Sammen med lanceringen af Xbox er der en hel bunke af forskellige sportsspil, der er klar til at stjæle timer i din kalender. EA er naturligvis præsenteret med en hel stribe af titler, men Midway er også snart klar med et ishockeyspil, som skal tage kampen op med NHL 2002 - og så måske ikke alligevel. NHL Hitz angriber nemlig genren fra en helt anden vinkel. Væk er hele regelsættet og realismen som er at finde hos EA’s kandidat til tronen. I stedet er det en ren arcadetitel, hvor to hold, bestående af tre mand og en målvogter, tørner ud mod hinanden.
Adrenalinrush
Kampene er rent adrenalinrush. Banerne er gjort markant mindre, så spillet bølger frem og tilbage, og der er chancer i læssevis. Hvis én af spillerne har spillet markant godt, så går der ild i ham, og indtil modstanderen får en puck i nettet, så vil han spille bedre end normalt. Det er en fornøjelse, når kommentatoren råber : "And He’s on fiiiiiiiire!", samtidig med at et lyn slår ned i din spiller. Som om der ikke skete nok, så bliver kampene af og til afbrudt af slagsmål mellem spillerne. Her har du et sortiment af slag til din rådighed - og nu skal modstanderen ellers have på hovedet. Sekvenserne har faktisk betydning, da taberen af kampene ikke er med i resten af kampen. Det er lykkedes Midway, at tilegne sig licensen til at benytte NHL-spillerne. Så du får hermed en enestående mulighed for at give stjernerne en omgang tæsk - eller alternativt se dem skøjte rundt som levende fakler.
Mulighed for tilføjelser
Mens du spiller, og vinder kampe samt turneringer, så bliver du belønnet med point. Disse kan valgfrit benyttes i NHL butikken. Denne er fyldt med klassiske spillertrøjer, nye stadions, nye spilleransigter samt nye fantasyhold. Her kan du komme endnu længere væk fra den virkelige verden. Du kan nemlig vælge at stille op med en samling zombier på et piratskib, eller hvad med en flok køer på en kirkegård? Kontrollen under kampene foregår rimeligt flydende. Der er ikke så mange knapper at holde styr på. Generelt kan du afslutte, aflevere og slagte. Dette hjælper med at holde tempoet højt, og i et spil af denne type er det vigtigt, at kontrollen ikke bliver et problem.
Arcadeagtigt
Det meget arcadeagtige præg, og simple gameplay gør desværre også, at spillet hurtigt bliver ensarte,t når du sidder og spiller det alene. Der er jo åbenlyst ikke de store muligheder for taktik. Der hvor spillet derimod vinder, er når du får venner på besøg - dette er virkeligt et partyspil. Selv om det desværre ikke er den endelige version, som jeg ligger inde med, så formåede det dog at underholde mig og to kammerater en hel aften. Det er lækkert at tordne en kammerat gennem glasvæggen og ud til publikum.
Teknisk set er NHL Hitz umiddelbart i orden - men så heller ikke meget mere. På nuværende tidspunkt lader det i hvert fald ikke til, at Midway har optimeret titlen til X-Box. Når det er sagt, så er standarden dog ikke så ringe endda. Spillerne er godt nok en anelse grove i teksturerne, men til gengæld er de flydende animerede, og du er aldrig i tvivl om, hvad det er de foretager sig. Dertil så har Midway sørget for, at det hele skrider af sted med 60 frames i sekundet, hvilket ikke gør tingene mindre hektiske.
Flot gengivelse af isen
NHL Hitz er da heller ikke uden sine små grafiske effekter. Isen er utroligt flot, og reflektionerne af hvad der sker på banen, er meget godt gengivet. Derudover er ildeffekten godt udført - en lille detalje er, at pucken også bryder ud i lys lue, når denne bliver afskudt af en spiller i brand. Derudover er publikum opbygget af polygoner, så du vil se små mennesker der danser, vifter med halstørklæder og generelt har det sjovt. Kommenteringen af kampene bliver udført af en fyr kaldet Tim Kitzrow. Der er ikke den store afveksling i, hvad han siger - men han er da entusiastisk at høre på, og ikke alt for irriterende. Lydeffekterne under kampene er heller ikke vildt afvekslende, men lyder som de skal - intet ekstraordinært her.
Dit eget soundtrack
En rar lille tilføjelse er muligheden for at tilføje dit eget soundtrack. Hvis du altså skulle blive træt af at høre blandt andet Limp Bizkit, Staind og Korn, som er tilføjet fra starten. Generelt set så lader det til, at NHL Hitz er en succes som multiplayerspil. GameReactor kan sagtens anbefale spillet udfra dette synspunkt, men det falder lidt kort fra succes, hvis du ikke har nogle venner at hive forbi.