Nintendo Switch Sports

Selvom at entusiaster ofte peger på spil som The Legend of Zelda: Breath of the Wild, The Elder Scrolls V: Skyrim eller Batman: Arkham Asylum som værende sande fænomener i deres vennekreds, så må man heller ej glemme det verdensomspændende fænomen Wii Sports var omkring sin lancering.

Det blev spillet i hjemmet af familier, på plejehjemmene, som lettere letsindig fitness i diverse centre, og på livet løs på fritidshjem og i skolerne. Det var alle steder, ja faktisk er det blandt de bedst sælgende spil nogensinde med over 82 millioner solgte eksemplarer.

Så at følge op på den succes kan ikke have været let, men nu prøver Nintendo altså, og de lancerer nu Nintendo Switch Sports på en præcis lige så populær platform (hvis ikke mere) end Wii'en var dengang. Stregerne er altså kridtet op, og forudsætningerne er gode for endnu en succes.

Nu er spillet ude, og har været det i noget der ligner 10 dage. I løbet af den periode har jeg, igen, primært benyttet mig af lokal multiplayer, som jeg har udført med min lettere gravide kæreste, og min lillebror. Vi har gennemtæsket alle seks inkluderede sportsgrene, et antal der desuden udvides med tiden igennem DLC. Men der har også endelig været tid til at udfordre andre online, modstandere som mest af alt har været helt og aldeles fremmede.

I vores artikel gennemgår vi alle seks slavisk, men pointen er sådan set bare, at der er rigeligt med variation i disse seks sportsgrene allerede, og jeg tør godt spå at spillere ikke kommer til at mangle noget at tage sig til det første lange stykke tid. Jo, præsentationen af lidt kølig, og menuer, avatars, og hele den Mii-inspirerede industrielle stil gør ikke rigtigt spillet nogen store tjenester. Jo, jeg ved at hele pointen er at det skal være relaterbart, men måske havde det været en idé at krydre det med lidt Nintendo-magi? Lidt farve her, lidt Mario der - du ved, lidt charme?

Men det betyder ikke at sportsgrenene ikke er sjove. Særligt Badminton har været et højdepunkt, eftersom du har mere komplet kontrol over positionering og timing, og derfor kan dyste mere direkte imod din modstander her. Volleyball lod ved første øjekast til at tilbyde noget der ligner det samme, men efter noget der ligner 10 kampe stod det ret klart, at det her handler mere om timing end positionering, eftersom alle bolde lidt starter og slutter på samme måde. Du kan faktisk bare stå stille, og bevæge din hånd tidsnok til at eksekvere et oplæg eller en smash, ja alt efter hvad der står til at være næste bevægelse i den faste sekvens. Multiplayer tilføjer en kende uventede dimensioner til den her opsætning, men det ændrer ikke på det centrale problem, at selve interaktionsmulighederne er ret begrænsede, når alt kommer til alt.

Det samme kan, desværre, siges lidt om tennis, eftersom det at spille imod en eller flere modstandere lokalt hurtigt blev lidt... ja, monotont. Måske er det fordi at trackingen lige præcis er upræcis nok til at det er timing der bestemmer retningen på et slag, ligegyldig om det er et lop eller en smash. Det er ikke fordi det ikke er underholdende, men det er dog så centreret omkring timing snarere end retning. Det er i øvrigt det samme med fodbold, og med Chambara.

Bowling er stadig genialt. Nej, det er ikke lige så action-packed, men her kommer trackingen mere til sin ret, hvor skruer, twists og andre strategier bonger mere ud, og hvor man virkelig kan se en indlæringskurve foran sig til den helt store guldmedalje.

Badminton og bowling er altså lidt "the saving grace", som distraherer fra en lidt kedelig præsentation, og en samling sportsgrene der er underholdende, tag ikke fejl af det, men måske er fanget lidt imellem fastlåste spilmekanikker og realistisk sporing af fysiske bevægelser med en Joy-Con. Det hele er relativt præcist, og du vil uden tvivl have det skønt med hele familien her, eller vennerne mens du er stiv, eller bare hygge dig med din partner.

Så er Switch Sports en skuffelse? Nej, det er det nok ikke, for ligesom Wii Sports så er der magi her, en slags universel appel, og ingen af disse sportsgrene (muligvis med undtagelse af fodbold) føles direkte upræcise. Men nogen revolution er det heller ikke. Jo, multiplayer-lobbyer, forbindelse og kvaliteten af disse kampe udvider kun denne appel, selvom at jeg stadig let forestille mig at de fleste nok fortsat vil spille lokalt med venner og familie. Lige meget hvad får du også nu adgang til et ret solidt progressionssystem, som går fra Rank E til Rank A.

Det er ret tydeligt, at Nintendo ikke har forsøgt at opfinde den dybe tallerken med Nintendo Switch Sports, og at selvom at det efterhånden er mange, mange år siden at Wii Sports ankom, så er det her spil konstrueret ud fra den helt samme ramme, og med de samme mekaniske forventninger. Det lyder ærgerligt, og det er det måske også, men derfor er det også vigtigt at understrege, at Switch Sports bibeholder den der universalitet, den der magi, som gør at alle kan komme i gang med at spille indenfor få minutter.

Ja, for mig mangler der input, der mangler måder hvorpå spilleren kan udtrykke sig, og udmærke sig mere, men ville det komme i karambolage med tilgængeligheden? Ja, muligvis, og hvis Nintendo Switch Sports er noget som helst, så er det sjovt - for alle. Og det kan altså noget.