NFL Street

Se anmeldelsen af PS2 versionen på GRTV lige her: NFL Street (PS2 version)

Med introduktionen af først NBA Street samt den senere højst succesfulde toer har EA Sports så småt bevæget sig ind på markedet for arcade-sportstitler. Street-franchiset bliver nu udvidet til at være en decideret serie ved også at spæde lidt NFL-safter til retten. EA Tiburon, som tidligere har haft fingrene i Madden-serien, er hentet ind på kamppladsen og har føjet en ny gren til det spirende træ. Fjorten voksne, professionelle mennesker mødes i lurvede, scenariske omgivelser og tørner ufortrødent mod hinanden, mens tunge hiphop-toner spiller op til dans. Den rette attitude udmeldes ved hjælp af "corny" dialog og overdrevne bevægelser. Der trækkes ikke dybe lod i inspirationens ocean, men det er alligevel en søstærk skude, der søsættes.

Alt centreres omkring en sørgelig samling tabere, som utroligt gerne vil op imod nogle af sportens største stjerner. Snart er man på virtuel bustur gennem Amerikas forenede stater, mens man tager del i en lang række udfordringer mod testosteronsvulmende muskelbundter. Man starter i det små med simple opgaver mod overkommelige modstandere, men hurtigt toner kendte ansigter frem på skærmen, og udfordringen intensiveres. Med mudder under støvlerne, horisontens vingefang lokkende fra en skyskrabers højder eller havvand blødt skvulpende i baggrunden, sætter man ud på et togt mod storhed.

Et vigtigt element i gameplayet er sammensætningen af éns spillerflok. Med et så snævert udvalg på banen, ryger strategi så meget desto mere i højsædet. Her er det reelt set vigtigt at betragte gedigen råstyrke, overlegen kasteevne og eksplosiv hurtighed. Med truppen vel sammensat sættes metronomen i sving, og tamburmajoren sætter tempo i højspændte opgør. Her er overdrevets glæder i fokus i et fortsat skift mellem offensive og defensive bevægelser. Overlegne gestikuleringer og aparte dansetrin svinger pisken over et semikomisk skue, som drager deltageren ind i legen. Taktikbogen hentes frem fra støvets skjul, mens man desperat prøver at få syv sæt ben til at fungere som et. De første kampe er skohornet, som får støvlen til at passe, og inden længe begynder man muntert at beføle de blødere kurver på dyret.

I et lille genialt træk bliver der betrådt nye stier, og pludselig har man mulighed for at foretage løbende afleveringer. Fysik og hurtighed kommer mere i højsædet, mens spillet buldrer frem og tilbage. Det strategiske fokus fjernes lidt fra det overordnede skakspil og konverteres til et studie i placeringsevne og timing. Dette udbygges af seriens trademark, nemlig det herlige gamebreaker meter. Ved at foretage forskellige nedladende manøvrer, elegante dansetrin og smarte afleveringer bliver dette fyldt op. Når måleren så når sit peak, kan man aktivere gamebreaker, hvilket udløser ekstremt offensivt eller defensivt spil. Modsat NBA Street giver dette ikke ekstreme scoringer, men booster i stedet holdets karakterer i en periode. Alt dette har naturligvis sin pris, og mens man forsøger at spille strandsmart på banen, øges risikoen også for, at man kan miste bolden. Det giver et mere taktisk aspekt til kampene, da man nøje skal overveje sine handlinger. Skal man forsøge at udløse en gamebreaker, eller skal man spille på de sikre point?

Selve opbygningen af titlen er indsvøbt i hiphop-rytmer, kontrastfulde farver og omvendte kasketter. Alt sammen noget, der skal skabe den rigtige gadestemning, men som i sidste ende godt kan føles en anelse anstrengt. Konceptmæssigt holder spillet ellers vand. Faktisk føles det som et lækkert afbræk med de mindre restriktive regler og den mindre seriøse indgangsvinkel. Samtidig åbnes der op for helt nye dimensioner, som tvinger én til at se lidt anderledes på såvel opspil som forsvar. Dette bakkes op af lækre animationer, som trinløst flyder fra den ene position til den anden. Omgivelserne er præsenteret i sprøde farver og peppet op med enkelte dynamiske elementer. Alligevel kan scenarierne godt føles stillestående, og der er ingen tvivl om, at maskinen i hvert fald ikke er på overarbejde.

Lyden består af førnævnte soundtrack, som ikke er noget specielt, samt en række effekter af glimrende kvalitet. Især kampstøjen er godt fanget, mens de forskellige små dialogstumper hurtigt bliver lidt anstrengende. Mens det hele godt kan blive lidt ensartet alene, så er spillet virkeligt i sit es med flere omkring skærmen. Den lidt ensidige AI afløses af kød og blod, og pludselig stiger intensiteten. Det ville være et oplagt valg på Xbox Live, men det er en mulighed, vi desværre fortsat må sukke efter.