Need for Speed: Hot Pursuit 2

Da jeg for nylig var forbi min ven og kollega Steen Marquard, havde han Need for Speed: Hot Pursuit 2 (HP2) liggende. Jeg brugte lidt tid med det, og fandt det til at være et glimrende spil. Da muligheden for at anmelde det til GameCube så opstod, var jeg ikke sen til at slå til . Muligheden for at drøne gennem åbne landskaber i lynhurtige fartmonstre kunne jeg ikke undslå. Desværre beviste testperioden én ting, og det er, at det ikke er alle multiformatspil, der konverteres blindt til samtlige formater.

Hestekræfter og blærerøve
Lad mig først gennemgå hovedprincipperne: HP2 er opdelt i to hovedsessioner. Begge er forgrenet over i alt 33 forskellige løb. Den væsentligste forskel ligger sådan set i, hvorvidt du vil blande politiet ind i dine oplevelser eller ej. Banerne er præsenteret gennem et netværk, hvor du ved at gennemføre en bane åbner op for et par nye. Du har altså konstant mulighed for at vælge mellem flere baner. Dette er meget rart i tilfælde af at du går død på en bane. Vælger du at inkludere politiet, så indblandes du i en voldsom gang røver og soldater. Sammen med en række andre toptunede modeller drøner du gennem diverse landskaber. Der er i alt 20 tilgængelige biler. Heriblandt kan nævnes mærker som Ferrari, Lamborghini og Jaguar. Der er virkeligt dømt hestekræfter og blærerøv, når speederen flugtes i bund. Hovedparten af bilerne skal dog åbnes, før du får lov til at sætte dug bag rattet.

Som en anden rambuk
Banerne er relativt varierede, og du racer gennem ørkner, bygder og forladte togtunneler. Dertil er de alle temmeligt lange, hvor en runde ofte kan tage omkring fire minutter. Til at belønne opdagelse og give incitament til genspil er der også masser af genveje. Disse har en reel indflydelse på forløbet, da de seriøst kan barbere sekunder af dine runder. At manøvrere banerne, og køre fra de andre deltagere, er en præstation i sig selv, men du kan selvfølgelig ikke nøjes med det. Rundt om på ruten befinder der sig nemlig en mindre hær af sindsforvirrede politibetjente. Fuldstændig uden tanke for liv og helbred kaster de sig ind i jagten, og farer som en anden rambuk ind i jeres sluttede flok. Selv om du kører i et teknisk vidunder, der nemt kan runde en topfart på 300 km/t, så skal du ikke blive overrasket over, at blive indhentet af en politivogn alligevel. De kører nemlig tilsyneladende i nogle yderst potente køretøjer. Som om det ikke skulle være nok, så kan de også tilkalde assistance i form af luftstøtte og vejspærringer. Det bliver virkeligt intenst med en spærring forude, en helikopter, der kaster eksploderende tønder, hængende over hovedet og en aggressiv politivogn i halen.

Som smurt i olie
Der er dog et lille problem i forbindelse med manøvreringen af banerne, og det er styringen med vognen. Modsat PlayStation 2 versionen så er disse vogne nemlig ramt af et akut tilfælde af understyring. Bagenden er løsere end trusserne på en prostitueret. Dette kommer til udtryk når du skal manøvrere de mange hårnålesving. Uagtet hvilken vogn du besidder, så er det virkeligt en kamp at bevare kontrollen. Bilfysikken er alt for løs, og der er ikke en ordentlig følelse af tyngde. Dette bliver yderligere forstærket af de jagtende politivogne. Her flyver din bil rundt, bare de rører ved din bagende - lidt overdrevet men stadig. Problemet er, at du konstant ender med fronten i den forkerte retning - det gør virkeligt løbene frustrerende. Det er irriterende, at det ofte er tilfældigheder, der afgør løbene for eller imod dig.

Rollen som politibetjent
Du kan også vælge ikke at have politiet med i legen. Nu kommer du ud på lidt mere traditionel ræs. Banerne varierer med hensyn til tilgængelige biler og objektiver, men er generelt rimeligt ens. Det føles en anelse tamt, når man nu har vænnet sig til det mere arcadeagtige præg. Du kan også vælge at antage rollen som politivogn. Her er det nu pludselig dig, der er på jagt efter fartsynderne. Udover at du selv kan smadre de andre vogne, så kan du også tilkalde assistance i form af vejspærringer, helikoptere og vejspærringer. Modsat Playstation2 versionen så har de modkørende biler her en indikator over, hvor skadet de er. Så i stedet for at skulle stoppe dem, så kan du nu blot vælge at smadre dem. Det fjerner lidt af udfordringen på banerne.

Nærmest utilgiveligt
Det største problem ved denne version kontra versionen til PlayStation 2 ligger i den tekniske afdeling. Underligt nok er HP2 inferiør på GameCube. Grafikken er ikke nær så detaljeret. Det gælder især for teksturerne. Selv om farverne er gode, så er teksturerne på banerne meget gnidrede. Det ser temmelig grovkornet ud. Værre endnu er der en decideret mangel på special effects. Her er ingen sand storme og ingen ordentlig brug af lyskilder. Men værst af alt er det at på trods af neddroslingen, så kan grafikken godt hakke, når der er mange biler på skærmen. Det er nærmest utilgiveligt, og tyder på dårlig programmering. Med det sagt så er bilmodellerne godt udført. Musikken er vanen tro i EA titler god. Der er et tilfredsstillende mix af nye numre. Effekterne er ligeledes, som de skal være. Der er god motorstøj og masser af skrigende dæk. Alt taget i betragtning er HP2 dog en skuffelse. Ikke fordi det ikke kan spilles, men mere fordi det burde have været bedre. Prøv før du overvejer at købe det.