Nier: Automata

Spilbranchen er anno 2017 fyldt med kæmpe store spillere som The Elder Scrolls, The Legend of Zelda og Grand Theft Auto, der alle symboliserer en form for unik kvalitet med hver eneste nye udspil I deres respektive serier. En af de mindre prominente franchises er dog Square Enix's kult-fænomen Drakengard og sin spin-off serie, Nier. Det første spil i Drakengard-universet udkom helt tilbage I PlayStation 2-æraen og har siden sin fødsel haft problemer med at levere en helstøbt oplevelse.

Manuskriptfatteren Yoko Taro har gang på gang leveret bunker af fængende historier og interessante verdener, men udviklerstudiet Cavia formåede aldrig at leve op til historiens potentiale med middelmådigt gameplay og undervældende grafik.

Nier: Automata er første spil udviklet I samarbejde med action-baronerne hos Platinum Games, og spørgsmålet står tilbage: Formår Platinum endelig at skabe et gameplay som er Taros historie værdig?

Det korte svar er et jublende ja!

Spillet starter tusindvis af år efter slutning D fra det oprindelige Nier og jorden er blevet invaderet af rumvæsener, som har skabt frygtindgydende maskiner til at udrydde menneskeheden, hvorfor de er flygtet til månen. Menneskerne har som modangreb skabt en hær af androider med formålet om at eliminere rumvæsenerne og generobre resterne af jorden. Det er her vi starter.

Du styrer androiderne B2, 9S (Nines) og A2, men alle sammen igennem forskellige kampagner. Selvom B2 og 9S tilbringer 60 procent af spillet sammen, kan spilleren ikke skifte spontant imellem dem, hvilket minder en smule om det samme concept Naughty Dog brugte med Ellie og Joel I The Last of Us.

I klassisk Drakengard-stil tager historien hurtigt nogle helt vanvittige drejninger, som nærmest flyvesparkede mig af stolen og gjorde det umuligt at lægge controlleren fra mig. Jeg måtte hele tiden finde ud af, hvad de forskellige begivenheder betød for fremtiden. Fans af universet, omend de kun har spillet Nier eller moderserien Drakengard, vil derfor ingen problemer have med føle sig hjemme grundet historiens helt over ekstreme mellem-sekvenser og twists. Nier: Automata inkluderer ydermere flere referencer til begge serier, men det betyder dog ikke, at nye spillere vil føle sig på bar bund, da historien kun perifært beskæftiger sig med det første Nier og Drakengard.

Nier: Automata har derudover en meta-filosofisk historie om, hvilke kriterier og egenskaber, som er basis for vores eksistens. Hovedpersonernes rejse igennem de ødelagte forfaldne rester fra vores civilisation åbnede en række interessante tankeprocesser og observationer hos mig selv, hvor jeg flere gange funderede over om mine handlinger var retfærdige. I nogle tilfælde havde begivenhederne sågar en lighed med Ninja Theory's post-apokalyptiske spil, Enslaved: Odyssey to the West. I forlængelse af den ekstra filosofiske kant har de forskellige bosser også fået navne efter kendte eksistentialisme filosoffer som Friedrich Engels, Immanuel Kant, og ja vores egen Søren Kierkegaard.

Udover en fængende historie, brillierer Nier: Automata på gameplay-fronten. Platinum Games-signatur flair for at skabe action til den helt store guldmedalje er pragtfuldt til stede I Nier: Automata. Det kan kort sagt beskrives som en hybrid mellem overstilistiske elementer fra Devil May Cry og Bayonetta blandet med JRPG-progression fra Final Fantasy.

B2, 9S og A2 har forskellige kampstile som du skal mestre. 9S er den taktiske figur med evnen til at hacke fjender, men er mindre effektiv I de hede øjeblikke af en kamp. B2 og A2 er på den anden side den klassiske dose af over-the-top action og har vanvittige manøvrer med våben som kæmpe økser, spyd og samurai sværd. Resultatet ligner en blanding af voldelig kaos og smuk finesse når de flyver rundt I luften. A2 og B2 kontrolleres på samme vis, dog har A2 andre undvigelsesmanøvre og specielle berserk angreb, hvor B2 angriber hurtigere. Midt i kampenes hede mindes jeg ikke at have følt mig så magtfuld I et computerspil, hvilket også mesterfuldt supplementeres af en spektakulær lydside med episke elektroniske melodier og syngende sopraner.

Samtidig med dine diverse dødelige komboer og 9S' hacking egenskaber, har du også en række svævende robotter med et arsenal af færdigheder du kan justere efter behov. Den ene af mine robotter havde lasere og missiler, hvor den anden havde maskingeværer og flvvende spyd. Kombinationen af robotterne og nærkamp er lig Dante's skift imellem pistolerne Ebony & Ivory og intensive sværdkampe I Devil May Cry.
Kampsystemet er altså uden tvivl titler som Bayonetta værdigt, og føles velkendt for fans af Platinum Games.

I klassisk JRPG-stil kan du også stige I levels, som forbedrer dine attributter. Det er ikke den mest innovative brug af progressions-systemer, men det opfylder sin rolle udmærket. I samme dur kan du opgradere alle dine våben og derved låse op for nye Boosts, som ekstra styrke eller hurtigere angreb. Ligesom level-systemet er der ikke noget nyt under solen sammenlignet med andre spil I same genre.

Action og JRPG-elementerne er dog kun halvdelen af Nier: Automatas styring, da spillet ligesom sin forgænger inkorperer et stort antal af andre genrer som twinstick-shooter I stil med Dead Nation og Geometry Wars eller klassiske platformspil som Super Mario eller Crash Bandicoot.

De første momenter af spillet er mere lig Super Stardust og Space Invaders end tidligere Platinum spil, da vi kontrollerer B2 i et flyvede Exo-suit over havet imens hun skyder hundredevis af fjender. Der går dog ikke længe før vi befinder vi os i et action-brag imod kæmpe maskiner og bliver pludselig tvunget til at kæmpe i platformslignende 2D-elementer. Derudover resulterer 9S' hacking-færdigheder altid i små minimalistiske puzzles.

På papiret lyder det som et underligt eksperiment, men det giver god mening i Nier: Automata. Det føles aldrig som mini-games, men i stedet solide mekanikker med nok potentiale til at være sit eget spil, hvilket også er en god beskrivelse af kernen i spillet. Hver eneste detalje i Nier: Automata er fantastisk eksekveret. Alle små gameplay-elementer og genrer er repræsenteret i deres ypperste form.

Nier: Automata har også en flot åben verden, hvilket inkluderer en overgroet og forfalden metropolis, kæmpe ørken og dybe skove. Spilleren får flere forskellige muligheder for transport til rådighed som blandt andet diverse mounts, små robotter og fast-travel imellem stationer. Verdenen kan dog til tider have begrænsninger og jeg stødte for mange gange med næsen ind i usynlige vægge, hvilket blev en anelse irriterende. I sidste ende var det dog en lille detalje i en fantastisk oplevelse.

Platinum Games og Square Enix har med Nier: Automata leveret en solid oplevelse med en genial nærmest direkte obskur historie, en varieret åben verden og et velpoleret hybrid gameplay. Alle elementer fra start til slut spiller sammen i en fantastisk symbiose og efterlod mig med et åbent gab, gang på gang.

Nier: Automata er ikke kun det mest velpolerede og unikke spil fra Platinum Games, men det er også blandt de bedste spil jeg nogensinde har spillet og en milepæl for det japanske spilmarked. I et år med kæmpe titler som The Legend of Zelda: Breath of the Wild og Horizon: Zero Dawn formår Platinum at hæve sig over konkurrencen. Endelig formåede et studie at levere en spiloplevelse, som er Yoko Taros evne til at forme historier værdig.

Nier: Automata er en kærlighedserklæring til spilbranchen, et action-brag og en gribende fortælling, som fortjener at stå i biblioteket hos alle med en PlayStation 4 eller PC.