Tokyos neonbelyste Shinjuku-distrikt er et fantastisk syn for øjnene - især efter en elleve timers lang flyvetur og en efterfølgende tur fra lufthavnen på et par timer. Det var et område, jeg allerede havde besøgt et par dage før i en lille Project Gotham Racing 3-dyst, men der er naturligvis forskel på spil og den ægte vare - i hvert fald lidt endnu. Med udsigt fra det formidable Park Hyatt hotel, som de fleste måske kender fra filmen Lost In Translation, havde Microsoft gjort alt for at spille med musklerne, men selvom de mange lys kan gøre dagen evig i Shinjuku, så ser det stadig ikke særlig lyst ud for den amerikanske outsider i landet under solen.
Halvdelen af turens formål var et nærmere kig på Mizuguchis første Xbox 360-spil, Ninety-Nine Nights (N3), der er en overraskende ny titel i forhold til hans portefølje. Med klassikere som Rez og Space Channel 5 under bæltet, havde hele verden forventet endnu et fantastisk musikspil fra legenden, der netop atter havde bevist sit værd på de håndholdte med Lumines og Meteos, men i stedet havde Mizuguchi valgt en ganske anden genre på Microsofts hvide bæst: action!
Hvis du allerede har en Xbox stående derhjemme og tidligere er stødt på det udmærkede Kingdom Under Fire, så burde du have en anelse om, hvad N3 har at byde på. Dette er ikke specielt overraskende, for selv samme udvikler, koreanske Phantagram, er nemlig den primære udvikler bag projektet, selvom det nu er Mizuguchi og hans lille Q Studio, der står for alle idéerne og ikke mindst historien. Et spændende samarbejde, der må betegnes som historisk, hvis man tager landenes indbyrdes spændinger i betragtning.
N3 tegner dog ikke til blot at blive en træg efterfølger til Kingdom Under Fire, som faktisk også burde være på vej, men skiller sig ud på en række væsentlige områder. For det første er der lagt langt større vægt på action over strategi, således at du ikke synderligt styrer de hundredvis, hvis ikke tusindvis af tropper omkring dig, men udelukkende fokuserer på dig selv. Det sætter spillet over i en kategori, der tilnærmer sig Dynasty Warriors, men med brug af kløgtigt, tilbagetrukkent kamera og massive landskaber, føles N3 langt mere episk.
En smule forundrende fik vi kun mulighed for at prøve en lidt ældre demo af spillet i Tokyo, der bestod af en enkelt bane, der hovedsagligt var bygget op omkring grå og brune nuancer. Ak, hvornår mon de lærer. For selvom spillet så fortrinligt ud, især med fokus på ens egen kriger, de uhyggeligt mange omkringløbende tropper og en række lækre effekter, så ønskede jeg så inderligt, at se et af spillets grønnere og mere farvestrålende baner, men det må indtil videre forblive et ønske. Et af spillets måske vigtigste elementer i forhold til indlevelsen og følelsen af krig fandtes faktisk i kameraet og holdets brug af optiske effekter. På snedig facon har de formået at opdele skærmen i tre områder: forgrunden, midten og baggrunden, hvortil de har pålagt hvert område en bestemt grad af optisk fokus og skarphed. Dette havde en næsten ubeskrivelig effekt på spiloplevelsen, som det sjældent er set før!
Spillet har dog en del mere at læne sig op ad end sin grafiske elegance. Gameplayet fungerer ligeledes ganske glimrende allerede på nuværende stadie, selvom det ikke rykker nogen barrierer inden for genren. Selvom musikken ikke spillede en betydningsfuld rolle i vores tid med N3, så var Mizuguchi’s præg altid tydeligt i form af det smertefrie gameplay, der, på trods af sin velbalancerede sværhedsgrad, altid føltes tilgængeligt og ikke mindst underholdende. De mange super-combos, som ens kriger kan lave, giver en dejlig kilden i maven, og ikke mindst de få magiske angreb, der kan slippes løs efter en hård pointopsparing, føles dejligt tilfredsstillende. Mest imponerende var spillets ultimative angreb, hvor samtlige af slagmarkens fjender faldt om, mens deres sjæle langsomt steg til vejrs. Et syn for guder, intet mindre!
På trods af en så begrænset demonstration, kunne man alligevel godt betvivle spillets variation, for selvom der er syv forskellige spilbare karakterer, så er den slags hack’n’slash-spil næppe kendt for at kunne underholde med samme tre-fire angrebsserier alle banerne igennem. Heldigvis fortalte Mizuguchi, at et af hans vigtigste interesseområder for spillet var at skabe en stærk historie, hvilket er ret uset inden for genren. Alle syv karakterer vil have deres unikke fortælling, der med sit meget nutidige emne om relativ retfærdighed, sagtens kan vise sig at være et spændende bekendtskab - hvis det altså afstår fra at være et overfladisk og halvfærdigt plot. Derfor er det især betryggende at have en mand som Mizuguchi, der endnu ikke har leveret en skuffelse, ved roret.
Når Ninety-Nine Nights frigives senere i kvartalet, vil der blive stillet umenneskelig store forventninger - og med rette! Dette er Microsofts første japanske satsning, der leveres af ingen ringere end Mizuguchi selv, og hvis de vil bevise deres plads på det japanske marked, så kræves det, at N3 får rykket nogle konsoller i landet under solen. Det er dog tvivlsomt om Ninety-Nine Nights virkelig er i stand til dette, for selvom det var en behagelig oplevelse, så virker det ikke umiddelbart som nogen såkaldt "system seller". Men udover frygten for at blive brændt på bålet og ende i evig vanære, så siger min indre gamer-intuition også, at man aldrig skal undervurdere Mizuguchi - og det tør jeg skam heller ikke gøre helt endnu!