Der har været megen snak om dette actionspil før det kom til landet. I lang tid gik jeg rundt og troede der var tale om en kvindelig udgave af Austin Powers, men bortset fra at historien udspiller sig i 60'erne, med den dertilhørende stil, er denne dame langt fra så "goofy" som vor ven Austin. Cate Archer viser sig nemlig at være en yderst stilfuld ung agent. I forbindelse med 60'ernes ligestillingsrevolution er Cate den første kvindelige agent på UNITY's lønningsseddel. Det er absolut ingen let opgave, da hun møder modstand og fordomme fra egne rækker såvel som fra sine fjender.
En smule Austin, lidt mere Bond og en masse fed action
Med tøjsmag som taget ud af Austin Powers og James Bonds skarpe tunge (og en god del kvindelig intuition) er det din opgave at redde verdenen fra den internationale terrororganisation H.A.R.M.'s skumle planer. Efter at have udslettet UNITYS's agenter en efter en, afhænger verdens skæbne af dine evner som agent. De nådesløse banditter har fået fingrene i et nyt revolutionerende biologisk våbensystem, som de truer med at udslette hele byer med. Men heldigvis er Cate her for at redde dagen.
Action, humor, fede våben og morsomme "gadgets"
Imellem de intense opgaver er du et smut inden om hovedkvarteret for at blive briefet, og for at få opgraderet dit arsenal af nyttige "Q-agtige" gadgets, som er udført i bedste James Bond-stil. Dette inkluderer eksploderende læbestifter, robotpudler, bedøvende parfume og meget andet. Alle disse ting spiller en vigtig rolle i tillæg til de standardiserede våben. Og jeg må indrømme, at de hjælper med til at underbygge fornemmelsen af at være på en rigtig agent opgave. De fleste af dine gadgets er, ligesom våbnene, multifunktionelle. De forskellige funktioner er strategisk vigtige for en vellykket mission. Dette krydrer handlingen på en cool måde og du er ofte nødt til at eksperimentere for at komme videre.
Du har selvfølgelig også et bredt arsenal af våben at vælge imellem. Dette arsenal udvides imellem hver mission, så du har nok at vælge imellem. Før du går i gang med en mission, får du valget imellem at bruge "Default weapons" (som passer til opgaven) eller du kan vælge at bruge dine favoritter. Jeg fandt det bedst at vælge sine egne våben, da "default" funktionen ofte ender med at give dig våben imellem hænderne, som ikke er optimale, for at kunne fuldføre missionen med maksimal succes. Ofte er der også nogle våben, du SKAL have med og de er derfor fastlåst. Undervandsbanen kræver for eksempel en harpun.
Et af de mest effektive våben er den lyddæmpede sniper rifle, og selvom man faktisk kan sætte kikkertsigte på de fleste våben. og sniper riflen genial at zoome sig ind på langdistance mål med. Lyddæmperen tæller dog som en ekstra genstand, så den tager som regel pladsen fra noget andet nyttigt udstyr. Som tidligere nævnt er de fleste våben multifunktionelle, eller rettere sagt, så kan du vælge imellem flere forskellige typer ammunition. Du har valget imellem den sædvanelige Full Metal Jacket ammo, dum-dum kugler som får modstanderen til at bløde og de mere eksotiske former for ammo, nemlig fosfor og cyanid!
Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 7 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10