En af de mest spændende ting ved et konverteret spil til konsol, er at se hvor meget man har formået at få med over i konsol-versionen. Så det skulle blive spændende at se, hvordan Monolith indtil videre havde båret sig ad med at lave spillet til PlayStation 2. IQ Media, den nordiske distributør af No One Lives Forever: The Operative til PlayStation 2 (intet mindre!), inviterede eders GR-mand ud til et smugkig på selvsamme spil denne formiddag. Så lad os se på varerne!
En kort introduktion til spillet
NOLF er et First Person Shooter, altså et actionspil sat i et 3D-univers. Du ser handlingen "gennem øjnene" på hovedpersonen, og bevæger dig rundt set fra dette perspektiv, og skal skyde fjender og navigere figuren rundt på banerne. Der er både action og listende spænding, så der kræves temperament til begge slags tempo.
Samme funked up 60’er-stil
Det første der slår én, er at spillet bliver infamt godt præsenteret i introsekvensen, med discolys, den vildeste agent-musik á la en Jamed Bond-film fra perioden - og selvfølgelig den smækre Cate Archer, der danser og vrikker hen over skærmen. Fascinerende. Meget.
Flot plot
OK, videre da! Spillet handler om dig i rollen som den kvindelige agent Cate Archer, der arbejder for den britiske agent-bureau Unity - som ser ud til at have kigget lidt på steder som Scotland Yard og diverse film, ikke mindst James Bond, som inspiration. En modstridende gruppe kaldet HARM, ledet af en énøjet, skaldet russer ved navn Volkov, har i de seneste 10 dage nakkeskudt og lemlæstet 7 af Unitys bedste agenter, men nu sætter dine chefer foden i jorden, og vil have dette russiske afskum af banen. Og her kommer den smidige og svært kønne unge dame, Cate Archer (ja dig!), ind i billedet. Ikke fordi Unity har speciel megen tiltro til at du kan gennemføre andet end simple overvågningsopgaver - men simpelthen fordi deres agenter falder som fluer kloden over.
Første opgave: Marokko
Den første opgave lyder på at beskytte en højtstående amerikansk diplomat, Morris Munroe - en halvdøv og snobbefed Texaner, der er enormt malplaceret i det Marokkanske byliv. Ja, du er nemlig kommet til Marokko, og skal uheldigvis beskytte dette latterlige flæskebjerg til Munroe fra en flok gale, fez-bærende fanatikere med AK47-rifler og en hang til at gennehulle en sød pige som dig. Og til din hjælp har du den eneste anden agent, Unity har på lager, og et arsenal af gængse håndvåben, og selvfølgelig de mere finurlige agent-dingenoter, såsom en hårnål med gift, og senere hen, harpuner, eksplosive parfumeflasker og andre lækkerier fra den forfængelige - men farlige - kvindes toiletskab.
Overordnet kommer du til at gennemspille en mængde missioner, der tager sig ud i alverdens lande på tværs af kloden, og hvis spillet ellers holder sig til historien og stederne brugt i PC-versionen (læs GR’s anmeldelse), har du noget at se frem til.