No More Heroes

Hvad gør man, når man finder ud af, at man kun er den 11. bedste lejemorder i byen? For Travis Touchdown er svaret enkelt. Bevæbnet med sit katana-lyssværd begiver han sig straks ud på blodigt dræbertogt, som skal gøre ham til byens ukronede morder, og det er der kommet en speciel oplevelse ud af. For det er ikke historien, der driver No More Heroes frem, men hvad spillet savner i dybde, har det til gengæld i friskhed. For når først blodet flyder i Santa Destroys gader og stræder, er det svært ikke at lade sig drage af den flabede udgave af et tegneseriesamfund, hvor rappe replikker og kold kynisme er vejen til toppen.

Det står fra første sværdslag klart, at Quentin Tarantino ikke har undgået udviklernes opmærksomhed, for No More Heroes oser langt væk af de forpustende sværdkampe og larger than life-fjender, som dannede rammerne om Kill Bill-filmene. Det går blandt andet op for en, da man i sin jagt på den dræber-førstepladsen træder ind i Santa Destroys baseball-arena. Her venter rivalen Doctor Peace og fordriver tiden ved at udleve en af sine livsdrømme: At synge en stor hymne sang på et gigantisk stadion. Det er den slags scenerier og personligheder, der giver No More Heroes den kant, som er nødvendig, hvis man skal lykkes med, hvad der ellers meget, meget nemt kunne være endt allernederst i sandkassen. Men det er lykkedes at smide Travis Touchdown og resten af persongalleriet ind i et Wii-sandkasse-spil, uden det føles alt for forkrampet. Man styrer Travis rundt med nunchuk-sticket, mens kameraet jongleres behændigt med styrekrydset på wiimoten. Det fungerer stort set lige så godt som et par analoge sticks på et klassisk joypad, men det er først i selve sværdkampene, at Wii-mulighederne forsøger at tilføre oplevelsen noget ekstra. Når fjenderne melder sig, så hugger man dem i stykker med A-knappen på wiimoten, mens B-knappen bruges til at hamre dem i jorden med et wrestling-angreb. Lige så snart, man har udtømt dem for energi, dukker der en stor pil op på skærmen. Hvis man hurtigt hiver wiimoten i pilens retning, laver Travis et finishing move, som blæser fjenden til støv. Det er dejligt givende, når man mestrer systemet, som heldigvis er let at lære. Når det virkelig cykler derudad med katana-sværdet, kommer Travis også i trance-mode, som gør ham i stand til at meje fjenderne ned i et regulært raserianfald.

Overordnet set er No More Heroes bygget op omkring et klassisk missionssystem. Det koster penge at få lov til at gå efter hver enkelt af de 10 andre lejemordere - penge, som man optjener ved at udføre forskellige små opgaver for de næringsdrivende i byen. Det sker igennem en række minigames, hvor man for eksempel skal plukke kokosnødder, slå græs eller indsamle affald. Det er små opbrud i oplevelsen, hvis eneste formål er at bryde rytmen, men de er med til at tegne det skæve billede af Santa Destroy. En by som desværre ikke er nær så indbydende som forbillederne Vice og Liberty City. Santa Destroy er en næsten flad pandekage, som man ikke føler den store trang til at cruise rundt i på Travis' supergejlede steroidekværn. Der er lidt butikker spredt hist og her, men tiden er altså løbet fra digitale videoudlejninger, træningscentre og tøjforretninger. Det er gimmicks, som fungerede for år tilbage, og som ikke tilføjer mange minutters ekstra underholdning i et moderne spil. Ligeledes er det med Travis' toptunede kværn. Den ligner mest af alt en overpimpet drag-cykel, og den fungerer som transportmiddel rundt i Santa Destroy, men heller ikke mere end det. Der er ingen skjulte oplevelser i form af flyvehop eller eksotiske lokationer, og det er ikke muligt at kapre øser eller lignende. No More Heroes har måske lånt Grand Theft Auto-skelettet, men musklerne er ikke fulgt med.

Det, som redder dagen for No More Heroes, er de originale tiltag, som spillet heldigvis også er rigt på. Selv om det kun er en simpel gimmick, så er det sgu godt tænkt, at wiimoten også fungerer som mobiltelefon. Kort inde i spillet hører man Travis' mobil ringe, hvilket giver sig udslag i en brummende og ringende wiimote. Og når man tager den op til øret, kan høre Travis' dræber-agent forberede ham på mødet med den næste, store konkurrent. Det er glimrende tænkt. Og det er rækken af baseball-fjender, som står linet op på byens stadion i en af de første missioner, også.

Da den forreste i rækken fyrer en baseball efter Travis, skal han naturligvis svinge efter den med wiimoten, så bolden hamrer tilbage imod fjenderne. Gør man det ordentligt, kan man nedlægge dem alle ti i ét hug, og det er den slags oplevelser, der tegner No More Heroes fra sin bedste side. Ligesom de intense sværdkampe. I længden bliver de en smule trivielle, men tempoet og den ganske tilfredsstillende styring formår dog at hive voldsorgiet fint i land. Flest problemer er der, når fjenderne rotter sig sammen omkring en i stort overtal - så risikerer man at blive fanget i en dødbringende blender, hvor man kan hive og flå i nunchuken lige så tosset man vil, uden man kan slippe fri. Det er voldsomt irriterende, men sker heldigvis sjældent.

Det grafiske udtryk skal også have en løftet pegefinger, for det er groft og gnidret. Det fungerer, men ligner noget fra de tidligste PS2-dage, og selv om grafik muligvis står nederst i hierarkiet over de vigtige spilelementer, så slipper No More Heroes lidt for nemt omkring den del af sværd-legen. Moderne Wii-spil har jo vist, at man kan lave ganske fornuftige 3D-spil på maskinen, og lidt ekstra knofedt ville have klædt Travis. Man har forsøgt at peppe No More Heroes op med lidt retro-grafik i korte sekvenser, og det giver da også et sejt indtryk, men det er ikke helt nok til at sikre et overbevisende grafisk indtryk.

Men No More Heroes er stadig et charmerende spil. Sandkasse-rammerne er ikke udfyldt helt godt nok, men Travis' katana-sværd trækker til sidst stikket hjem. No More Heroes er en fin lille overraskelse, som godt kunne have brugt lidt glittet papir og indpakningsbånd. Men selv i den rå indpakning er det ganske underholdende og blandt de mere interessante Wii-spil.