No One Lives Forever

PS2 ejere kan ganske simpelt ikke sige, at Pc’en er det eneste sted man kan opleve en rigtig god omgang action. Med sidste års udgivelser i form af Red Faction, Half-Life og Agent under Fire, har der været nok at kaste sig over for en FPS fan. Og med udgivelsen af Monolith’s sjove og meget anderledes No One Lives Forever (NOLF), er der ingen vej uden om formatet længere - Cate Archer indtager nemlig Sony’s sorte monster med al sin charme og action intakt.

Krop som en gudinde
Til forskel for alle andre spil i genren, så er No One Lives Forever langt mere morsomt og løssluppent end sine kolleger. Spillet emmer af 60’ernes skrigende farver og tilbagelænede crooner musik, og man føler sig meget hurtigt hensat til de morsomme og meget klichee fyldte Austin Powers film eller de tidlige udgaver af James Bond med Sean Connery i hovedrollen. NOLF handler om agenten Cate Archer, der med krop som en gudinde og et krukket engelsk, vader igennem den ene svære mission efter den anden, i ført spandex og et dødeligt arsenal af lækre våben. Der er simpelthen kælet for enhver detalje, og både musik, grafik og generelt feel er noget ganske særligt, når spillet toner frem på din skærm.

Historien tager fat, da flere af UNITY’s dygtigste agenter dræbes på rad og række. Alt tyder på at det er en organisation kaldet HARM der står bag, og du sendes derfor ud på en masse forskellige missioner over hele verden, for at løse mysteriet og naturligvis stoppe den skruppelløse bande. Turen går gennem Marokko til England og ikke mindst Alperne, alt i mens den hæsblæsende action bakkes op af gode cut-scenes og en uendelig morsom dialog.

Et hak bedre end normalt
Det der gør No One Lives Forever til et langt mere interessant bekendtskab end bl.a. Half-Life eller Red Faction, er absolut det massive fokus på muligheden for at løse banernes mange opgaver på ret forskellige måder. Du kan, storme igennem hver bane og skyde hovedløst på de mange fjender, men du kan også samle ledetråde og andet udstyr op undervejs, og dermed gennemføre banerne på en helt anden måde - noget der giver spillet et par interessante vinkler. Våbnene kommer også i vidt forskellige afskygninger og der lægges virkelig op til at tænke kreativt.

Grafisk er spillet også pænt. Mange af lokaliteterne er enorme, og selv når man løber rundt inde i mindre bygninger, føler man, at der er kælet godt for detaljerne. Vægge kan skydes i stykker, døre kan åbnes og bruges som beskyttelse, og lyset fra en enlig lampe oplyser kun små portioner af gangen, hvorved du kan skjule dig i skyggerne.

Spillet kunne dog godt trænge til en form for anti-aliasing og hastigheden, har det også med at falde engang i mellem, men det er ikke noget, der præger spillet og slet ikke noget, der gør det frustrerende, at spille sig igennem det overdådige eventyr. PS2 spillere får også lidt ekstra i posen, da denne version indeholder to ekstra baner, hvor der gives mulighed for at spille Cate Archer som barn. De er på ingen måde nyskabende, men vidner om teamets lyst til at presse alt ud af titlen på PlayStation 2. Musikken er ligeledes solid. Mesterlige skæringer med fokus på 60’ernes bossanova og funk, ligger bunden på de mere hæsblæsende baner, mens udmærkede stemmer leverer en lækker dialog og nogle meget sjove episoder.

Sprængfyldt FPS oplevelse
No One Lives Forever er ekstremt givende i forhold til andre FPS oplevelser. Historien gennemsyrer spillet på en sådan måde, at man ikke blot føler, at der er tale om en mulighed for at pumpe fjenderne fulde af bly og rende rundt med et bugende arsenal af dræbende våben. Det er sjovt, til tider tåbelig sjovt, og så har det et forrygende tempo og nogle fede overraskelser i posen, som man ikke tidligere har stødt på i denne genre. Med en anelse mere grafisk elegance i de enkelte baner og en stabil hastighed, havde spillet været den perfekte udgivelse på formatet.

Der mangler også en bedre lip-sync på PS2, hvorfor den talte dialog tit løber fra de løjer der sker på skærmen. Det er specielt irriterende i situationer, hvor der fyres jokes af - noget der sker tit og det efterlader en lidt skuffet. Monolith kan bare ikke have undgået at se det?. Nuvel spillet er stadig noget af det bedste indenfor genren og har man allerede gnasket sig gennem både Agent under Fire, Half-Life og Red Faction, så er der mere end nok at hente i No One Lives Forever - lad os håbe at også toeren finder vej til konsollen.