, fronter osv., men med Autosculpt er der nu mulighed for at gå helt ned i de små detaljer på bilen og virkelig ændre enhver detalje. Da denne feature blev vist frem i San Francisco, så var der mere end et par journalister, som snappede efter vejret, og for de virkelig interesserede ligger der utallige timer, hvor drømmemonsteret kan rettes til og forbedres.
Need for Speed: Carbon foregår både i byen og ude på landevejene. Det meste af tiden spenderes dog på de ondskabsfulde bjergveje, hvor du kæmper mod byens andre fartglade kørere. Efterhånden som du gennemfører ræs, og når det ternede flag først, stiger respekten for dig. Samtidig vokser området, der er under din kontrol, og langsomt begynder du at overtage mere og mere af byen. Grunden til at det meste af ræsene foregår på bjergvejene skyldes, at du gerne vil være i fred for politiet, en udøvende magt, der ikke ligefrem er vild med de mange, vanvittige ræs. I de tidligere spil kunne du stort set brage ind i alt og så bare vælte frem og tilbage som en kugle i et flipperspil uden nogensinde at miste synderlig meget fart, men dette er ikke tilfældet med Carbon. Et forkert sving i mørket betyder, at du havner i en nærmest bundløs ravine, noget der gør det vigtigt at afstemme farten med de snørklede veje, for der er ingen vej tilbage. Når bilen engang rammer jorden, er det slut for både den toptunede øse og dens fører, dig.
Allerede nu har Need for Speed: Carbon en ekstremt lækker fartfornemmelse, og selvom der nærmest ikke var nogen hårnålesving under den demonstration, som jeg fik, så var vejene både ugæstfrie og lumske. Spændingen ved at lægge side om side med sin modstander, hvor kun få centimeter skiller en fra et bundløst hul, får adrenalinen til at pumpe og hænderne til at blive klamme. Det er der spillets styrke ligger. Til trods for at spillet stadig er flere måneder fra udgivelse, så er hastigheden allerede nu bundsolid, noget der bør betyde, at det endelige spil bliver rigtig godt.
Need for Speed: Carbon er på vej til stort set alt, hvad der kan kravle og gå af konsoller, fra de eksisterende som PlayStation 2 og Xbox til Xbox 360 og de kommende PlayStation 3- og Wii-konsoller. Wii-versionen vil naturligvis drage fordel af den anderledes Wii-kontroller, men på hvilken måde er indtil videre et mysterium, da denne udgave skuffende nok ikke blev vist frem den dag. Der kommer også udgaver til både PSP og Nintendo DS, men det bliver to helt forskellige versioner, eftersom disse maskiner er meget forskellige. Mens PSP-udgaven bliver nærmest identisk med de andre versioner, så vil DS-versionen være mærkbart anderledes. Hvis jeg skal dømme ud fra det, jeg indtil videre har set, så er EA uden tvivl på rette vej med dette nye Need for Speed-spil. Det er naturligvis umuligt at være helt sikker, men jeg får i hvert fald vished i november, hvor spillet lanceres.