Neva

Jeg kan godt lide at starte en anmeldelse med at fokusere på det element, der for mig indkapsler et spil bedst muligt. Sagt på en anden måde: Hvor er spillet mest interessant? Det kan være historiefortællingen, game feelet eller et særligt system. Nogle gange ligger det lige for, mens det andre gange er svært at finde frem til. Neva, det andet spil fra catalanske Nomada Studio, hører til i den første kategori. For sjældent har jeg oplevet så betagende en billedside. At spille Neva er som at se et underskønt maleri udvikle sig i realtid med skiftevis beroligende, foruroligende og slet og ret smukke resultater til følge.

Men Neva er mere end sine billeder. Hvor Nomada Studios første spil, Gris, nærmest var platformgenrens svar på en walking sim, har Neva langt mere vidtrækkende ambitioner. Det resulterer i et af årets mest dragende kunstspil, hvis fantastiske rejse jeg sent vil glemme. Som sin forgænger er det et fokuseret, emotionelt ræsonnerende puzzle-platformspil, men tilføjelsen af et simpelt men skarpt kampsystem tager oplevelsen til nye højder.

På mange måder starter Neva beskedent. Vi møder vores navnløse protagonist og ulveungen Neva om sommeren. Sammen er de på en mission for at befri landet fra en sort korrumperende masse, der får fugle til at falde ned fra himlen og bogstaveligt talt river landskabet i stykker. Du kan kun løbe og hoppe, og sidstnævnte er der stort set ikke brug for. Det føles lovligt uinvolveret. Men så sker der noget. Slimede sorte væsener, der bærer ikke så få lighedstegn med Chihiros No-Face, angriber dig og Neva og starter en gameplaymæssig udvikling, som er langt mere omfangsrig, end det jeg havde regnet med fra Nomada Studio.

Det starter med en simpel tre-slags-kombination med den håndfuld mekanisk varierede fjender, spillet kaster mod dig, udvikler sig til nedadrettede, kløvende hug gennem luften og effektive dashes til at undgå angreb, og som sommer bliver til efterår og vinter, udvikler Neva sig fra at være en hjælpeløs hvalp til en fuldbyrdet makker, du kan sende i kamp og sågar ride på for at tilbagelægge store afstande hurtigt.

Kampsystemet er langtfra kompliceret, hvilket er til spillets fordel, da Neva på trods af sine mekaniske ambitioner ligesom Gris stadig er et spil, der i høj grad skal opleves snarere end besejres. Og så er det skarpt og responsivt. Når kampene er bedst, bliver de en øvelse i at undvige nærangreb og projektiler, hvor du sender Neva til at holde de mest besværlige fjender beskæftiget, mens du selv tynder ud i flokken af fodtudser.

Det hele krydres med nogle få visuelt betagende bosser, som måske godt kunne have haft lidt mere komplicerede angrebsmønstre, og nogle flugtsekvenser, hvor især den sidste fuldstændig tog pusten fra mig med sin blanding af groteske billeder og musikalske crescendo. Et af årets bedste spiløjeblikke.

Kampene er den store nyhed, men platforming og puzzles fylder mindst lige så meget i den ca. 6 timer lange, lineære rejse. Oftest i parløb, for spillets puzzles er som regel nemme at regne ud, men kræver præcise hop for at blive løst, hvilket den præcise styring heldigvis gør til en underholdende disciplin.

Det ene øjeblik handler det om at finde en rute op via løsrevne platforme og mystiske bygninger ved at aktivere mystiske totemer i den rigtige rækkefølge, mens du det næste bruger Neva som et projektil til at smadre porøse stenblokke for at skære en vej ud gennem bygningerne.

Allerbedst er dog de sekvenser, hvor spillet spejlvender skærmen - skiftevis vertikalt og horisontalt - og tvinger dig til at benytte spejlbilledet til at finde platforme eller besejre fjender. Herligt forvirrende for både hjernen og fingrene og en æstetisk nydelse i egen ret.

Variationen og udførelsen af udfordringerne er med andre ord nærmest overdådig for et spil, hvis største es ikke engang er dets gameplaymæssige komponenter. Som jeg indledningsvis kom ind på, tog spillets farverige skove, frosne søer og monokromatiske underverdener jævnligt pusten fra mig, smukt akkompagneret af The Berlinists skiftevis underspillede og tordnende underlægningsmusik. Billederne er det kanvas, den ligefremme og så godt som ordløse historie strækker sig over på effektfuld vis. Og som de bedste billedsider, er den ikke blot æstetisk formfuldendt, men fortæller også en historie om de steder, du besøger. Det være sig gruopvækkende arkitektur bygget op om - og af - lig, religiøse ritualer eller slet og ret en idyllisk lysning, hvor livet kan udfolde sig i al dets dovne herlighed.

Jeg ønskede inderligt at hjælpe Neva og min navnløse protagonist med at rense landet - gerne med os begge i god behold. For ligesom i The Last Guardian knytter du undervejs et stærkt bånd til den stoiske og kærlige ulv, og uden at gå i detaljer tør jeg godt røbe, at slutningen trækker i tårekanalerne på en måde, jeg sjældent oplever i spil. Nomada Studio arbejder med tematikker, der trækker tråde til vores egen verden - det brandvarme klima og faren ved blind tilbedelse melder sig i tankerne - men fortællingen klarer sig faktisk glimrende på egen hånd den bedste form for kunstfærdig fantasy.

De eneste ting der bryder fortryllelsen, er de lidt klodsede tekstprompter, der dukker op i ny og næ samt en ellers glimrende midtersektion, der trækker lidt i langdrag.

I det store billede betyder det dog nærmest ingenting. Neva er et exceptionelt vellykket eksempel på, hvordan spil kan være æstetisk overvældende, tale til følelserne og samtidig fungere som netop spil i den traditionelle forstand. Måske er det faktisk Nevas største mesterstykke, bevisførelsen for, at man kan tage 10'ernes oplevelsesorienterede følespil og udstyre dem med en mekanisk kerne, der gør, at de også er tilfredsstillende spil løsrevet fra den audiovisuelle og emotionelle kerne, der definerede titler som Journey og Abzu. Og tilfredsstillende, det er Neva. Simpelt, ja. Og opfindsomt, skarpt og velfungerende. Men det er og bliver billedsiden, der er stjernen, for det er den der løfter fortællingen, gameplayet, ja, hele pakken til det fremragende. Ja, faktisk til en regulær højborg inden for følelsesfuld indie-eskapisme.