Et af de første bilspil jeg nogensinde prøvede var Need for Speed, jeg kan huske de første spil i serien handlede om at køre stærkt, og ikke ret meget andet. Jeg kan især huske Need for Speed Porsche Challenge, som var et exceptionelt godt spil. Sidenhen kom der spil, hvor man skulle undslippe politiet, hvilket fungerede ret fedt i multiplayer, men personligt kunne jeg bedre lide den gamle version, hvor man bare skulle køre stærkt. Need for Speed har været ikonisk for branchen igennem årene, men særligt i løbet af de sidste par år har fans skulle overleve en del ret lunkne udgivelser, og efter skandaler som The Run og det sidste kapitel, Payback, følte jeg ærlig talt at serien var noget nær død. Derfor var det nu alligevel godt at se, at der stadig var liv i serien, da jeg fik Need for Speed Heat til anmeldelse. Need for Speed Heat er udgivet af EA og udviklet af Ghost Games. Spillet kan fås på PlayStation 4 Xbox One og PC. Jeg har spillet spillet på PlayStation 4.
Jeg har været ret skuffet over de sidste kapitler af Need for Speed, da Electronic Arts generelt ikke har været god ved serien i min optik. Spillenes arkadeagtige islæt er blevet brugt som undskyldning for upræcis styring, og de har desuden været fyldt med neon og alt muligt unødvendigt lir, men jeg synes kernen, som gjorde Need for Speed så god i gamle dage, er forsvundet. Det prøver Need for Speed Heat at gøre bedre. Man kan spille spillet online med andre mennesker eller alene, alt efter hvad ens præferencer er. Spilet starter med en introduktion, hvor man finder ud af at politiet er korrupte, og forsøger at ødelægger ens Crew. Ens Crew er den flok mennesker man kører sammen med. Man starter som en ny kører, og skal klare sig i Palm City. Historien går så ud på at man igennem en masse løb, og ved at undgå politiet, arbejder du dig så op i geledderne, for derved at få nye biler og dele. Undervejs møder man flere mere eller mindre interessante karakterer, som på den ene eller den anden måde hjælper en på vej. Alt det der har man oplevet i andre Need for Speed-spil før, og det virker ikke særligt innoverende. Disse karakterer bliver så mere eller mindre imponerede, over at man vinder løb, og opnår Prestige. Jeg føler lidt at disse karakterer ikke føles særlig naturlige, og er ret overfladiske. Hvorfor Electronic Arts insisterer på at have disse historier i deres Need for Speed spil fatter jeg ikke. Men det er åbenbart blevet en del af serien. Derfor begyndte jeg hurtigt at ignorere den snak man fik smidt i hovedet hele tiden, og bare køre løb. Det er også her spillets virkelig styrke viser sig. Der er ikke brug for unødvendig street talk, for pompøs udenomssnak om at "take back the streets" - det virker simpelthen så gammeldags og direkte kedeligt.
For det Need for Speed gør bedst er helt klar de mange løb, og den fartfølelse de tilbyder hver især. Efter man kommer igennem den ret lange tutorial, har man hele byen som sin legeplads. Man kan vælge at man gerne vil køre om dagen eller om natten, og der er forskellige fordele ved begge.
Hvis man vælger at køre om dagen er politiet ikke så aggressive, som de er om natten, men til gengæld får man ikke så mange penge og prestige, som man gør ved at køre om natten, når det er mere farligt. De fleste løb handler om at komme først fra punkt A til punkt B, men politiet har det også med at blande sig nogle gange, og det er her spillet virkelig viser sine styrker, fordi disse løb er ikke noget at skrive hjem om. Når politiet blander sig derimod, sker der mange sjove og oprivende ting. Løbene bliver meget tilfældige lige pludselig, og alt kan ske. Når man så har optjent nok prestige og penge, kan man købe nye dele til sin bil, eller i det hele taget købe en ny bil, hvis man har lyst til det. Man kan virkelig lire sin bil op, og gør den til sin helt egen med en masse farver, og alle mulige detaljer man kan vælge som man vil. Man kan købe nye fælge, man kan sætte lys under sin bil, man kan sætte fede dæk på sin bil hvis man vil det, og man kan sætte en stærkere motor i, mulighederne er uendelige. Når man så har lavet sin ultimative bil, kan man dele den med andre online. Så der er en masse der kan holde en beskæftiget, når man ikke lige vælger at køre løb, hvilket er fedt.
Når men så har den ultimative bil skal man ud at køre på de enten tørre eller våde veje, som Palm City har. Personligt synes jeg godt nok det regner meget i Palm City, men det gør det jo generelt for tiden, specielt når man er i Danmark. Spøg til side, så har vejret det med at være meget vådt meget af tiden, men det er fremviser jo også Frostbites evne til at lave spejlinger i vejen. Og her vil jeg lige komme med et surt opstød, for jeg synes EA skal begynde at holde op med at bruge Frostbite til alting. Frostbite er lavet til skydespil, og ikke til bilspil eller rollespil, som det er blevet brugt til før i tiden. Det har før skabt enorme problemer for andre udviklere, og det er efterhånden ret tydeligt, at den ikke er så alsidig som EA ellers har håbet. Og det fungerer da heller ikke optimalt i Need for Speed Heat. Spillet kører med 30fps, og ikke de 60fps man ellers kunne håbe at se i andre bilspil, og nogle gange falder billedehastigheden endnu lavere, hvilket gør, det kan blive noget af en ubehagelig oplevelse at spille Need for Speed Heat. Faktisk sker det ofte. Derudover synes jeg at farverne virker udvaskede og blege på en eller anden måde. Dette gør at man ikke får lyst til at udforske Palm City, da det hele er en smule kedeligt at se på. Derudover er der også et problem med selve fysikken i spillet. Når man kører af banen, hvilket tit sker, og rammer træer og forhindringer, så vil man se dem blive ødelagt som var de lavet af pap eller af tændstikker. Der er ikke noget der tager en mere ud af oplevelsen, end at ramme et kæmpe træ, der ville have smadret din bil under normale fysiske forhold, og at se træet bare eksplodere i stumper og stykker, som var det lavet af glas.
Kørselsfysikken er heller ikke den bedste jeg har oplevet i et spil, faktisk måtte jeg kæmpe med min bil hele tiden, da den vil skride ud på de mest underlige steder. Det gjorde at man lavede fejl, man normalt ikke ville gøre, da man konstant skulle kæmpe med bilen. Det synes jeg er et kæmpe minus, og det er ret, synd for spillet har potentiale. Det lader ikke til at der er bred enighed her, og jeg forstår helt og holdent at det at drifte er nødvendigt og naturligt i et spil som Need for Speed Heat, men det virker bare som om at fysikkens love er ujævne her, og det gør det sværere at antage hvornår bagdækkene skrider ud. Igen - det hele er bare lidt... ja, ufærdigt.
Det hele bliver meget sjovere når man går online med spillet, men det er mest fordi andre spillere også er i Palm City. Men her gælder det meste af min kritik også, da det er generelle fejl i programmering af spillet, vi snakker om her. Kan man ignorere disse, er der mange gode timer at hente i spillet, da der også er mange opgaver man kan udføre, og events man kan deltage i. Først troede jeg at der var noget galt med spillet, så jeg forsøgte at ændre indstilling på min controller i menuerne, men jeg kunne ikke finde et sted, hvor jeg kunne sætte følsomheden ned på styringen, så derfor blev min bil ved med at sejle rundt. Jeg håber virkelig EA udgiver en opdatering, så styringen bliver bedre.
En sidste positiv ting der skal nævnes, er dog musikken, som sidder lige i skabet. Musikken er mest bestående af rapmusik, og udvalget er stort. Jeg er normalt ikke til rapmusik, men jeg synes faktisk det var ret godt og passede godt til temaet.
Så vil jeg anbefale Need for Speed heat til nogen? Ja, og nej. Jeg tænker at Need for Speed Heat har potentiale, men jeg vil anbefale man venter, indtil spillet har en måned eller to på bagen, så EA og Ghost Games kan få opdateret den forfærdelige styring.