Ninja Gaiden 3

Knapt har jeg nået at kløve, hvad jeg tror er den sidste soldat med rød baret, før en raket eksploderer lige ved siden af mig. Jeg vender mig om, og ganske rigtigt står der en slyngel tilbage oppe på en mur, udstyret med en enorm raketkaster. Ikke at raketter er noget, man bekymrer sig synderligt om, når man nu får chancen for at spille som verdens sejeste ninja, men besejres, det skal han. Med et hurtigt tryk på L2 hiver Ryu sin bue frem, der automatisk låser sigtet fast på fjenden, hvis liv elegant afsluttes med en eksplosiv pil.

Der er meget, der er nyt i Ninja Gaiden 3, hvilket måske ikke er så underligt, når man tænker på at det for en stor del er udviklet af helt andre folk end forgængerne. Team Ninjas grundlægger og mesterninja Tomonobu Itagaki forlod som bekendt studiet under tumultlignende forhold, og ifølge ham selv blev Ninja Gaiden II udgivet, inden det var færdigt. Han tog derfor så godt som alt navnkundigt personale med sig for at grundlægge Valhalla Games i stedet. Det kan selvfølgelig mærkes i Ninja Gaiden 3, der lader til at have en helt anden designfilosofi end forgængerne.

Jeg kommer til at tænke på mit første møde med Ninja Gaiden til Xbox, der dengang var noget af det flotteste, man kunne spille på konsol. Det, som mange af os husker som et hektisk actionspil, havde faktisk et ganske behageligt tempo med en hel del eventyren og til tider kringlede puzzles. Dertil kom selvfølgelig de benhårde ninjakampe, der ikke efterlod nogen uberørte. Enten fordi man kraftedeme ville bevise, at man kunne klare et svinesvært spil, eller fordi man i ren frustration nægtede at spille én meter i et spil, der var så svært, at man sagtens kunne blive banket til plukfisk af den første fjende.

Jeg brugte lang tid på at lære, hvordan mine fjender bevægede sig, hvornår man skulle slå til, og hvornår man gjorde bedst i at undvige angrebene. Bosserne krævede næsten overjordisk meget fingerfærdighed, og når jeg endelig klarede en af dem, følte jeg mig oprigtigt dygtig på en måde, som man alt for sjældent oplever med nutidens spil, mens Ryu Hayabusa sprang fremad med lækre animationer i 60 billeder per sekund. Derfor var jeg en smule skuffet, da jeg på Gamex-messen prøvede Ninja Gaiden 3.

Billedopdateringen var mærkbart dårligere, og havde desuden en tendens til at tage nogle store dyk, mens styringen føltes mere tilgivende og fleksibel. De fleste fjender kunne galant slås ihjel ved at hamre løs på firkant, hjælpeskilte forklarede konstant hvad man nu skulle, og spillet blev hele tiden afbrudt af quick time events, der definitivt fjernede en del af følelsen af, at man selv havde kontrol over alt, hvad der skete.

Egentlig var jeg ikke overrasket, den nye Team Ninja-boss Yosuke Hayashi har vist sig at være interesseret i at tage studiet i en retning, jeg ikke bryder mig om. Ninja Gaiden Sigma havde indslag af bevægelsesfølsom viften, og tilføjelser der gjorde oplevelsen mindre hardcore, og det samme gælder for Sigma 2, der desuden skar ned på alt blodet. Og med Ninja Gaiden 3 ville man finde et nyt publikum og gøre serien mere casual, og altså strippe Ninja Gaiden-serien for alt det, der gør den til Ninja Gaiden. Derfor skal jeg gerne erkende, at jeg startede spillet op med en hel del skepsis.

Men jeg skal gerne indrømme når jeg tager fejl, og Ninja Gaiden 3 er præcis sådan et tilfælde. I den første bane kører jeg på, og bliver irriteret over de konstante quick time events og den dårlige fjendevariation, og ærgrer mig over, at her ikke er nogen rigtig udfordring. Spillet er så tilgivende, at det fylder min livsmåler helt op efter hver kamp, som ville det være helt sikker på, at jeg aldrig kommer til at bide i støvet.

Og hvis jeg mod enhver forventning skulle være bare et sekund i tvivl om, hvilken retning jeg nu skal gå i de lineære baner, kan jeg blot trykke på højre stick, der både viser mit mål og vender Ryu i den rigtige retning. Læg dertil de tætte checkpoints, så man hurtigt er tilbage i legen, når man en sjælden gang bukker under, ninjamagi der hurtigt lades op og både dræber fjender og healer Hayabusha, samt en bue og pil der i stil med Call of Duty kun kræver et enkelt tryk på L2 før man låser sigtet til fjenden. Og som man i øvrigt har et uendeligt lager af pile til.

I ved hvor jeg vil hen. Fjenderne dør hurtigt, man behøver ikke tænke, eventyrindslagene er fjernet, quick time events afløser de vanskeligere sekvenser, og desuden er menuerne kraftigt forsimplede, så man i spillets vaniljeudgave ikke engang kan skifte våben. Ninja Gaiden er blevet casual, og det nager mig, samtidigt med at jeg synes det minder mere om Ninja Blade end de udfordrende og krævende forgængere.

Der er bare det... at jeg faktisk godt kunne lide Ninja Blade. Det er et eller andet sted efter, at jeg har undviget fjendernes ildrøde lasersigte i en kompakt tåge og dræbt dem i smug gennem brutale stealth-mord, og lige før jeg moser en edderkoppe-agtig boss ved at hugge hans ben til metalsplinter, at jeg begynder at indse, at dette spil faktisk er ret fedt på sine egne præmisser.

Det simplere kampsystem gør, at kameraet kan panorere rundt og zoome ind på særligt seje angreb, og jeg bliver hele tiden opfordret til at lave helt sindssyge ninja-moves, som man kan lave, bare fordi man er ninja. Og ninjaer er seje. Derfor er der intet usædvanligt i at hoppe ud fra et fly højt over skyerne uden faldskærm og lande ved at kløve en fyr på langs, eller i at skære flyvende helikoptere i småstykker og hoppe mellem deres vragdele på vejen ned.

Jeg forvandles til et barn på ny, og ninjaer mig frem med hensynsløs effektivitet. Slynger mig over hustage, klatrer op ad husvægge, går armgang over reb, mens jeg effektivt nedkæmper modstandere med velrettede kunais, glider under lave forhindringer, hopper på vægge, lejemyrder og får ulovlige lift af køretøjer ved at banke en knive i deres karosseri. Dertil kommer enorme bosskampe, hvor jeg nedkæmper den ene store gut efter den anden. Uden at spolere noget, vil jeg slå et slag for den fætter, man stilles over for i et laboratorium omkring halvvejs gennem spillet.

En anden ting, der fungerer godt i Ninja Gaiden 3, er historien. Til forskel fra især den underlige toer, bydes der her på en mere jordnær - efter japanske standarder, selvfølgelig - historie om terrorister. Desuden udspiller eventyret sig i vidt forskellige omgivelser, så variationen i miljøerne fejler ikke noget. Undervejs hugger man sig gennem gotiske byer, besøger Uncharted 3-inspirerede ørkener, hugger fjender ned i mørke skove, besøger tophemmelige laboratorier og meget andet.

Desuden ser Ninja Gaiden 3 meget bedre ud end Ninja Gaiden II. Omgivelserne er bedre designet, belysningen mere avanceret, og Ryu Hayabusha selv er sanseløst detaljeret. Billedskarpheden er også herligt sprød, og det er kun manglen på kantudjævning og den ujævne billedopdatering, der trækker ned på det visuelle helhedsindtryk.

Kort sagt kan jeg lide det nye Ninja Gaiden, hvilket Ninja Gaiden 3 trods alt er. Det bliver aldrig som forgængerne, men det betyder ikke at det er dårligt, bare anderledes. Alt er dog ikke fryd og gammen. Problemet med at fjerne udfordringen er, at spillet er blevet lidt ensformigt. Jeg kan komme videre ved bare at trykke løs på firkant, og eventuelle fjender placeret over mig kan skydes lynhurtigt ned med buen.

Derfor opfordres jeg aldrig til at spille på en anden måde, og selvom om fjenderne skifter både tøj og udseende, behøver jeg ikke ændre på min spillestil, og kan i stedet buttonmashe mig fremad. På samme måde kan jeg skyde de helikoptere, der angriber med jævne mellemrum, ned ved bare at stå helt stille, hurtigt trykke på L2 og skyde, og så ellers bare gentage den manøvre. Selvom jeg til tider rammes af missiler, har jeg tilmed besejret bosser på denne måde.

Ninja Gaiden 3 vil helt sikkert gøre en del gamle fans af serien vrede, til dels uden det er nødvendigt. For ganske vist er det er det anderledes, mere casual og mere rettet mod vestligt publikum, men dermed ikke sagt, at man ikke har det sjovt med det. Tværtimod afløser den ene fede scene den anden i et højt tempo, al action er smukt koreograferet, og i sidste ende man ikke lægge controlleren fra sig før eventyret er klaret. Hvilket også er et godt tegn på at man stadig har det sjovt sammen med spilverdenens latex-entusiast, Ryu Hayabusa.