Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Neverwinter Nights: Hordes of the Underdark

Neverwinter Nights: Hordes of the Underdark

Forrige år brød Bioware den todimensionelle is med deres Neverwinter Nights.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Forrige år brød Bioware den todimensionelle is med deres Neverwinter Nights. I et modigt - men tiltrængt - træk bevægede de deres rollespilsmeritter til den tredje dimension gennem deres nye motor kaldet Aurora. Resultatet var en glimrende titel, der i kraft af såvel en omfattende editor samt muligheden for selv at indtræde som Dungeon Master for en gruppe eventyrere, sprængte sig vej ind til mangt en rollespillers hjerte. Nettet er oversvømmet af et imponerende væld af hjemmestrikkede eventyr, der spæder til en allerede imponerende levetid. Dertil er der allerede tidligere udgivet en egentlig udvidelse. Hordes of the Underdark tilbyder et stramt sammenskruet eventyr, der på mange områder overgår både originalens og udvidelsens kampagner. Her bevæger vi os op i de højeste levelmæssige luftlag, hvor enhver rollespillers våde fantasier gemmer sig.

HQ

Modsat udvidelsen Shadows of Undrentide, som blev programmeret af Floodgate Studios, er Hordes of the Underdark programmeret af Bioware selv. I et udviklingsmæssigt vildnis, har de valgt den sikre vej. Kernen er bibeholdt, og blot tilføjet lidt ekstra magi hist og pist. Der er altså en ny ganske spændende kampagne som omdrejningspunkt. Herigennem introduceres nye helte, professioner, NPCer, våben, fjender og baggrunde. Niveauet er skruet voldsomt op, så det nu er skræddersyet til helte på de allerhøjeste levels - ja faktisk der hvor man indtræder i de guddommeliges rækker. Alt sammen noget man efterfølgende kan benytte i sine onlinemæssige ambitioner. Måske ikke verdens mest opfindsomme formel, men ikke desto mindre noget der vil appellere til den store savlende mængde af umættelige tilbedere.

Man starter fra level 15, hvor seks nye professioner gør deres indtog. Tre er rettet mod krigervejen mens de resterende tre favoriserer magiens vidundere. Generelt er de nye professioner rigtigt godt beskrevet, hvor et opmærksomt øje har været rettet mod nye spændende færdigheder. Eksempelvis giver den nye Red Dragon Disciple muligheden både at benytte dragernes overlegne styrke, og i sidste ende også deres voluminøse skikkelse. Pale Master er derimod mestre ud i nekromantiens skyggefulde magiske art. De nye klasser supplerer på glimrende vis originalens, og kombineres de med dem som var at finde i Shadows of Undrentide, så har man et uhyre varieret landskab til at skabe en meget magtfuld unik figur.

Historien er overordnet meget strømlinet, og formår i endnu højere grad end originalen at holde interessen. De tre kapitaler er fyldt med fortællemæssige gimmicks og twists, som spæder til stemningen og sørger for afveksling. Efter den obligatoriske samling på en kro - denne gang i Waterdeep - stævner man ud i et brusende hav af episke kampe. De støvede sider i monstermanualen er fundet frem, og de mest ekstreme udyr er hevet ud af folden. Lange mørke underjordiske gange spreder sig gennem et grotesk virvar af løgn og intriger. Historien er lidt sløv med at komme i gang, men når den først har samlet fart, så tromler den af sted i et lækkert timelangt maraton, som vil få beskuer til at sidde åndeløs tilbage. Her får man endelig lov til at prøve klinger med de ypperste modstandere og betræde andre planer på vejen mod den ypperlige guddommelighed.

Denne gang har man fået muligheden for at tilknytte to henchmen til den hellige sag. Dertil så vil yderligere personer fra tid til anden træde ind i den magiske trup. Det er helt sikkert tiltrængt, og giver oplevelsen et mere rollespilsagtigt skær. Desværre er følgesvendens AI ikke blevet forbedret synderligt, og de har atter en yderst kedelig tendens til at fare lige i flæsket på modstanderne. En anden ny tilføjelse er chancen for selv at skabe og modificere våben og rustninger. Dette er uhyre kærkomment, og de utroligt mange kombinationsmuligheder gør, at man virkeligt kan sammensætte en helt unik spillefigur. Vel er det først og fremmest kosmetisk, men i en titel der er centreret så meget omkring én hovedperson er det lækkert, at kunne gøre vedkommende til noget helt specielt.

Dette er en annonce:

Den grafiske engine - Aurora - er virkeligt begyndt at vise træthedstegn, og der er ikke de store forbedringer at hente i Hordes of the Underdark. Dog er der føjet flere polygoner til de enkelte figurer, hvilket er med til at gøre begivenhederne ganske seværdige. Musikken er igen komponeret af Jeremy Soule, og han har atter skabt et glimrende stykke musik som emmer af stemning. Dette suppleres af udmærket talt dialog fra en række af spillets nøglefigurer. Hordes of the Underdark er et virkeligt godt stykke håndværk, som formår at føre originalens meritter til nye højder. Fans af originalen vil elske muligheden for at bevæge sig up mod level 40 i kamp med alskens overdimensioneret kryb.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
En virkelig god udvidelse, med masser af ny levetid til en klassiker.
-
Spillet er begyndt at krakelere i de tekniske kanter.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Neverwinter Nights: Hordes of the Underdark

Neverwinter Nights: Hordes of the Underdark

NYHED. Skrevet af Jakob Møller

Atari og Bioware kommer snart med en endnu en expansion pack til det kritiker roste Neverwinter Nights, og som overskriften siger, så kommer et til at hedde: Neverwinter Nights: Hordes of the Underdark.



Indlæser mere indhold