New Super Mario Bros. 2

Hver gang jeg har åbnet æsken til et nyt Mario-spil gennem de sidste 25 år, har min begejstring og spænding været den samme. Det handler ikke kun om nostalgi, har jeg indset. Det handler frem for alt om kvalitet. Der er tilsyneladende en regel skrevet i sten hos alle Nintendos Mario-ansvarlige: intet sjusk med Mario. Er der en tyk blikkenslager i hovedrollen, gør man ikke et middelmådigt stykke arbejde. Og New Super Mario Bros. 2 er langt, langt fra middelmådigt.

Prinsessen er kidnappet, svampe gør os større, og formen er præcis som vi er vant til. Mario vælger bane efter bane i (indledningsvis) seks forskellige verdener, besøger is- og ildbaner, hopper på fjender og besejrer minibosser, større bosser og til sidst - spoiler spoiler - en led skildpaddebos ved navn Bowser. Det er langt fra overaskende. Men det er legesygt, indbydende og gennemsyret af kvalitet.

Det, som skal gøre New Super Mario Bros. 2 unikt, er en fiksering på mønter og guld, som Mario åbenbart har erhvervet sig siden sidst. Den der hyggelige plinglyd, vi har hørt med korte mellemrum siden 1986, ringer nu mere eller mindre konstant i ørene, takket være (eller er det "på grund af?") nogle nye spilmæssige tiltag.

Når Mario sparker til et guldfarvet Koopa-skjold, for eksempel, efterlader det en hale af guldmønter bag sig. Tager Mario den lettere absurde Prize Block-blok over hovedet, sprøjter det ud med mønter mens han løber. Hammerbrødrene kaster slanter omkring sig, her er en mønt-POW-blok, møntskabende ildblomster og til og med lidt ekstra redepenge ved checkpoints, så vi ikke glemmer vores nye rolle som virtuel Midas.

I starten er denne her grådige, Wario-duftende gimmick ret sjovt. Jeg får skønne nostalgi-vibes, og tankerne går til det der minislot i Super Mario Bros 3's syvende verden, hvor et enormt rum fyldt med blokke kunne forvandles til et gigantisk skattekammer. Men... Jeg kan ikke bruge pengene på noget, og jeg lokkes aldrig til at genspille banerne for at samle flere mønter. Det ultimative mål, én million slanter, bliver for mit vedkommende aldrig synonymt med motivation. Tværtimod er der et andet ord, der gradvist begynder at danse hurtigere og hurtigere i mit hoved.

Inflation.

Ikke kun på grund af hvordan den endeløse række af mønter føles stadig mere meningsløs, men også hvad angår hele Mario-serien. Jeg kan leve med at Mario freelancer som tennisspiller, OL-deltager og festskaber i utallige titler, men i hovedserien af spil - de to- og tredimensionelle platformstitler - forventer jeg mig mindre fotokopiering end dette her. Med New Super Mario Bros. og New Super Mario Bros. Wii i ryggen, og det kommende New Super Mario Bros. U i horisonten, føles New Super Mario Bros. 2 som en ret uinteressant mellemtitel, og langt fra de mere vovede og vellykkede greb i Super Mario 3D Land.

På den anden side. Hvis du ikke har spillet førnævnte titler, eller gerne stiller dig tilfreds med mere af det samme, så kan du lægge lige så mange point til karakteren, som du vil på din egen skala. Nintendo har måske ikke været så originale denne gang, men den gedigne byggekvalitet er her stadig. Her er samme gamle hyperpræcise styring, iørefaldende musik og uforlignelige figurcharme.

Og så ser det også godt ud. Som sædvanlig lægger Nintendo krudtet i charmerende animationer, skønne farveskalaer og varierede figurmodeller, i stedet for at hælde på med knivskarp Rayman Origins Vita-grafik. Der er som sagt også masser af guld, og det er sjovt at se hvordan klassiske fjender glimter i deres nye 24 karatsklæder. 3D-effekterne skinner ikke lige så meget som i Super Mario 3D Land, men er definitivt gennemarbejdede.

Du kan i øvrigt også fyre op under co-op og hoppe gennem de charmerende baner med en ven i Luigiklæder - forudsat at I har hvert jeres eksemplar af spillet, og sidder i samme rum. Delt Svamperigeglæde er altid dobbelt Svamperigeglæde, men udover chancen for at kunne samle flere mønter skal du ikke forvente dig flere sindrige co-op-øjeblikke som i New Super Mario Bros. Wii.

Karakteren lander på en stærk syver, og havde Nintendo bare givet Mario lidt mere karakter, og mig et nogle timer længer eventyr, havde det fået en pind mere. Jeg tager helt enkelt Super Mario Bros. 2 for hvad det er, et godt platformsspil, som om ikke andet kan sætte fart i 3DS-salget og skabe grundlag for endnu flere hyggelige besøg i Svamperiget.