Endnu et Need for Speed spil har set dagens lys, og endnu en gang bliver der trukket asfalt op. Endnu en gang får man lov til at vise sine talenter som chauffør i diverse superbiler, men i modsætning til de foregående Need for Speed spil forgår det denne gang i et rent Porsche univers.
Vi bliver dog på ingen måder snydt for det ekstremt seje Need for Speed tema, som allerede er blevet skabt på forhånd. At man kun kører Porsche kan være lidt irriterende hvis man hader Porsche, er man derimod fan af Porsche biler, er spillet uden tvivl rent guf. For dem der mener at Porsche lige er for dem, og ikke kan leve uden lyden af en boxer motor så er der rent faktisk mere end 80 modeler med i spillet. Modelrækken strækker sig lige fra den gode gamle 356 fra halvtredserne, til den helt nye 911 Turbo fra 2000!
Lige som alle andre Need for Speed spil bliver man ikke snydt for forskellige måder at spille på. Det første man kan er at blive kører for fabrikken. Her får man lov til at vise sin kunnen, og bevise at man har det der skal til for at kunne være testkører for Porsche. Man bliver her smidt ned i forskellige modeller af biler, og på tid skal man kunne nå et eller andet mål. Det kommer til at foregå både på baner, men mindst lige så meget på almindelig vej, hvor der er trafik. Hver enkelt mission skal gennemføres succesfuldt før man får lov til at avancere til den næste.
Den mest spændene måde at køre på er dog uden tvivl Evolution Mode, hvor man kommer ud og køre en masse forskellige biler. Man begynder i halvtredserne, og starter med et antal krediter. Man køber en bil, og tager ud og kører diverse løb med andre. Man har her muligheden for at vinde flere krediter, og bruge dem til reparationer eller købe nye biler. Der findes flere forskellige slags løb, blandt andet klub løb, som er gode at starte med, da der ikke bliver givet så meget gas. Under hele spillet går tiden stille og roligt, og nye biler dukker op (men de koster!). Spillet består af tre æraer (Classic, Golden, og Modern), og når man har gennemført en af dem, bliver nogle baner låst op, og man kan så tage ud og lege på dem.
Til dem der ikke gider at bruge timer på spillet, men hellere vil ud og køre med det samme findes der også Single Player Mode. Her kan man vælge et køre et lille og hurtigt løb, eller være med i to forskellige Knockout konkurrencer, hvor den bil som kommer sidst i mål bliver smidt ud, lige indtil der kun er en vinder tilbage. Man kan under opsætningen til disse løb selv bestemme sværhedsgrad, trafik, bane, og antal omgange. Det er en god form for tidsfordriv, men ikke nær så sjovt som de to andre modes. Det jeg personlig fandt mest underholdene er uden tvivl Multiplayer Mode, hvor man kan køre mod andre mennesker. Det er virkelig underholdene, og man behøver ikke at være racerkører i virkelighedens verden for at kunne være med.
Selvom jeg ikke er stor fan af Porsche, så er spillet virkelig godt skruet samme. Der er gjort utrolig meget ud af detaljerne, og tit får man næsten lyst til at stoppe bare for at se lidt nærmere på herlighederne på de i alt 9 forskellige baner der er med spillet. Testbanerne er ikke specielt interessante at se på, de ligner mest af alt racerbaner. Udover banegrafikken, er selve udformningen også suveræn, med masser af udfordringer, og diverse short-cuts. Det mest imponerende er at alle banerne er sjove at køre på, og der både mulighed for at køre i et industri område, på et stykke tysk motorvej, og i alperne. Bilerne er der også meget stor forskel på, det er især noget man mærker hvis man prøver de gamle biler. De både krænger og skrider ved selv de mindste påvirkninger. Bilerne er ligeledes alle flot lavet, dog ikke de andre trafikanters. Her er der stadig tale om noget der ligner papkasser på hjul. Men detaljerne på Porscherne er helt i top, selv når man ser bilen udefra kan man se køreren skifte gear, eller trykke på hornet. Nu er det eneste vi mangler bare en Need for Speed: Subaru...
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 8 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10