Ghost Studios i Göteborg har stadig til gode at bevise, at de kan håndtere Need for Speed-serien. Med deres omkring 100 ansatte, et tæt samarbejde med Criterion og udstrakt brug af Frostbite 3 - Battlefield-grafikmotoren, der nu er tilpasset råt ræs med 300 km/t - vil jeg påstå, at de helt klart har mulighederne for at lave noget seriøst fedt. Det er bare en skam, at de stadig ikke er udpræget interesserede i at vise noget særligt fra spillet frem.
Det er lidt spøjst, at det mest unikke og uventede, jeg oplevede på turen, var den brownie-ostekage jeg fik serveret i cafeen et par etager under Ghost Games' lokaler. Den vil jeg helt klart anbefale, især med en klump flødeskum.
Informationsstrømmen er ikke ligefrem optimal hos Ghost, men jeg får i det mindste spillet lidt af en pre-alpha-udgave af Need for Speed: Rivals. Som du måske ved, handler årets Need for Speed om den oldgamle rivalisering mellem politi og røvere (eller racere), og man kæmper sig gennem en karrieredel, som jeg fortæller lidt mere om senere. All-Drive er stadig Ghost Games' kernefunktion, og den skal bidrage til at skællet mellem singleplayer og multiplayer viskes fuldstændig ud. Det skal være slut med at vente i kedelige lobbyer eller påstyr med at vælge spiltype, bane og så videre. Man begynder i stedet bare at køre rundt i Redview County, og uden du helt er klar over det, bliver dine venner blandet ind i din verden. Midt i en intens time trial kan du blive overrumplet af din kammerat, der kommer susende panisk forbi dig med en flok politibiler i hælene. Det skal gøre spillet mere uforudsigeligt og unikt - man skaber underholding og interessante situationer sammen med venner, mens man samtidigt kan spille sin karriere.
Plottet i karrieredelen vil Ghost Games ikke sige noget om, andet end at den skal motivere dig til at gennemføre spillet. Heldigvis kunne de fortælle om hvordan progressionen i spillet er bygget op. For politifolkene er der lagt op til at man skal kunne vælge mellem tre missioner, når man er på stationen. Disse opgaver indeholder op til fem forskellige mål, der skal fuldføres, og derefter der det tilbage til stationen og vælge mellem tre nye missioner - og dette gør man cirka 20 gange, før man er færdig med karrieredelen. Missionerne vil være tilpasset forskellige kørestile, eller være mere eller mindre tilfældige. Målene kan for eksempel være "kør 310 km/t i 30 sammenhængende sekunder", "stop 10 racere", eller "brug EMP fem gange".
Jeg spørger Ghost Games om der ikke er en risiko for, at den slags indkøbsliste-opbygning kan blive lidt ensformig og uspændende, men de forsikrer om at de har rigeligt med forskellige mål, og at variabler i målene vil sørge for at sværhedsgraden er unik for forskellige missioner. Og så tilbyder racer-karrieren en helt ny oplevelse, mener Ghost. Personligt synes jeg at politiets "missioner" lyder meget som racernes "speed lists", der indeholder op til fem mål.

De vigtigste forskelle ligger i hvordan man skaffer sig Speed Points, der er valutaen i spillet. Racere udvikler en multiplier, der vokser hver gang de stikker af fra politiet, laver spændstige manøvrer og er modige. Jo højere multiplier, des flere point får du for al galskaben, du finder på - men der er en bagside ved at blive for overmodig. Hvis politiet stopper dig, før du når frem til et gemmested, vil poltifolkene, der jagede dig, få alle de point du havde optjent. Politiets interesse for dig vokser med andre ord for hvert point, du ikke har "banket".
Ghost Games fortæller også at håndholdte konsoller samt Wii U er blevet ekskluderet fra højhastighedsparaden til fordel for "second screen"-funktionalitet på web, iOS og Android-platformene. Denne funktionalitet kommer i to varianter. Man har Need for Speed Network, der byder på en række kortfunktioner, hvor du for eksempel kan se hvor dine venner kører, eller du kan tappe på placeringer for at afmærke dem i GPS'en, du bruger i spillet. Når man er væk fra spillet (læs: i skole eller på arbejde), vil man kunne planlægge sin næste spilsession ved at se både de ting, man næsten har låst op, og dem man allerede har låst op. Du vil kunne sætte spillelister op, så du ved hvad du skal lave, når du kommer hjem - hvilket vil passe godt til gamere med lidt slap huskemuskel. Her vil det også være muligt at opgradere og ændre på dine bilers udseende, og du kan dele skærmbilleder, se om du kan finne ny venner i nærheden af hvor du bor, og sammenligne Autolog-begivenheder for at forsikre dig om, at du fortsat owner kammeraterne i Need for Speed: Rivals.

Den anden funktion er NFS Overwatch, der vil give spillere, der ikke er ved konsollen, mulighed for at hjælpe eller hindre deres venner. Man vælger en kammerat på kortet, og vælger enten en fordel eller ulempe. Fordelene kan være refill af nitro og våben, mens ulemper kan være tømning af nitro og våben, samt politiblokader og politihelikoptere. Overwatch kan slås fra, i tilfælde af du forsøger at slå en kammerats tid og ikke vil forstyrres af andre.
Visuelt er Need for Speed: Rivals ganske lækkert, men foreløbig er det ikke banebrydende. Styringen af bilerne har en snert af realisme i sig, men man kan godt mærke at Criterion har krydret lidt med deres magiske formel for actionfokuseret kørsel. At lave luftige hop fra skrænter og bakketoppe, eller at drifte gennem skarpe sving og lave undvigelsesmanøvrer med milimeterpræcision, fungerer stadig lige så godt som i de NFS-spil, Criterion har arbejdet med.

Selvom Need for Speed: Rivals er en herlig kombination af Hot Pursuit, Most Wanted og Underground, synes jeg det er svært at få et indtryk af hvor godt Ghost Games klarer tjansen. Jeg forestiller mig at denne potente blanding af succesfulde NFS-spil både er en styrke og en akilleshæl. Vi elsker at tilpasse biler, vi kan lide at stikke af fra politiet eller fange skurke, og vi kan lide sammenstød og flotte landskaber. Men er All-Drive og Overwatch tilpas unikt og sjovt til at lyse op blandt det noget listebundne gameplay, Ghost indtil videre har budt på? Det er svært at sige - forhåbentlig løfter Ghost snart lidt mere af sløret, når vi kommer tættere på udgivelsesdatoen i november.