Ninja Gaiden Dragon Sword

Havde mesterninjaen Ryu Hayabusa snakket jysk, forestiller jeg mig at han havde sagt noget lignende "A' hvad ska jeg?!" ved tanken om at han og alle hans akrobatiske talenter skulle klemmes ned til lommeformat. Og hvem pokker kom også på noget så ambitiøst som at klemme et af de mest modbydeligt præcisionskrævende spil ned i et lommeformat, der på ingen måde råder over den præcise kontrol som serien alle dage har krævet?

Det kunne lyde som mere brok over et Ninja Gaiden, der endnu en gang ikke lever op til de forventninger den nærmest almægtige Xbox original lagde for dagen, men det er det ikke, for Dragon Sword er faktisk ganske underholdene.

Og lad os bare få det åbenlyse af vejen først, for ja, kontrollen tages endnu engang over Ryu Hayabusa, dæmoniske fjender skal endnu engang hakkes i småstykker, og historien er endnu engang på den forkerte side af afskyelig. Seriens mest essentielle værdier er med andre ord intakte, men alt andet har fået en ordentlig tur i rysteposen.

Første lille sjok kommer ved at spillet beder dig om at holde DS'en vertikalt som var det en bog, altså med skærmen værende høj i stedet for bred. Højden er prioriteret vigtigere end bredden, fordi halvdelen af dit angrebsarsenal som mesterninja, inkluderer at du hopper omkring som en anden springfrø.

At holde konsollen vertikalt betyder også at du ikke har adgang til særligt mange af konsollens knapper, og måske derfor er praktisk talt alt kontrollen fokuseret omkring dine evner med den lille styluspind. Træk styllusen over en fjende og din bevægelse forvandles til et hug, træk den mod toppen af skærmen og du hopper, marker med et enkelt klik på skærmen og Ryu kaster en kastestjerne. Systemet er indlysende simpelt, og giver langt hen ad vejen en præcision som jeg ikke havde troet muligt på Nintendos trykfølsomme lommerøver.

Og netop overraskelsesmomentet i at det er lykkes så godt at fange Ninja Gaiden kontrollen, er hvad der lader dig nyde de første timers spil uden de store problemer. Så snart du har lært de mest basale angreb elimineres fjenderne ligeså hurtigt som de dukker op. Langsomt udvides også repertoiret af mere og mere komplekse bevægelser, der lader spillet transformeres til noget lignende det akrobatiske voldskaos, Xbox forgængeren var kendt for.

Men lige så snedig og elegant som Ryu bevæger sig over skærmen, lige så kluntet og tungt taber Dragon Sword en del af dets positive momentum. Først er der skuffelsen ved at indse at dette ikke er et nyt Ninja Gaiden, men i stedet er et spil der i stor stil bygger på genbrug.

Det forekommer mig meget underligt at det skulle være sværere at komme på nogle nye baggrunde, end det skulle være at genoptegne de gamle, og forvandle dem fra fyldestgørende 3D-verdner til statiske 2D-billeder. Specielt ærgerlig er det grafiske genbrug, fordi hele pakken af grafik og lyd ellers hiver det bedste ud af den hårdt arbejde lommekonsol.

Mest skuffende er dog, at det stigende antal af fjender, efter den første halvdel af spillet, betyder at man gør bedst i at droppe teknikken og i stedet skrible løs på den trykfølsomme skærm. Den elegant udførte kontrol og de mange snedigt udtænkte tricks, er simpelthen for langsommelige at bruge, og på den måde er spillet meget langt fra den vante Ninja Gaiden stil.

Når Dragon Sword fungerer, er det smukt, glidende, sjovt og et forbandet imponerende stykke underholdning, men når det falder fra hinanden minder det til forveksling om utallige andre, ligegyldige actionspil. Man må beundre udvikleren for ambitionsniveauet, men samtidigt også indse at den definitive blanding af knivskarp ninja-action og styluskontrol, lader vente på sig.