Ninety-Nine Nights

Vi har ham alle sammen et eller andet sted i vennekredsen. Han er oftest den mest højtråbende person og skal helst hele tiden skal være selskabets fokus. Giv ham et par drinks eller en smule opmærksomhed, og du kan være sikker på, at du på et eller andet tidspunkt får historien om, hvordan han på et tidspunkt tævede mindst tre fyre på en gang. Der stod han helt alene, og lige pludseligt, og helt uprovokeret, kom de her tre fyre som ville tæve ham til plukfisk, men med to cirkelspark og et flyvende knæ fik han mirakuløst klaret dem, men så kom deres tyve venner og... Du har hørt den før ikke? Det har udviklerne bag N3 nok også, for igennem hele spillet bliver du gentagende gange bedt om ene person at tæve flere tusinde fjender af gangen, ganske som i de bedste røverhistorier. Spilfortolkningen af røverhistorien er dog lykkedes knapt så glamourøst, og ender desværre som en småpinlig sidenote.

Snakken om røverhistorier har måske ikke afholdt dig fra at tage et kig på de forskellige billeder af spillet her på siden, og hvis du tidligere har spillet titler som Dynasty Warriors eller Kingdom Under Fire, kan dit spørgsmål hurtigt besvares med et enkelt "ja". Der er ingen vej udenom at Phantagrams nyeste udspil til Xbox 360, har draget det meste af sin inspiration fra deres tidligere titler på den ældre Xbox. Måske endnu vigtigere er det dog at Q Entertainments Tetsuya Mizguchi skulle have haft en finger med i udviklingen af Ninety Night Nights, eller N3 som det spillet så moderigtigt bliver kaldt. Rez og Lumines faderens typiske flair for design og originalitet har dog desværre ikke sat særligt tydeligt spor i denne nye titel.

Med et typisk rodet og selvudslettende forsøg på en baggrundshistorie, sættes det hele i gang. Inden du rigtigt når at forstå hvad der sker og hvorfor du skulle bekymre dig om det, befinder du dig i et kedeligt brunt landskab, der få sekunder senere bliver forvandlet til en slagmark, uden du stadig helt ved hvorfor. Instinktivt bankes der løs på kontrollerens knapper, og den barmfagre Imphyy, som ved spillets start er dit eneste valg, forvandles til en levende rundsav. Lysglimt, skrig og hundredvis af flyvende kroppe indikerer, at du gør et eller anden rigtigt, uden at du nødvendigvis behøver at bekymre dig om hvordan - og i en kort stund virker det hele enormt imponerende og underholdende. Allerede en times spil senere begynder Ninety-Nine Nightsmere uheldige sider dog at vise sig.

Det første der vil irritere dig er, at det kun er antallet af fjender på skærmen, der grafisk adskiller N3 fra genrens tidligere titler. På trods af værtskonsollens umådelige kræfter er alt sløret, kedeligt og pinligt udetaljeret at se på, og selv det enorme antal af fjender mister evnen til at imponere, når konsollen engang i mellem må hoste sig igennem de mest hektiske situationer. Som det næste vil du begynde at bemærke at du på intet tidspunkt vil føle nogen udfordring, da du stort set vil kunne klare dig igennem spillet med de allerførste kombinationer du lærer. Der er ingen tvivl om at nogle af de mere krævende kombinationer ser utroligt imponerende ud, men du vil hurtigt finde ud af at de ikke er anstrengelserne værd. Toppen af frustrationsbarometeret tildeles dog den komplette mangel på kunstig intelligens, der lader dine sammensvorne stå tilbage som papmache-statister, der ikke har den fjerneste lyst til at deltage i kampen, på trods af at de befinder sig midt i slaget. En eneste fjende kan forvirret løbe rundt og slå på tyve af dine kampfæller, uden nogen prøver at forsvare sig eller kæmpe tilbage, og det vil altid være dig der skal klare hver eneste af de tusindvis af fjender.

Mizuguchis finfølelse for design og gameplay balance er heller ikke tilstede i Ninety-Nine Nights. Store og igennem længere tid opsamlede kræfter til et superangreb, kan forsvinde ud i den blå luft, når spillet vælger at hoppe direkte over i en fuldstændig ligegyldig mellemsekvens, kort efter du fyrer den af. Når du så vender tilbage, er det naturligvis uden den, hvilket provokerer lige så meget som det ærgrer. At du også kan tvinges til at spille 35-45 minutter om og om igen, hvis du ikke lige har savet er utilgiveligt. Det er absolut ingen grund til ikke at give dig lov til at save når det passer dig.

Disse elementer giver tilsammen en cocktail af ren spil frustration, og vidner om et projekt der alt for hurtigt mister sin mest basale lyst til at underholde. Det hele føles som skåret efter en skabelon, hvor der oven i købet bagefter er blevet frasorteret væsentlige gameplay funktioner. Derfor har jeg også svært ved at se hvem der skulle kunne lade sig underholde i mere end de første par timers spil, ved køb af N3. At Mizuguchi-san skulle have haft en finger med i udviklingen, gav mig i lang tid et svagt håb om en potentiel positiv overraskelse, men sådan skulle det ikke ende. I stedet er Phantagrams nyeste udspil blevet et reelt billede af alt det værste genren har at tilbyde. Måske man skulle lade sig inspirere af andet end røverhistorier?