No More Heroes 2: Desperate Struggle

Det første No More Heroes var i alle henseender en triumf for alt hvad der hedder stilistisk og excentrisk spildesign. Desværre var det også ret kedeligt. Et ultraprætentiøst generationsportræt og en popkulturel suppedas, der lod det sjove træde til side for Suda 51s kunstneriske ambitioner. Desperate Struggle kommer med oprejsningen, og sætter underholdningen forrest.

Travis Touchdown blev ikke født så meget, som han bare trillede ud. Som lige dele Johnnny Knoxville, Postal Dude og gennemsnitlig otaku er han socialt udstødt og en slacker, der lever i nuet og mest af alt bruger sine penge på spil og anime-figurer. Han lever i en syg verden hvor mord og vold er blevet underholdning. Ville Suda51 være mere tydelig i sin premis, måtte han hænge et spejl op foran fjernsynet.

I det første spil hakkede Travis med sin strålekatana sig vej til UAA-toppens førsteplads over landets farligste lejemordere. Siden forlod han toppen uden så meget som ét enkelt ords forklaring. I Desperate Struggle er han tilbage for at generobre den. Hans ven Bishop er blevet myrdets. Denne gang er det et spørgsmål om hævn.

Gameplayet fokuserer altså på en flok farverige og popkultursdryppende bosser, der udgør de 51 trin på trappen, som Travis skal bestige for at nå sit mål. Se det som et Shadow of the Colossus på en cocktail af meskalin, rohypnol og 100 kg sukker.

Man slås ved at hamre på A eller B-knapperne, og i nogle tilfælde afslutter du din modstander ved at svinge Wii-controlleren i den retning, der vises på skærmen. Angrebene kommer i høje og lave udgaver, afhængigt af hvordan du holder Wii-moten. Man kan i øvrigt sagtens spille hele spillet med Classic Controller, selvom det føles temmelig overflødigt.

Kampende er lynhurtige og gribende, men kan nogle gange blive lidt ensformige med deres uendelige lager af fjender. Man blander Travis' yndlings-wrestlingkast med akrobatisk strålesværdsdans, og i visse tilfælde kan man lave et specialangreb, hvor Travis råber navnet på en dessert og for eksempel forvandles til en tiger. Tit og ofte løber din strålekatana tør for batteri, og så gælder det om at ryste liv i den igen. Travis stiller sig med spredte ben og begynder at ryste håndtaget. Du sidder i sofaen og gør det samme. Og hvis nogen ikke skulle fange sammenhængen, så er batterimåleren formet som en penis.

Det er faktisk en tilbagevendende ingrediens i No More Heroes 2. Det er et temmeligt lummert spil. Nogle gange føler man sig som en skummel gammel mand, med alle de inzommede polygon-halsudskæringer og skrævbilleder. Jeg går ud fra at det skal være camp og ironisk, men nogle gange begynder jeg at tvivle. Med fare for at spille amatørpsykolog, er der så ikke noget temmelig freudiansk over at Travis, øjeblikket efter at han har forvandlet et helt rum med fjender til kødfars, stiller sig op og spiller den af? Alt imens han råber otaku-begrebet "moe" og navnene på sine yndlingsdesserter.

Vold er selvfølgelig også en stor del af spillet, som kommenteres konstant. Nu er det desuden endelig kommet til Europa. I det første spil måtte vi nøjes med at fjenderne sprøjtede med blæk, mens vi i Desperate Struggle får hele herligheden. Det er eftertrykkeligt forbudt for børn, og hvor voldsromantiserende det end måtte være, så føles det helt rigtigt. Blodet sprøjter og kropsdelene regner. Sanatan Darma er genskabt i et univers af ultravold.

Det første spils Assassin's Creed-gameplay, hvor lange omveje gennem sidemissioner var krævet for at skubbe hovedhistorien videre, er her blevet erstattet af en bedre fungerende og mest af alt sjovere ditto. Rankingmatches koster ikke længere nogen startindsats, men kan angribes når som helst. Sidemissioner kan laves for at indsamle nyt skrammel til Travis, eller træne hans stats. Deltidsjobbene er nu lavet om til uimodståelige små 8-bits lækkerbidskener, og pseudosandkassen fra det første spil er erstattet af et letnavigerbart menusystem.

Grasshopper har altså skåret de kedelige bidder fra, og beholdt de bedste dele. Den kan virke simpelt nok, men det er stadig en klapsalve værdigt. Det herligste er, at sidemissionerne i 2'eren er så meget mere givende end i det første spil. Oftest vil man hellere spille dem frem for hovedspillet. Det er en sand fryd at sidde med de veldesignede minispil for at spare op til blæret nyt tøj, anime-videoer med det kitschede magic girl-band BJ 5, stats, nye våben eller gourmemad til Travis' slankekursramte kat Jeane.

Når det så er sagt, så er No More Heroes 2, ligesom sin forgænger, mest tiltænkt bosserne. De kommer i alle former, størrelser og kvaliteter. Flertallet af dem er så kreative, at de fortjener deres egen plads i Louvres mere abstrakte afdelinger. Ikke mindst når quarterbacken Charlie MacDonald råber "Santa Death Parade", hvorefter hele universet imploderer i et gigantisk "WTF"-øjeblik. Vi snakker gigantiske superrobotter, nedrevne storby-metropoler, Gundam-pasticher og så er vi endda kun ved spillets anden boss. En del af bosserne er svære. Nogle af dem grænser til det uretfærdige, med uendelige livmålere og billige angrebsmønstre. Det føles mindre som en udfordring og mere som ugennemtænkt spildesign. Og det bliver heller ikke mindre frustrerende af at kameraet er meget lidt samarbejdsvilligt.

Stilmæssigt er Desperate Struggle en teknisk milepæl (efter Wii-standarder) og en stilistisk atombombe, der dårligt burde kunne lade sig gøre på konsollen. Jeg vover at udnævne det til det flotteste spil på konsollen, selvom flertallet næppe vil være enige med mig. Det sker, at spillet stammer når Travis' strålekatana forvandler et dusin bøller til hæmoglobinblomster der sprøjter fontæner af mønter, men det er et mindre problem.

Hele spillet er som én stor hvepserede af indflydelser og stilblandinger. Pixlerne som NES-tiden glemte blandes med afvasket punk-æstetik og ekspressionistiske farvekollager. Ud af højtalerne pumpes ludacore-pop, 8-bits chiptunes og stemmeskuespil, der bryder den fjerde væg så tit, at de må have installeret svingdøre i den. De prætentiøse kreative kommentarer og indfald kommer som styrtbyger spillet igennem, men forskellen er, at kunstværket No More Heroes denne gang ikke stiller sig i vejen for spillet No More Heroes. Derfor er Desperate Struggle det bedste af de to. Det er en tiltrængt grafittimaling over hele den konforme spilbranches grå væg, og en udmærket anledning til fortsat at hylde og undres over japansk spildesign.