Nier

Hvad vil man gøre hvis ens datter pludselig bliver angrebet af en mystisk og tilsyneladende dødelig sygdom? Svaret ligger lige for: Man vil gøre alt for at finde kuren. Alt hvad der står i ens magt. Det er omdrejnings- og udgangspunktet for Nier, det nye action-RPG fra Square Enix.

Som altid i disse RPG-historier handler det om at balancen i verden har forrykket sig til den forkerte side. Malurt har sneget sig ind i Grønnedal; idyllen er brudt og fanden er løs i Laksegade. Der er en forestilling om at harmoni udgøres af et ligevægtigt forhold mellem det mørke og det lyse, det gode og det onde. Forrykkes balancen til den ene eller den anden side forrykkes samtidig balancen og harmonien i verden.

I Nier befinder vi os i en nær fremtid, hvor en mystisk og faretruende sygdom truer med at udradere hele menneskehedens eksistens. Fra videnskabeligt hold har man udviklet en modgift som man håber kan få sygdommen til at forsvinde. Desværre viser det sig, at den blot har gjort tingene endnu værre. En anden og værre virus kaldet "Black Scrawl" opstår. Og som om det ikke var nok opstår der også herudaf en række monstre kaldet "shades", skygger.

Herfra tager spillet sin egentlige begyndelse. Vi befinder os langt ude i fremtiden, hvor vi følger Nier, en mand der har passeret sin bedste alder. Nier bor alene med sin smukke datter, Yonah, som har pådraget sig black scrawl. Hostende, syg og bleg bedriver Yonah tiden med at læse bøger i byens stolte bibliotek. Men da Nier er en handlekraftig, stolt og modig mand, vil han ikke bare stå at se på sin datter langsomt visne.

Nier sætter alt ind for at ind finde en modgift til sygdommen - og her griber tingene om sig. Niers intime historie forvandles nemlig til noget mere og meget større. I forsøget på at redde datteren fra døden og den frygtelige sygdom, begynder vores helt også samtidig at afdække de hemmeligheder og mystiske fænomener som Nier, hans familie og verden er omgivet af: Hvad er "black scrawl" for en sygdom? Hvor kommer de mystiske skyggevæsner egentlig fra? Og hvem er Nier egentlig, når alt kommer til alt?

Det er jo en stor mundfuld sådan både at skulle redde ens datter og verden på samme tid - så heldigvis for vores helt, står han ikke alene i kampen. I løbet af spillet får han flere hjælpende hænder, som følger ham på hans eventyrfærd. Den mindst spektakulære af disse viser sig modsat at være den vigtigste og mest kraftfulde hjælp: En talende bog kaldet Grimoire Weiss. Igennem denne bog får Nier adgang til magi, vigtige opgraderinger af våben og nye angrebskombinationer. Grimoire Weiss fungerer på andre måder også som en guide for Nier - men en noget tvetydig en af slagsen. Sideløbende med at Nier finder den hvide bog lærer vi nemlig også, at der eksisterer en anden bog, en sort bog. Disse bøger - og deres indbyrdes forhold til hinanden - skal vise sig at være vigtige brikker i forståelsen af det der sker.

Historien er absolut en af spillets store aktiver. Historien om Nier tager mange overraskende drejninger undervejs - og jeg vil ikke ødelægge noget for nogen ved at afsløre mere her. Men at tingene ikke er som de giver sig ud for at være, kan man også få et hint om, hvis man kigger på Square Enix's udgivelsesstrategi i forhold til spillet.

Når du støder på spillet hos din lokale spilpusher, vil der på æsken blot stå "Nier". Men rent faktisk har Cavia udviklet to forskellige udgaver af spillet til det japanske marked. "Nier Gestalt" udkommer til Xbox 360 og "Nier Replicant" er den tilsvarende udgave til Playstation 3. Og der er forskel på spillene. Primært viser forskellene spillene imellem sig i Niers udseende. Dernæst er der også enkelte historiemæssige forskelle, såsom Niers forhold til datteren Yonah. Den danske udgave svarer til den japanske Xbox 360-udgave, nemlig Nier Gestalt. Derudover bliver der også udgivet en række tegneserier i forbindelse med lanceringen af spillet, og her vil andre dele af mystikken om Nier bliver opklaret.

Nier kan bedst beskrives som et action-RPG. Der er tilsat store doser hack n' slash, og heri er der hældt helt klassiske RPG-elementer i dejen, uden de store dikkedarer. Det er simpelt og helt ligetil. Et af de store gameplay-forbilleder, som skinner igennem mange steder, er Nintendos Zelda-serie. Her er ingen nuttet grafik, men selve gameplayet og den udfoldede verden i Nier hylder den storslåede og klassiske Zelda-serie på flere punkter. For blot at tage et enkelt eksempel, er Nier ikke for stolt til at samle høns sammen, hvis han bliver bedt om det af en af landsbyens bedsteborgere.

I det hele taget lugter Nier af klassisk rollespil. Og når jeg skriver klassisk, så mener jeg virkelig 'old school' klassisk. Zelda er blot et eksempel på den RPG-tradition Nier befinder sig i slipstrømmen på. For ud over hønse-indsamlingsopgaver og krydderi- og urteindsamlingsmissioner leger spillet med synsvinkler der på én gang illustrerer genrens udvikling og hylder den.

Spillet er i udgangspunktet i tredje person, hvor man ser personen bagfra. Det er den synsvinkel der bæres igennem størstedelen af spillet. Men indimellem skifter synsvinklen til et isometrisk perspektiv, som vi (igen!) kender det fra de helt gamle NES-udgaver af Zelda. Det er et perspektiv hvor man rent visuelt præsenterer tredimensionelle objekter i to dimensioner. Perspektivet bruges som oftest når man bevæger sig igennem en masse forskellige rum; kameraet trækker sig tilbage og vi ser det hele fra oven. En anden spøjs perspektivdetalje vises når man samtaler med andre personer. Den tredimensionelle verden foldes pludselig sammen til en todimensionel en af slagsen, hvor alt præsenteres som i en god gammel 'sidescroller'.

Derfor gør det egentlig heller ikke noget at grafikken mildt sagt er en blandet landhandel. En rodebiks mellem wauw-oplevelser og noget værre hø. Synsvinkelskiftene tilføjer nemlig helt klart en retro-agtig stemning til spillet der gør, at det middelmådige grafiske udtryk absolut er til at leve med.

For at sætte min oplevelse med Nier lidt på spidsen, så lad mig slå fast, at det her hverken emmer af mesterværk eller uforglemmelig spiloplevelse. Men mindre kan også gøre det. Og faktisk, hvis jeg skal tage Nier lidt i forsvarsposition, så er der ganske meget at holde af her.

Spillet har ganske vist et par ikke så afrundede og spidse kanter der i den grad får det hele til at stritte på mig (der er for eksempel rigtig mange idiotiske missioner der ikke gør noget som helst andet end at trække tempoet ud af historien). Men det er på den anden side også det jeg holder af i spillet. Det er så insisterende 'old school', at jeg fik glædelige flashbacks til de gode gamle spiloplevelser i denne genre.

Nier foregiver ikke at være original på noget tidspunkt. Der trædes ikke nye vande her. På mange vil spillet nok virke kluntet, gammeldags og simpelthen for ujævnt. Og jo, det er skam alle de ting: Kluntet, gammeldags og ujævnt. Men under motorhjelmen på denne bulede vogn fandt jeg et charmerende og velfortalt lille eventyr som absolut er værd at stifte bekendtskab med. Og alt i alt kan det koges ned til det tal der står vedhæftet anmeldelsen her: 7. Det betyder: Godt.