Nintendogs

I realiteten er der intet nyt i Nintendogs. David Crane har allerede været der med The Little Computer People, Steven Grand tog sine Creatures dertil på PC engang, og med lidt god vilje kan gudedyrene fra Molyneuxs Black and White også smides i samme kategori. Det der gør Nintendogs til mere end summen af sine dele, er vidunderlig tilfældighed, vovser, som bare altid hiver en smule i de gamle hjertestrenge og menneskets ønske om at tage sig af et andet levende væsen. På en nærmest udefinerbar måde formår Nintendogs dermed at blive et af de mest fængende, givende og helt igennem særeste spil, jeg har haft i min maskine det seneste år. Spillet er en slags simulator og handler faktisk bare om én ting; nemlig at eje og tage sig af en hund.

Enhver anmelder med en smule respekt for sig selv vil nok mene, at spil ikke defineres ved, hvor visuelt pragtfulde de er, men hvordan de reelt er at spille. Dette skal jeg ikke være manden der laver om på, men i Nintendogs afhænger meget af succesen alligevel af, hvor grafisk overnuttede og tumlingagtige de små hunde er. De logrende vovser er nemlig omdrejningspunktet, og det er helt tydeligt fra det øjeblik du inviteres indenfor i din nye, virtuelle lejlighed. Med en udpræget sans for detaljer og et sirligt animationsmønster, er hundene uendelig lette af falde pladask for. Det er stort set kærlighed ved første bjæf. De kommer når du kalder, slikker din Nintendo DS-skærm godt og grundigt til og er i det hele taget nogle små, legesyge kræ, der vimser rundt på gulvet og med glæde jagter en gummibold i timevis bare for at underholde dig.

Heldigvis skal du mere og andet end bare at sidde på sofaen og se de lavbenede vovser løbe rundt på gulvet. En hund er også et stykke arbejde, og derfor skal der både købes ind, gås ture og passes og plejes meget af tiden. Sidstnævnte består i at vaske din yndlingshund med enten shampoo til langhårede eller korthårede hunde, og så ellers skylle dem rigtig godt og grundigt, så deres pæls skinner. Det hele gøres med maskinens stylus, og det fungerer fremragende. Bagefter kan du finde dine sæbebobler frem og lege lidt med vovsen på stuegulvet. Her puster du ind i mikrofonen for at sende et dusin glinsende bobler ud i rummet. Skulle det blive for kedeligt, så kan frisbee’en eller den bløde gummisvamp findes frem.

Nintendogs bedste gimmick, er dog hundenes evne til at forstå, hvad du siger. Som forholdet mellem jer vokser, så begynder de at kende dine kommandoer, og inden længe kan du ved hjælp af helt enkle ord, få dem til at rulle rundt på gulvet, logre med halen og sidde. Det er en krævende disciplin at få det banket ind i knolden på vovserne, og det virker en smule underligt at sidde i en fuld togkupé og tale til sin sølvfarvede maskine, men det virker helt efter hensigten. Så kan du komme dig over din generthed, er det et strålende øjeblik første gang f.eks. din Chihuahua sætter sig på bagdelen.

Daglige gåture er også noget du er nødt til at forholde dig til. Din hunds stamina bliver bedre og bedre jo længere du går, og hvis du på et tidspunkt (for det er ikke påkrævet) regner med at have den med i en af spillets konkurrencer, så er det nok meget godt, at den har været et smut forbi parken for at lære at gribe en frisbee eller en tur på agility-banen. Desværre er netop konkurrencerne, som giver dig lidt ekstra kroner på lommen og dermed muligheden for at indkøbe alt fra sjove hatte til en ny boligindretning og halsbånd, en fejlsatsning. Introduktionen af dem kan ikke springes over, og da du kun kan deltage i tre om dagen, før det er hjem for at vaske, lege, gåtur og give kræet mad, så bliver det hurtigt brandirriterende. Du bruger uendelig meget tid på de mest basale ting og ikke særligt meget på spillets eneste konkurrenceelement, hvilket er en skuffelse. Jeg er godt klar over, at Nintendogs givetvis skal nydes i små portioner presset ind over hele dagen, men når man sidder i flere timer i træk f.eks. på et fly, begynder spillet for alvor at bekende kulør. Det bliver ensformigt at holde hund, nøjagtig som det ville i virkeligheden.

Nintendogs er dog først og fremmest et frisk pust, der både appellerer til en helt ny forbrugergruppe, men som også viser, at nogle af de visioner som Nintendo har for deres maskine kan inkorporeres i reelle spilsammenhænge, uden at det blive en lang række intetsigende mini-spil, som det bl.a. var tilfældet i Project Rub. Nintendogs kræver dog meget af dig. Spillet satser på at storcharmere dig med vilde hvalpe og vamsede vovser. Det forventer at du lægger dit hjerte i hundekurven og kaster dig ud i livet som hundeejer med uforfalsket hengivenhed. Gør du det, så er Nintendogs noget af det mest givende i lange tider.