Housemarque behøver næppe nogen introduktion. De får en alligevel. Spilstudiet er blandt Finlands ældste og har stået bag klassikere som Super Stardust, Dead Nation og Resogun. Sidste år udgav de Alienation, men efter en kort flirt med både zombier og rumvæsener, er udviklerne vendt tilbage til det, de kender bedst: farverige diskorobotter og spektakulære eksplosioner.
I Nex Machina, de gæve finneres seneste udspil, stryger man igennem horder af fjender, på jagt efter en bedre highscore. Præmissen skulle være velkendt for fans af genren: man undviger fjenderne med den venstre styrepind, mens den højre spreder plasmahagl i alle retninger. Bliver du ramt, er du død og på de øvre sværhedsgrader er skærmen nærmest fyldt med laserskud og ildkugler. Nex Machina er et vaskeægte projektilhelvede.
Spillet gemmer på seks forskellige verdener, der hver består af omkring femten baner. Banerne er korte, afgrænsede arenaer, hvor fjenderne gradvist gør deres entré. Når den sidste fjende er død, bliver man hurtigt hevet over i den næste bane. Sådan gentager det sig, indtil man rammer den sidste bane, der naturligvis kvitterer med en bosskamp. Hvis man altså kommer så langt.
Spillet kan nemlig være ganske udfordrende. Især hvis man gerne vil gøre det godt. I første omgang handler det om at myrde alt på skærmen med en puls. Eller et kredsløb. En feminin robotstemme bralrer ud, at skjoldet er nede eller at alle mennesker er blevet reddet. Kun efter lidt tid med spillet, får man øje og forståelse, for de ting som sker i baggrunden.
Fjenderne har det med at sværme omkring spilleren, så manøvrering er en vigtig del af oplevelsen. Man har adgang til et kortvarigt, altafgørende rakethop, så man kan undvige eller kaste sig igennem horderne af dræbermaskiner. Det minder om et rullefald fra typiske actionspil. En stor del af spillets udfordring ligger i at identificere fjendernes angrebsmønstre, skyde dem i den rigtige rækkefølge og være taktisk omkring hvor og hvornår man hopper.
Typisk for Housemarque, så vrimler banerne i Nex Machina med små, grønne mænd. Samler man dem op, aktiverer man en kortvarig bonus og får flere point. Samtidig er der kasser med specialvåben, sjældne fjendetyper og skjulte portaler til hemmelige ekstrabaner. Det forholdsvis simple påbud om at ødelægge alt på skærmen, udvikler sig hurtigt til et jonglørshow mellem bonusser, drabskombinationer og hemmeligheder.
<newpage>
Måske er der i virkeligheden lidt for mange bolde i luften. Udviklerne lægger ligesom op til, at man kan genspille banerne med forskellige mål for øje: vil jeg finkæmme områderne eller sprinte igennem fjenderne? Variation er en god ting, men i forhold til jagten på highscoren plejer den "bedste" måde at vise sig. I forhold til genren er jeg kun en lægmand, men jeg er spændt på at se, hvorvidt dygtige spillere kan få det hele til at gå op.
Det er i hvert fald en effektiv måde at klemme mest muligt ud af spillets baner. De seks verdener har hver deres tema, med forskellige fjendetyper og gennemgående udfordringer. Man kan dog høvle sig igennem størstedelen af spillets indhold på under en time. Det er derfor ikke spillets størrelse, men ønsket om at mestre det, som er den primære appel ved Nex Machina.
Som det ofte gælder spil i genren, så har man mulighed for at spille verdenerne enkeltvist eller i streg. Derudover er der en anden udgave af spillet, Arena, hvor man genspiller de samme baner, men med forskellige modifikationer. Måske har man fire minutter til at indsamle så mange point som muligt. Måske bevæger alt i spillet sig dobbelt så hurtigt.
På den måde skulle spillet gerne få forlænget sin levetid. Her har jeg da også brugt størstedelen af mine 10 timer med spillet. Af uransagelige årsager, er det dog kun halvdelen af spillets verdener som man kan genspille med modifikationer. Der er flere af banerne som jeg gerne ville have genspillet under andre omstændigheder, men som udviklerne har undladt at pille ved. Måske var de blevet for svære, men jeg ville gerne have gjort forsøget.
Til gengæld har man indført et noget overflødigt medaljesystem, så man kun gradvist kan låse op for nye udgaver af banerne. Det trækker mest af alt tingene i langdrag. Samtidig kan man bruge medaljer til at købe små kosmetiske ændringer. Der er selvfølgelig også en online rangliste, hvor man kan konkurrere med andre. I det hele taget savner jeg dog mere kød på Arena-modulet. Som det er, virker det noget skrabet.
Skrabet kan man dog ikke kalde hverken spillets lyd- eller billedside. Nex Machina er en fryd for øjet! Spillet er baseret på samme teknologi som Resogun og fans vil øjeblikkeligt genkende de farverige miljøer og den ekstraordinære masseødelæggelse. Hele spilverdenen er bygget op omkring voxels, den tredimensionelle pendant til pixels, så hver eneste eksplosion resulterer i et hav konfettipartikler.
Det er som at se en LEGO fabrik blive sprunget i luften.
Samtidig er lydsporet gennemgående solidt. Synthesizers og elektroniske beats skaber en frisk, men ikke overdrevent aggressiv lyd, der er umiskendeligt "computerspilsagtig". Den hjælper til at drive spilleren og bliver afgjort siddende i kroppen bagefter. Der skal mere til et spil, end grafik og musik, men i Nex Machina er begge dele med til at hæve hele oplevelsen.
Sidst, men ikke mindst, har man mulighed for at opleve spillet med en ven, så længe han eller hun befinder sig i samme sofa. Af hårbundskradsende årsager, har udviklerne dog valgt at gøre den sekundære spiller violet - den dominerende farve på tværs af størstedelen af spillet. Hvis du er den evige nummer 2, så forvent at miste overblikket over hvem eller hvor du er på skærmen. Dumt!
Housemarque genopfinder ikke den dybe tallerken med Nex Machina, men leverer velsmurt og vanedannende action, i stil med den slags man i fordums tid fandt i arkadehallerne. Jeg savner mere kød på den del af spillet som skal tilbyde variation og modifikation af banerne. Det er en forspildt chance for virkelig at give spillet ben at gå på. Nex Machina er den slags spil, som er let at lære, men svært at mestre. Du kan samle det op på få sekunder, men der kan nemt gå mange timer, før du lægger det fra dig igen.