No More Heroes: Heroes Paradise

Lysten til at være nummer ét i en sportsgren, eller ambitionerne om et bedre arbejde eller en ekstra god karakter i skolen, kender vi nok alle. Men der er sikkert ikke så mange som er klar over, at denne higen efter at blive den bedste nu også har fundet sin vej ind i den dunkle underverden. Eksempelvis er professionen som lejemorder åbenbart forbundet med et stramt hierarki, hvor vejen til titlen som den bedste af slagsen bogstaveligt taget kræver rundsave på albuerne - eller i det mindste et opladet katana-lyssværd i hånden.

Travis Touchdown er den 11. bedste lejemorder i byen med det klingende navn Santa Destroy. Efter en samtale med et veldrejet stykke kvindemenneske får vores hovedperson den blændende ide, at han gerne vil være byens bedste hitman. Det er dog lettere sagt end gjort, da vejen til toppen går gennem de ti foranliggende kollegaer på listen, og ingen af disse har planer om at opgive deres plads uden en sveddryppende og blodig kamp.

Dette er omtrent hele historien i No More Heroes: Heroes Paradise. Titlen er en PS3-version af Wii-spillet No More Heroes fra 2008, og stor historiefortælling er tydeligvis ikke dets mission. Dette er hack'n'slash kombineret med lidt sandkasseelementer. Kendere af den oprindelige Wii-udgivelse vil vide, at den legendariske spiludvikler Goichi Suda, bedre kendt som Suda51, står bag titlen. Hans aftryk ses tydeligt i form af floder af blodsprøjt og rigeligt med andre makabre effekter.

Blod, bondageklædte damer, lumre vittigheder og handlinger tilsat lidt arcadefølelse er rygraden af denne titel. Før man kan kaste sig ud i en kamp mod næste skalp på listen, så kræves der optjening af et pengebeløb. Dette opnås ved at køre rundt i Santa Destroy på en voldsomt hormonpumpet motorcykel på jagt efter småopgaver. Alt dette foregår i bedste sandkassestil.

Opgaverne er små minispil, hvor man kastes ud i machoudfordringer såsom at slå græs eller hente kokosnødder til en juicebar. Mere potente opgaver er at likvidere på tid eller reelle massakrer, hvor man betales for hver enkelt nedlagt bad guy. I længden er disse spil for kedelige, og det er småt med variation eller reel udfordring. Jeg forfaldt til at lave de nemme igen og igen, for herigennem hurtigere at få penge på lommen, og komme i gang med næste episke bossfight.

Ikke overraskende repræsenterer hver af dine kollegaer en solid modstander. Her ligger spillets guldæg begravet - det er store bosskampe, som kan få alle elskere af dette klassiske spilelement til at savle af kådhed, mens man svedende er ved at sønderrive controlleren. I spillets tutorial oplæres man i mange teknikker. Igen sprang jeg over hvor gærdet var lavest, og anvendte stort set samme sæt effektive kombinationer gennem hele spillet.

Da jeg stod med spilkassetten i hånden, blev jeg voldsomt ivrig over understøttelsen af Move-kontrolleren. Dette blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg kejtet stod med Move i den ene hånd, og min normale DualShock-kontroller i den anden. Dette fungerede ganske simpelt ikke. Tingene skulle blive bedre, hvis man har adgang til en Navigation-kontroller, som sammen med Move skulle minde lidt om styringen i det oprindelige Wii-spil. Dette isenkram havde jeg dog ikke adgang til, hvorfor jeg hurtigt forfaldt til at styre Travis rundt med min DualShock alene.

Når vi nu har fat i de negative ting, så er byen Santa Destroy nok en af de kedeligste legepladser, jeg længe har boltret mig på. Den virker steril og uden atmosfære. Meget af dette skyldes en noget kluntet grafik, som er et stykke fra PS3's højeste niveau. Udover dette, så er det begrænset hvad man kan interagere med. Den pludselige destruktive følelse, som kan ramme selv den mest hellige spiller, kan ikke rigtig udleves i Santa Destroy. I eksempelvis GTA eller Saints Row kunne man banke tilfældige mennesker eller bare stjæle deres køretøjer. Sådanne unoder er ikke muligt her.

Folkene som går rundt i byen består af et par stereotype karakterer, som så er kopieret ud over det hele. Jeg så flere gange en stribe identiske folk gå i takt ned af gaden. Samme fænomen kan ses i banerne, hvor man kæmper sig frem mod næste lejemorder. Her kan man nemt angribes af den ene identiske modstander efter den anden. Byen er også udstyret med et par faldgruber i form af irriterende glitches. Mest belastende er nok den, hvor ens motorcykel pludselig sidder uhjælpeligt fast i en kantsten, husmur eller lygtepæl.

Men hvor sandkassedelen af spillet ikke er specielt interessant, så er titlen straks mere afhængighedsskabende, når man endeligt får optjent nok penge til at kaste sig ud i kampen mod den næste på listen. Her starter man med at kæmpe sig gennem område efter område for endeligt at nå målet - endnu en bossfight.

Flere gange måtte jeg efter utallige forsøg trække mig fra disse kampe, og slukøret drage tilbage til Santa Destroy. Her går vejen så forbi motionscenteret for at blive stærkere, og ned til den lokale våbenpusher, som elegant er endnu en veludstyret kvinde - med et solidt udvalg af våben og upgrades. Herefter kan man så igen forsøge sig mod dagens modstander.

Af filmreferencer er vi klart ovre i Quentin Tarantino og hans Kill Bill-titler krydret med lidt lummer humor. Flere gange trak jeg på smilebåndet over de små cutscener, hvor Travis forsøger at liste en hånd op på låret af en pige eller fokuserer på alle andre ting end dialogen. Hvor man i GTAIV kunne gemme sin fremgang i spillet ved at ligge sig på sengen, så er No More Heroes' version at man sidder på toilettet. Netop dette sted er i øvrigt voldsomt søvndyssende for vores kriger, og hans drømme indeholder endnu flere dejlige bossfights med nye modstandere.

Råbene fra dine modstandere, mens de kløves midt over, er meget ensformige gennem store dele af spillet. Udover stemmerne er musikstykkerne typisk også korte og gentagende. Enkelte gange, som eksempelvis hos den nydelige våbensælger, får man dog lidt solid rock. Der ligger ikke basis for at udgive soundtracket separat, så meget vil jeg slå fast.

Men når så alt det negative er remset op, så er dette et af de fænomener, hvor helheden bliver større end summen af delmængderne. No More Heroes er stadigt et spil, som fanger en ind i en buldrende lyst til lige at nakke den næste på listen inden konsollen slukkes. Det er simple virkemidler, men det kan helt klart noget! På mange måder minder titlen om klassiske arcadeøjeblikke, hvor man igen og igen prøver kræfter med store afgørende bosskampe.