Need for Speed: Most Wanted

Det har været en nogenlunde fast konvention i racing-genren gennem de sidste mange år, at fede biler er noget man skal gøre sig fortjent til. Normalt er man i starten henvist til (relativt) langsomme slæder, og skal arbejde sig gennem en eller anden form for progressionssystem, før man kan sætte sig bag rattet på de biler, man savler over hver gang der er Top Gear i fjernsynet.

Men den konvention vil Need for Speed: Most Wanted bryde med. Langt de fleste af spillets nogleogfyrre biler er i princippet tilgængelige fra starten. De holder parkeret rundt omkring i Fairhaven, den åbne by som spillet foregår i, og alt det kræver at køre i en af dem, er at man kan finde den.

Det er friskt fundet på, og betyder i praksis at man altid holder et halvt øje på de parkeringspladser, parker, byggepladser mm., man suser forbi, mens man ræser eller bare kører tilfældigt rundt på de mange kilometer veje.

Således havde jeg inden for de første ti minutter i selskab med spillet erhvervet mig en Porsche 911 Carrera S, en Aston Martin V12 Vantage, og en Ariel Atom 500. Ikke dårligt.

Need for Speed: Most Wanted er udviklet af Criterion Games, der også stod bag Hot Pursuit fra 2010, og før det var ophavsmænd til den forrygende Burnout-serie. Og det kan mærkes. Most Wanted følger den samme grundlæggende formular, som studiets tidligere spil, hvilket betyder udskridningsglad arkade-styring og belønning for hensynsløs kørsel (drifts, near-misses og ræs på den forkerte side af vejen) i form af ekstra nitro-boost.

Forgængeren Hot Pursuit introducerede Autolog, der mere eller mindre satte standarden for asynkron multiplayer i racingspil, og er blevet kopieret af snart sagt alt og alle siden da. Ideen er, at det er sjovere at konkurrere mod sine venner end fremmede, og derfor kunne man ud for hvert eneste løb i Hot Pursuit se vennernes bedste tider og forsøge at slå dem.

Systemet vender selvfølgelig tilbage i Most Wanted, og er blevet udvidet gevaldigt. Stort set alt hvad der kan måles, bliver registreret af Autolog. Fartkameraer og billboard-reklamer er spredt med rund hånd i byen, og Autolog måler hvor hurtigt du passerer dem, eller hvor langt du flyver gennem luften efter at have knust et billboard, og fortæller dig straks om du har slået dine venners rekorder. Du får selvfølgelig også at vide, hvis en af dine tider bliver slået af en ven, så du med et par knaptryk kan tage udfordringen op og sætte ham på plads.

Alle disse aktiviteter belønnes med Speed Points, der er den centrale del i spillets progressionssystem - for sådan et er her. Fairhaven domineres af ti "Most Wanted"-kørere, fortæller den venlige kvindestemme i introfilmen, og dem skal du selvfølgelig slå, så du kan nuppe deres biler og indtage pladsen som byens mest eftersøgte. For at kunne udfordre disse ti, skal du dog tjene tilstrækkeligt med Speed Points, og således arbejder du dig stille og roligt frem til retten til at køre i spillets mest eksklusive biler, som Bugatti Veyron Super Sport, Pagani Huayra og Koenigsegg Agera R.

Efterhånden som du vinder løb med dine forskellige biler, låser du op for opgraderinger til dem. Forskellige gearkasser, dæk, chassier mv. venter på dig, og det er relativt indlysende, hvornår man bør bruge dem. Track-dæk giver ekstra fart og vejgreb, men er elendige uden for asfalten, mens offroad-dæk har den modsatte effekt. Lange gear øger topfarten, mens korte gear forbedrer accelerationen. Et let chassis giver mere fart, mens et forstærket gør din bil mere hårdfør, så du lettere kan lave takedowns på modkører og politibiler. Det hele kan udskiftes på farten via Easydrive-menuen, der tilgås via d-pad'et, så i teorien er det muligt at skifte dæk, mens du kører 300 km/t - selvom du nok smadrer frontalt ind i en anden bil, hvis du forsøger.

Criterions vanlige sans for arkade-racing er til stede i alle spillets facetter, og hvad end man er midt i et intenst løb, eller bare cruiser rundt for at gå på opdagelse og finde biler og billboards, er Fairhaven en fornøjelse at køre i. Byen har det hele, fra små tætte gader til store åbne motorveje, fra parker til byggepladser og nedlagte lufthavne. Omgivelserne er spækket med fede kurver og små genveje, og mange løb byder også på alternative ruter. Bevæger man sig væk fra alfarvej, er der også rigeligt med steder at udforske, og det er som om parkeringshuse, industrikvarterer, halvfærdige bygninger og let skjulte grusveje bare kalder på en. "Der holder garanteret en bil heromme", siger de. Det er sjældent løgn.

Er Most Wanted så den perfekte arkade-racer? Desværre nej, i hvert fald hvis man spiller alene. Trods en stor åben verden og masser af biler, føles indholdsmængden en smule tynd, og det skyldes den måde, udviklerne har valgt at dele løbene op på. Hver bil har fem events tilknyttet - og kun fem. Altså kan du relativt hurtigt få samlet alle opgraderinger og kørt alle løb, en given bil har at byde på, og derfra er man sådan set færdig med den. Medmindre man altså vil bruge den til at forsøge sig mod en af de ti Most Wanted-kørere.

Det betyder, at mange af spillets biler let kommer til at føles overflødige. Hvem gider køre i den relativt sløve Tesla Roadster eller den tonstunge Bentley Continental, når man har den fantastiske Lamborghini Gallardo holdende i den virtuelle garage? Livet er for kort til amerikanske kvartmils-muskelbiler, når man har adgang til toptunede europæiske sportsvogne, der spiser kurver til morgenmad. Listen af biler, jeg har til rådighed, men ikke engang har gidet anskaffe Boost-opgraderingen til (den er nemlig ikke tilgængelig fra starten), er lang.

Når mange af de events, de forskellige biler har adgang til, oveni købet er de samme, føler man hurtigt at man har set det hele.

Autolog kan selvfølgelig rette op på noget af dette, da det hurtigt bliver et spørgsmål om ære at konkurrere med vennerne. Desværre har jeg oplevet en tendens til, at Autolog anbefaler udfordringer, hvor en ven har slået en tid med en bil, jeg ikke selv har fundet endnu. Ja, det kan godt være at min kollega Arttu har slået min tid på denne her bane - men han gjorde det i en Audi R8 Spyder, og den eneste bil jeg har, der kan køre det pågældende løb, er en sløvere og tungere Mercedes. Så er det næsten omsonst at forsøge.

Til gengæld er situationen straks en anden, når vi bevæger os online. Her åbner Criterion for alvor for godteposen med events af typer, der hverken er tilgængelige eller kunne lade sig gøre i singleplayer.

Når man tilslutter sig et spil online, kan man først køre rundt på må og få som man vil. Så snart der er spillere nok, vælger værten en Speedlist, en serie af fem forskellige events. Disse dækker alt fra almindelig racerløb og variationer som holdræs, hvor der er bonus for at spotte og smadre modstanderne, til konkurrencer om at lave det længste drift, det længste flyvehop eller køre hurtigst forbi et bestemt kamera, eller de virkeligt kringlede, hvor man for eksempel skal lave 20 takedowns i fællesskab på taget af en hangar, eller køre ud over en bro, lande på en kran, og holde parkeret i mindst 20 sekunder.

Inden hvert event skal man køre til et fælles mødepunkt, hvor de nærmere detaljer og eventuelle restriktioner bliver afsløret, og der er rig mulighed for at lave takedowns (og dermed score point) undervejs, ligesom der er bonus for at være første mand på pletten.

Variationen er høj, og selvom nogle af disse events måske er lige på grænsen til det gimmick-agtige, så handler langt de fleste stadig om at køre stærkt. Ideen med Speedlists er glimrende, da man slipper for ventetid, lobbyer og al den slags uvæsen, og i stedet bare kan koncentrere sig om at køre og have det sjovt. Og smadre modstanderne.

På falderebet skal lydsiden også lige have et par ord. Hot Pursuit var i mine ører et af de mest vellydende racing-spil længe, og selvom Most Wanted ikke når helt de samme højder, så er her stadig godt med drøn på især motorene. Effekten, når man suser gennem en tunnel med fuld gas, går lige i bukserne, til det punkt hvor man er tilbøjelig til at lave en håndbremsevending, så snart man kommer ud i det fri, og tage turen ind i mørket igen.

Need for Speed: Most Wanted er en solid og habil arkade-racer, der måske mangler lidt indhold på singleplayer-fronten, men til gengæld kompenserer til fulde, når man bevæger sig online med vennerne. Criterions varemærke i form af den labre styring er intakt, og er du mere til rygende dæk og flyvende gnister en gearratioer og banekørsel, er det et sikkert køb.