Ni no Kuni: Wrath of the White Witch Remastered

Med så mange titler at investere tid og penge i, lige fra Borderlands 3 til Astral Chain, så kan det være svært at retfærdiggøre at bruge ressourcer på at opleve et remaster af et spil fra 2013. Men lad dig ikke narre, Ni no Kuni: Wrath of the White Witch Remastered er et storslået rollespil, som absolut må og skal opleves af enhver JRPG-fan, og sågar genopleves hvis man allerede investerede i spillet dengang.

Hvis du allerede har spillet efterfølgeren, Ni no Kuni II: Revenant Kingdom, så tro ikke at forgængeren er en nedskaleret version. Faktisk ændrede udvikleren Level-5 en hel del ved kampsystemet i efterfølgeren, og det gjorde naturligvis mere tilgængeligt, men også lettere.

Det originale spil er ikke for sarte sjæle, og med sit Pokémon-agtige design, der kræver at du fanger nye undersåtter, træner dem, og benytter dem aktivt i kampene, så skal du være langt mere taktisk til stede end i efterfølgeren.

Dine Familiars kræver konstant strategisk input, og dine egne handlinger som Oliver er underordnet i forhold til den måde du leverer ordre, og ser dine taktikker blive udført på slagmarken. Er det direkte bedre? Nej, det er svært at sige, men systemet er både udfordrende, tidskrævende og engagerende på slagmarken.

Desuden kan man helt naturligt mærke i det originale spil, at det sagnomspundne animationsstudie, Studio Ghibli, er involveret i sammensætningen af historien og mellemscenernerne. De er så ustyrligt smukke, og ikke bare det, selve historien om Oliver og den magiske fantasiverden han transporteres til, er simpel men engagerende, lige til men dybsindig og involverende for spilleren. Igen - vi mangler måske de politiske intriger fra efterfølgeren, men til gengæld er det hele bare mere følelsesmæssigt dybere. Ghibli laver i det hele taget ret avancerede historier, men inde bag alle lagene banker en simplere histories hjerte, og det er tilfældet her.

I det hele taget er Ni no Kuni: Wrath of the White Witch en mere upoleret udgave af de centrale koncepter, der så finpudses i Ni no Kuni II: Revenant Kingdom. Du bevæger dig stadig i den store åbne verden via små chibi-udgaver af dine karakterer, du glider stadig ind i kampscenarier i det du render ind i et monster, du har stadig våben at skifte ud, missioner at udføre og historier at opleve - selve essensen af verdenen er intakt, og din rejse tager dig fra den ene ende af spillets verden til den anden.

Jeg siger upoleret, og herigennem refererer jeg til spillets balancering af sin egen sværhedsgrad, og hvordan bestemte gameplay-elementer fungerer sammen. Du vil løbe ind i pludselig stigninger i sværhedsgraden, du vil også ramle ind i udfordringer der ikke helt giver mening for den gængse spiller, eller tidspunkter hvor du burde få en uddybet forklaring af hvordan specifikke elementer kombineres - Wrath of the White Witch er trods alt startskuddet for den formel, der skulle gå hen og blive fundamentet for efterfølgeren.

Men det er desuden relativt let at argumentere for, at selvom den stikker i flere retninger, så er den også mere ambitiøs, og har mere hjerte end Revenant Kingdom, og netop derfor - den der kombination af den hjertevarmende historie, den flotte musik, de skønne Ghibli-mellemscener og de mindre direkte engagerende men mere udfordrende kampe, så er Ni no Kuni: Wrath of the White Witch Remastered al din tid værd.

Ikke bare det, spillet er også ude på Switch, og det passer perfekt på den lille håndholdte maskine. Gør dig selv den udsøgte fornøjelse at opleve denne klassiker. Please.