Next Generation Tennis

Da Sega får et par år siden, viste resten af branchen hvordan et Tennis spil skulle laves, var der nok alligevel få der havde troet at Tennis genren i den efterfølgende tid skulle opleve så stor en popularitet. Ikke desto mindre findes der i dag et utal af Tennisspil, der alle har det til sammen, at de endnu ikke har formået at forbedre Sega’s udspil. Denne gruppe tilslutter Next Generation Tennis sig desværre til, for her er et Tennis spil som synes at være tilfreds med sin egen middelmådighed, og det kan mærkes.

Efter start af spillet, bliver man mødt af en menu hvor spillets forskellige spilmodes kan vælges. Udvalget er meget standard, og består bla. af Exhibition, Training og en Career mode som er det mest langtidsholdbare man som singleplayer finder i spillet. Det er lækkert at se at der er blevet plads til en Training mode, men glæden varer dog kort, for denne består desværre kun af en hidsig boldkanon med et uendeligt arsenal bolde, som synes at skyde boldene i komplet tilfældige retninger. Det forekommer meget underligt, at man ikke lærer noget om alt den strategi der normalt er at finde i Tennis, men i stedet bliver trænet i at returnere helt tilfældige bolde, den manglende strategi skal dog senere vise sig at være et gennemgående element i spillet.

Fodfejl og manglende fokus
I håb om at den manglende fokus i Training moden bare er en lille fejltagelse, skynder man sig hurtigt videre ud på banen, for gameplayet er jo det vigtigste i spillet, desværre er dette dog det punkt hvor Next Generation Tennis skuffer mest. Spillet forgår i et ekstremt tempo der, kombineret med en elendig kontrol gør det noget nær umulig at planlægge ens spil, dette betyder dog ikke så meget, for strategien på banen er non existent.

De fleste med lidt forstand på sporten, vil sige at det mest tilfredsstillende ved Tennis, er at planlægge sit spil så man via et par velplacerede skud, kan spille sin modstander ud af banen. Next Generation Tennis synes dog at have en anden filosofi, for her er det ikke muligt at spille modstanderen ud af banen, i stedet vindes point her ved ekstremt tilfældige fejl fra modspillerens side. Der findes ikke mange ting så frustrerende, som at se sin modspiller redde den ene bold efter den anden, for til sidst at misse en bold der havde kunnet returneres af enhver amatør. Det absolut mest uheldige aspekt ved spillet, er dog den manglende Tennis følelse, man føler på intet tidspunkt at man skal vinde den næste kamp, og får desværre mere lyst til at slukke for spillet og finde et af de mange alternativer, som klarer dette meget bedre.

Middelmådigheden længe leve
Spillet er dog ikke middel i alle hensigter, og grafikken formår faktisk at blive lyspunktet på denne synkende skude. Menuerne er rigtigt lækre, og formår via et lækkert design og friske farver, hurtigt at præsentere spilleren for spillets muligheder. På banen er det noget af det samme, figurerne er forholdsvis tydelige, og animationer helt rimelige uden dog at læne sig op af noget specielt. Lyden er dog skuffende, og består primært af en ligeglad lydene stemme, der løbende fortæller stillingen på den igangværende kamp. Underlægningsmusikken er et meget uinspireret sammenkog af lidt keyboard og nogen tyndt lydende trommer.

Et dopingtrængende tennisspil
Next Generation Tennis er en sørgelig omgang tennis sjusk, som kun kan anbefales til gamere med for mange penge. Et frustrerende gameplay, uden balance giver ikke spilleren megen lyst til at forbedre sine evner i spillet, og den fejlfyldte kontrol gør kun sit til at denne lyst bliver endnu mindre. Udviklerne har på ingen måde udnyttet formatet, og har ladet sig være tilfredse med et spil der skal være heldig, for at blive betegnet som middelmådigt. Ventetiden på en GameBoy Advance version af Sega’s Virtua Tennis synes desværre kun at være blevet mere uudholdelig, med denne titel.