Så er det atter blevet tid til, at tage del i et episk eventyr. Denne gang er scenen et futuristisk Kina, der har kombineret fortid med fremtid. De ældgamle samuraidyder og våben, er kombineret med futuristisk teknologi. I fremtiden har Kina gennem en længere tid været styret af en jernhård diktator. Ved hans afgang træder en ny mere diplomatisk kejser frem, men han har knap sat sig i tronen, før fyrsten Xao Gon i ledsagelse med en dybere ondskab gør et kup, og overtager tronen. Kina er i åben kamp, og Xao Gon’s onde styrker dominerer. Langsomt bliver landet underkuet, der er ikke mange helte tilbage. Du er Sun Soo, arving til Soo-riget, der er det sidste der holder stand. Fjenderne har samlet sig om familiens borg, det er nu den endelige kamp skal stå. Der er altså lagt op til et godt gammeldags slagsmål for frihed, lighed og broderskab.
Udemærket kampsystem
Den unge Sun Soo er bestemt heller ikke bleg for at udgyde nogle bloddråber. Til dette formål kan du finde en række våben, som bliver tilgængelige ved din fremfærd. Våbnene rangerer over køller, sværd og skydevåben, og det er op til dig, hvordan du vil koordinere dem. Du kan nemlig bruge begge hænder, så du kan vælge at løbe med to sværd, et sværd og et skydevåben eller deslignende. Du har endvidere selv kontrol over de to hænder separat, hvilket giver muligheden for forskellige angrebskombinationer. Generelt fungerer kampsystemet rimeligt godt, du har god mulighed for, at sammensætte kombinationer af kort- og langdistance angreb.
Desværre lader modstanderne en del tilbage at ønske. Der er ikke ofret tid på, at udvikle nogen avanceret kunstig intelligens. Derimod har Infinite Machines valgt, at satse på at kvantum er godt. Der myldrer med fjender, der tilsyneladende alle har fået det hvide snit, enten så tordner de mod dig, eller også står de bare og kigger. Ved konstant at hamre på blokere og angrebsknapperne vil du meje modstanden ned. Det er ærgeligt, når der nu er et udemærket kampsystem, at du ikke får mulighed for at udnytte det.
Ufrivillig Bullet-time effekt
Rundt omkring på banerne vil du blive fuldt af en lille gruppe venner. De skal assistere dig i dine mange kampe, men er generelt lige så uintelligente , som dine fjender er. Et andet problem er kameraføringen, det er dog utroligt, at udviklerne efterhånden ikke kan undgå alle de pinlige situationer. Gang på gang sidder kameraet fast på mærkelige steder, eller også løber det løbsk, og du mister overblikket. Derudover er der utroligt mange steder, hvor hastigheden går markant ned, nogle gange fryser begivenhederne stort set på skærmen. Mest markant er det, når der er dialoger mellem karaktererne. Cd-afspilleren hakker af sted, for at finde den rette dialog, mens begivenhederne på skærmen går i slowmotion. Udviklerne er ellers gammelkendte fra pc-scenen, hvor de har udviklet spil for Lucasarts. Men tilsyneladende er det ikke så let, at finde sig til rette på Xboxen. Programmeringen lader i hvert fald noget tilbage at ønske.
Masser af fyld
Landskaberne, som du betræder, er store - meget store faktisk. Desværre er de også meget uinteressante, og fyldt med spild, såsom ligegyldige gyder og kamre. Det meste af tiden vil du løbe rundt i uinspirerende omgivelser. Desuden er der en stor mangel på interaktive ting, som kunne have gjort det hele lidt mere interessant, omgivelserne er meget spartansk indrettede. Det ville måske være i orden, hvis det hele så bare var lækkert at se på. Men desværre er grafikken generelt intetsigende, teksturerne er unuancerede og detaljerne lave. Farvepaletten er ensfarvet og opløsningen dårlig. Man tror ikke, det er en Xbox man sidder med. Hastigheden er under 30 frames i sekundet, dertil er der alle de tidspunkter, hvor det går langsommere. Det er ubegribeligt, at man ikke har kunnet gøre det bedre. Positivt så har hovedpersonen nogle pæne animationer, men det er han stort set også ene om.
Tamt spil
Den titel man bedst kan sammenligne med, er Dynasty Warriors 3 til Playstation2. Selv om der også her var nogle problemer med nedsat hastighed, så var det ikke så slemt som her. Dertil var der flere ting på skærmen samtidig. Det er utroligt, at et spil til Xbox skal være teknisk underlegent. Lyden er bestemt ikke meget bedre, baggrundsmusikken er ensartet, og bliver gentaget i det uendelige. Dertil er den ikke afstemt det der sker på skærmen. Det er lidt underligt, at der nogle gange er stille musik, mens du er i kamp. Mens der andre gange er fuld fyr på, mens du bare bevæger dig stille rundt. Lydeffekterne er næsten endnu værre, de er utroligt tamme, og giver slet ikke nogen stemning.
Overordnet set er jeg utroligt skuffet over New Legends. Jeg finder det utilgiveligt, at man kan frigive en så ufærdig titel. Det virker som om, at man er stødt på en masse uløselige problemer, og så alligevel har besluttet, at smide spillet på markedet. Dette i håbet om, at det stadigt smalle udvalg vil få købere til at hoppe på. Historien er ellers nogenlunde og kampsystemet godt, ærgerligt at der ikke er blevet mere ud af det.