No One Lives Forever 2 : A Spy in H.A.R.M.s Way

Det er overordentligt sjældent, at der er ægte humor at finde i computerspil. Derfor var det første No One Lives Forever (NOLF) en artig overraskelse. Dialogerne var utroligt velgennemførte. Nu er den længe ventede efterfølger så dukket op. Humoren er intakt, og gameplayet har fået et twist i den rigtige retning. Det er tid til atter at besøge Cate Archer og de glade 60’ere.

Stadig den bedste
Cate Archers er stadig topagent hos U.N.I.T.Y. Din første mission bliver at fotografere et hemmeligt møde i Japan. Disse to første kapitler fungerer egentlig som træningsmissioner, samtidig med at der er et decideret indhold. Det er også her du bliver opmærksom på de finjusteringer, som er blevet tilføjet NOLF 2. Det første der springer i øjnene er naturligvis grafikken. Monolith har benyttet den seneste LithTech Jupiter motor. Resultatet er virkeligt godt. Baggrundene er utroligt veldetaljerede, og spækket med detaljer. Dertil så håndterer motoren nu også åbne landskaber langt bedre. Især de enkelte personer kræver en bemærkning. Deres ansigtsmimik er virkelig god; den måde munden krænger, og øjnene ruller, giver dem en utrolig personlighed.

Mens du bevæger dig gennem spillets over 40 baner (fordelt gennem 15 kapitler), vil du også bemærke, at stealth momentet er blevet nedtonet. Vel er det stadig essentielt, at holde sig i skyggerne, men har du lyst til at fare lige i flæsket på modstanderne, er det også en mulighed. Denne gang er det ikke fatalt, at blive opdaget af et videokamera. Der er atter masser af kufferter, der skal samles op, og skuffer der skal gennemsøges. Denne gang får du point for at finde vigtige spor. Disse point kan så igen fordeles ud over forskellige evner. Dette kan gøre dig mere hårdfør, bedre til at snige eller noget helt tredje.

Hvad vil du være god til?
Pointene tilføjer en grad af rollespil, samtidig med at det gør det muligt, at strømline spillet til dine præferencer.Du har atter et vidt arsenal af våben til din rådighed. Skal man satse på den larmende maskinpistol? Skal man bruge en bedøvelsesdart? Eller skal modstanderen have en banan? Sidstnævnte bruges som forhindring for jagtende fjender. Det er stor humor at lægge dem frem, og så gemme sig for at se dem snuble. Dertil har du også en lang række gimmicks til at hjælpe dig. Der er en kodeafkoder, en låsedirk og hvad der ellers hører til. Her er en rigtig smart feature, at hver gang disse effekter kan bruges, så kræver det blot et tryk på højre museknap. Efter endt brug så tager Cate atter sit våben frem. Dette er med til at fjerne unødige frustrationsmomenter. Cate kan også skæve om hjørner nu, hvilket er utroligt hjælpsomt. Hun har ligeledes muligheden for, at samle modstandere op og gemme dem afsides steder.

NOLF 2 virker utroligt gennemarbejdet. Det er tydeligt, at udviklerne virkelig har været inspirerede. Dette træder frem både ved de enkelte missioner, som ved den glimrende dialog. Især den sidste halvdel af spillet er helt suveræn. En mindeværdigt øjeblik er kampen i et hus, der suges op af en tornado i Ohio. Missionerne er simpelthen spækket med fede scener. Ligeledes veksler spillet meget mellem decideret action- og snigemissioner.

En lang traver i sneen
En anke er dog kapitlerne i Sibirien. Disse bliver i sidste ende virkeligt trukket i langdrag. Faktisk skulle dette være en snigemission, hvor du afdækker, at russerne har et komplot sammen med H.A.R.M. Du skal infiltrere deres base, og finde de hemmelige dokumenter. Men efter at have drønet rundt i sneen i timevis, og løst en masse undermissioner, var jeg ved at være træt af området. Dette blev yderligere underbygget i det sidste kapitel i Sibirien. Her var der alt for meget backtracking, og tage ting A til sted B. Det endte med, at jeg droppede alt det stealthsjov, og ondulerede hele basens mandskab. Dette skulle jeg så gøre flere gange, fordi der er en irriterende spawnfunktion. Det ødelagde meget af oplevelsen. Men har du tålmodigheden til at spille disse kapitler igennem, så venter der sig masser af godter.

NOLF 2 er et af de spil, du vil blive ved med at tage frem for lige at komme lidt længere. På trods af enkelte problemer, er det fyldt med gyldne øjeblikke. Selv om det teknisk måske ikke matcher det nye Unreal Tournament 2003, så er det en helt anden genre. Dette er for folk, der også vil have tankevirksomhed i deres shooter.