New Super Luigi U

Det er tid til eventyr med det mere aflange Nintendo-ikon. I år, 30 år efter hans debut, er det Luigis tur til at sole sig i stjerneglansen, mens Mario tager en velfortjent ferie. Det sker i form af New Super Luigi U, en DLC-pakke til dig, der allerede har New Super Mario Bros U, og som desuden udkommer i butikkerne som selvstændigt produkt senere.

Introen er den samme, minus Mario. Verdenskortet er det samme, men banerne er anderledes. Det hele følger selvfølgelig den samme stil, men med små ændringer i baggrundsdekorationerne og en anden baneudformning er det hele lidt anderledes. I Luigis spil starter vi med den velkendte lille melodistump, der fortæller at der nu kun er 100 sekunder tilbage. Uanset stressende musik er der dog relativt god tid, da banerne er vældigt korte.

I starten føles det faktisk som om de er for korte. Det hele føles lidt amputeret, som om banen knapt når at komme i gang, inden den er slut. Den følelse letter heldigvis når man kommer lidt ind i spillet, og man glemmer hurtigt hvor korte afstande, man bevæger sig over, da sværhedsgraden er på et helt andet niveau for vores grønklædte ven end i grundspillet.

I originalspillet New Super Mario Bros U behøver man ikke ligefrem anstregne sig for at klare Bowsers afkom eller øvrige forhindringer. Ekstralivene hagler ned over en, og ofte har man så mange powerups, at man må skifte dem ud, når der kommer nye. Det er ikke tilfældet i New Super Luigi U, hvor man er nødt til at holde et øje på sine continues, hvis man ikke vil genspille banerne op til det eftertragtede gemmepunkt.

Luigi er ikke bare en klon af sin storebror, men har sine klassiske særpræg som evner, hvilket føles som et udmærket valg. Han hopper højere, har længere "bremselængde", og er ikke helt lige så let at vende. Det gør for eksempel isbaner ekstra svære, især når man skal mellemlande på små korte platforme.

Banerne er generelt veldesignede og fint varierede, og det eneste man rigtig kan ærgre sig over, hvis man som jeg er fan af blikkenslagerbrødrene, er at musikken er den samme som sædvanligt i New-serien, med dens traditionelle "wah-wah". Her kunne det være rart med lidt nyt og uventet.

Noget jer derimod ikke klager over er den sædvanlige kvalitet. Ganske vist føles starten som sagt lidt amputeret og lidt for simpel, men når man først er kommet nogle verdener ind, går spillet for alvor i gang. Her er mange timers underholdning, trods manglen af Challenge Mode, på et niveau der minder lidt om The Lost Levels når det kommer til udfordringer. Foretrækker man at gøre det lidt lettere for sig selv, kan man vælge figuren Nabbit, altså kaninen man jagter efter som Mario i grundspillet. Han er nemlig mere eller mindre udødelig.

Selv når man spiller flere, er Nabbit der som et alternativ, og ellers har vi to Toads og Luigi at vælge mellem. Som sædvanligt er det bare om at dele glæden, men i denne variant med sværere udfordringer foretrækker jeg næsten at spille alene, da hysteriet af bevægelser, når man er flere på skærmen, kan let blive for meget. Nintendo måtte for eksempel gerne ændre på det faktum, at skærmen fryser når man samler powerups op. Ulempen ved at køre alene er så, at når du dør, så dør du, da man ikke har en ven tilbage i spillet som gør at man kan fortsætte hvor man slap.

Prisen for at hente denne udvidelse føles berettiget, da det trods alt er mere end "bare" DLC. Luigis eventyr er sit eget spil, der rækker et godt stykke. Er man uvant med Mario-spil, rækker det måske lige langt nok, da det som sagt ikke er nogen dans på Bob-Ombs, men byder en rigtig udfordring hele vejen frem til det sidste prinsessekys.

Vil du desuden samle alle mønter, skal du varme fingrene godt op, men hvis du vil vise dine skills (om det så bare er for dig selv), har du bestemt chancen for at gøre det her. Er du ude efter noget mere selvspillende, og bryder du dig ikke om at svede frem for at sejre, skal du måske holde dig til den rødklædte storebrors Wii-udspil. Men det her er jo Luigis år, og det har jeg det fint med. Grønt er skønt.