Nights: Into Dreams

Der var en måned i 1996, hvor det britiske blad CVG Magazine delte deres forside i tre.

I det ene hjørne var der Quake, den sande efterfølger til Doom, der startede en ny æra for FPS-spil. I det andet var der Mario, da Nintendos ikon omdefinerede platformspil med sin N64-debut.

Det tredje spil var Nights: Into Dreams. Noget nyt og unikt. Men bortset fra en ringe efterfølger, både startede og sluttede spillets indflydelse på spilbranchen her. Dets status blev relegeret til "kultklassiker".

Det skyldtes til dels, at spillet udkom i den stadigt mørkere skygge fra de dominerende konkurrenter (den første PlayStation vandt konsolkrigen i den generation), men også at pressen havde et pokkers bøvl med at slå fast, hvad Nights rent faktisk var.

Det samme er tilfældet i dag. På overfladen er det et nuttet og farverigt spil om to børn, der overvinder deres mareridt ved hjælp fra en flyvende nar kaldet Nights. Det er lyst og sjovt og har musik, som du tager dig selv i at nynne på tilfældige tidspunkter. Det har alle kendetegnene fra et "rigtigt" Sonic Team-spil, fra dengang hvor studiets navn rent faktisk betød noget.

Det er også utroligt nemt at gennemføre. I løbet af en eftermiddag kan du nå at downloade de 2 GB ned på din harddisk, spille og gennemføre det hele. Spillets syv baner - tre til hvert barn og en fjerde til deling - suser forbi.

Men ligesom Outrun aldrig handlede om blot at nå i mål, eller sidescrollende shootere ikke handlede om at se rulleteksterne, så handler Nights ikke om slutningen på historien. Det handler om highscores og om at mestre præcise ture gennem banerne.

Det er en blanding mellem en racer og et score-attack-spil, indrammet i en helt unik spillestil.

Hver verden byder på fire baner. Selvom de er bygget i 3D, flyver Nights igennem dem i et 2D-plan, og følger en forudbestemt rute der zigzagger ind og ud. Hver bane er fyldt med orbs, stjerner og adskillige ringe, der er placeret i stadigt mere komplicerede mønstre.

Overfladen er altså: barn ankommer i verden, og bliver straks angrebet af Nightmarens, der udtrækker og stjæler fire emotionelle energier (kaldet Ideyas) og låser dem inde i bure (kaldet Captures) fordelt i verdenen - en til hver bane.

Efter at have befriet Nights, som sidder spærret inde i nærheden, skal du samle 20 blå orbs spredt rundt i hver bane for at befri en Ideya fra hver Capture, og det kræver som regel adskillige ture på hver bane inden du har samlet nok. Når du har afslutter alle fire baner, transporteres du til boss-banen for den pågældende verden.

Du har begrænset tid til at gennemføre hver bane. Løber tiden ud, bliver du adskilt fra Nights, og må trave i mål til fods. Børnene bliver konstant jaget af et vækkeur, der vækker dem (og afslutter banen) hvis det når at indhente dem.

Selvom du i teorien kunne nøjes med at samle kugler mens du spiller som børnene, så er det ikke noget, man har lyst til. For det er en ren fryd at styre Nights.

Spillet er det eneste i historien, der formår at indfange hvordan du tror (eller drømmer om) det føles at flyve. Kombinationen af bevægelser med styrepinden og tryk på aftrækkerne lader dig udføre luftakrobatik. Tryk A og udfører et dash-move, mens loops vil danne hvirvelvinde der trækker collectables i nærheden ind til Nights. Begge dele er essentielle for at holde gang i Links.

Du kæder Links sammen ved konstant at samle orbs, stjerner og suse gennem ringe uden stop (tiden man har til at kæde to sammen er nærmest ikke-eksisterende). De er alle spredt i grove racing-linjer gennem hver bane, så det er vigtigt at lære deres placeringer og ruter for at bygge Links op, og dermed highscores.

Det kommer ikke rigtig i spil, før du har ødelagt en Capture med de første 20 blå orbs. Derfra skifter banen til bonustid. Collectables bliver til guld, og hvad du måtte have tilbage af tid kan og bør bruges på at nå så mange perfekte omgange som du kan, og derved forbedre din highscore og din placering på leaderboardsene inden tiden løber ud.

Som resultat får bosskampene en helt ny dimension, da hurtigere afslutninger giver højere multiplier-bonusser til din aktuelle world score, der i sidste ende afgør om du flyver højt eller falder dybt på ranglisterne. I disse nye digitale genudgivelser er online-ranglister in, og socialliv er yt.

Eftersom banerne kun er omkring ti minutter lange, rammer spillet virkelig den der "en tur mere"-mentalitet, og du kommer til at se racing-linjer når du sover. Selvom det er farverigt som en Disney-film, lurer der en besnærende arkade-agtig afhængighed lige under overfladen.

Smid den særlige limited edition-juleudgave af spillet (der var nærmest umulig at opdrive, da den udkom i 90'erne) med i pakken, samt den originale 4:3-version, widescreen-understøttelse i den nye udgave, og et væld af unlockables, og du har nærmest det perfekte spil.

Eller, næsten. Der er et problem, der kun vil påvirke spillere, der er bekendte med originalen, og om det overhovedet er en gyldig anke er stadig til debat. Den oprindelige Saturn-udgave udkom sammen med en særlig controller med analog-stick - den var ikke så meget en stick som en kurvet bold, der gav komplet præcision i Nights bevægelser. Hvilket var helt vitalt, når man tager de splitsekundsreaktioner, der var nødvendige for at lave perfekte kæder i de senere baner, i betragtning.

I HD-udgaven føles styringen ikke helt så blød. Der er fortsat diskussion om hvorvidt styringen her er ottevejs digital snarere end analog, om stickene ikke helt matcher den analoge knop, eller om det bare er nostalgi der slører den 16 år gamle virkelighed.

Uanset hvad, har dem der har spillet originalen til hudløshed svært ved at holde lige linjer eller lave loops i HD-udgaven - men det vænner man sig hurtigt til. Har du aldrig spillet Nights før, vil du intet bemærke.

Og eftersom flertallet sandsynligvis aldrig har spillet Nights, er det fantastisk at det ikke bare er blevet henvist til historiebøgerne. Det er blevet støvet af og har fået en proper Sega-ompakning, og er mere end bare et kuriosum, og noget du i dag kun ville kunne finde på indie-scenen. Nights har stået mod tidens tand, og selv nu, 16 år senere, er det så originalt og unikt som da det først udkom. For den rette type gamer er dette bestemt værd at anskaffe.