No Fear! Downhill Mountain Biking

Codemasters er tilbage med endnu et racerspil, og forsøger sig nu på extreme sport med cykling som tema. Med to hjul, lårmuskler og tyngdekraft til din hjælp kræver det meget mere end et bilspil med en del flere hestekræfter. Men er det miljøvenlige valg et godt alternativ til de benzinslugende maskiner vi er vant til at race omkring med?

No Fear! Downhill Mountain Biking er et specielt spil på mange områder. Motorløse racerspil har vi set fungere fint før, se bare snowboardspillene, men nu er det altså den gode gamle cykel der skal byde på fart og spænding. Her har man, udover tyngdekraften sine muskelkræfter til at hjælpe sig frem. Man kan på samme måde som i snowboard spil lave nogle vilde tricks, men kernen i dette spil ligger i selve hastigheden...

Førstehånds indtrykket svarer ikke rigtig til de forventninger jeg havde. En ganske simpel fremgangsmetode hvor det gælder om at vinde løb efter løb. Introen ligger ikke ligefrem op til nogen Oscar og menuvalgene er relativt få og triste. Man kan vælge imellem Time Trial, Single Race og Championship. Standardvalgene med andre ord. Jeg havde håbet på trickbaner, men det skulle ikke være denne gang. Når man har valgt emne skal man vælge sin cyklist. Denne menu viser cyklisterne i 3D, men på et teknisk lavt niveau. Dette har jo egentlig ingen betydning tænkte jeg og gik igang.

Endnu et dårligt indtryk fik jeg da jeg for første gang satte mig op på de to hjul. Grafikken, banerne og landskabet var gode, men cyklisterne og diverse andre ting så hakkede ud og mindede lidt om grafikken på de allerførste playstation spil. Specielt dårlige er publikum som mest ligner farvede pap brikker. De kan overskygge det faktum at grafikken andre steder er så flot som man kan forvente sig disse dage. Det samme gælder for lyden. Jeg reagerede hurtigt på stilheden. Få swish og swosh og lyden af hjulene der drejer rundt er det man hører. En ret sparsom lyd til et spil med fart på. Publikums råb og jubel høres sjældent og virker syntetisk, imens lyden af fuglekvidren, kæden og grus lyder ganske godt. Det dårlige førstehåndsindtryk har dog intet med dette her at gøre. Det føles underligt og meget svært at styre cyklen for første gang. Reaktionstiden er relativt lang og man mister nemt farten. Efter en halv times tid havde jeg dog nogenlunde lært at styre spillet ordentligt, men observante læsere har nok lagt mærke til at jeg indtil videre kun har fortalt om førstehåndsindtrykket.

For inden man begynder at komme ind i spillet er der rigtig meget man skal lære sig. Balance, bremseteknik, hopteknik og kraftrationalisering er nogle af de ting man skal beherske før man bliver bedre til det, og det er noget man definitivt bliver når tøjet begynder at blive lidt varmt. Simuleringen af cykelfysikken er godt lavet, så det hele bliver meget troværdigt og levende hvilket gør at man faktisk aldrig lærer at præstere teknikkerne fuldt ud. På dette grundlag har man altså ikke andre end sig selv at bande over hvis farten bliver for lav og placeringen derefter. Når man er kommet ordentlig i gang holder man en brutalt høj hastighed, placerer vægten efter terræn forhold, sparer på kræfterne, tager svingene så skarpt at bøgkviste pisker op i ansigtet på en, og man skræddersyer cyklen før hvert løb. Spillet byder på meget mere end man først tror.