Nosferatu: Wrath of the Malachi

Med Nosferatu bevæger svenske Idol FX sig ind på gysets overdrev. Det er faktisk generelt et noget sparsomt udvalg vi har på denne front. Titler som Clive Barkers Undying og Nocturne er i blandt de få titler, der hæver sig fra hukommelsens tåger. Man skulle ellers mene, at mediet har alle muligheder for at skabe den rette stemning, og jage nogle kolde gys godt ned af ryggraden på den skælvende skare. Idol FX distancerer sig fra såvel den fortællemæssige som antydningens kunst, og vælger i stedet de hurtige skrig. Allerede efter nogle timers selskab med Nosferatu begynder interessens dis at ebbe ud for solens stråler.

Historien hiver dybe ressourcer fra de klassiske vampyrfortællinger, og cirkulerer omkring et gotisk slot placeret dybt ude på den rumænske hede. Man træder ind i rollen som Patterson familiens ældste søn. Et bryllup er under opsejling, og éns søster skal være centrum. Grundet lidt rejsefnider dukker man op i yderste øjeblik. En tom slotsgård overstrøet med bagage bliver éns første møde - lyn flænger himlen, en ond stemning trykker sig mod éns bryst. Noget er galt, og man bliver nødt til at gøre noget - hurtigt.

Det går da heller ikke længe, inden man danser badutspring igennem golde trange borggange. Underverdenen er tilsyneladende mobiliseret blot for at flænse den stakkels hovedperson til ukendelighed. Rundt om i borgens fløje befinder håbefulde familiemedlemmer sig, der alle sætter deres lid til familiens sidste frie fugl. Man skal nu haste sig vej gennem alskens forhindringer, mens man henholdsvis samler skrammel op, og ondulerer strømmen af modstandere. Mange af afdelingerne er låst fra spillets start. Det kræver derfor en sund gang eventyrlyst, at finde nøgler så man kan bevæge sig dybere ind i helvedets flammer. Begivenhederne spædes yderligere op med adrenalin grundet et tidsmæssigt aspekt. En timer tæller ned, og er man ikke hurtig nok, så vil een af familiemedlemmerne lade livet. Lykkedes det dog at nå frem til staklen i tide, så kan man forvente sig en lille belønning. Alle har de nemlig andel i noget af bagagen nede i slotsgården, og de langer velvilligt ud med en nøgle til noget af godset.

I stedet for at have een gennemgående historie, så har udviklerne i stedet valgt at lade hvert eventyr være en stokastisk enhed. Når et nyt eventyr startes op, så sørger en tilfældighedsgenerator for at placere de forskellige rum samt genstande. Målet er naturligvis at skabe en varieret oplevelse, hvor man hver gang kommer ud for nye udfordringer. Desværre så hopper Nosferatu også direkte ned i den fælde, der er ved en sådan satsning. Grundet den meget tilfældige sammensætning af begivenhederne, så føles alt utroligt ustruktureret, og falder narrativt helt til kort. Det føles utroligt overfladisk, blot at drøne rundt og samle ting op mens man dræber overfladiske monstre. Der er ingen følelse af at have opnået noget - og det hele følelse blottet for sjæl.

Der er dog indledningsvist glimt af uhygge, med en god brug af overraskelsesmomenter, hvor monstre pludselig er lige i ansigtet på een. Første gang højtalerne blæser ud i et brøl, mens ivrige tænder napper efter een, letter man uvilkårligt nogle centimeter fra stolen. Der kravler sig et vist element af paranoia ind under huden, mens man lister rundt - frygtende for hvornår det næste bæst spawner ud af ingenting. Virkemidlet har dog mest til fælles med billige horrorfilm, og formår ingenlunde rigtigt at krybe ind under huden på beskuer. Faktisk henledes man mest af alt til kedsomhed, mens man backtracker de mange lokaler for at finde en manglende nøgle. Dette bliver ikke bedre af, at man - grundet den stokastiske natur - ikke har adgang til et kort over slottet. Der er dog elementer af strategi, hvor nogle monstre kun kan elimineres af særlige våben. Disse er desværre få, og af meget basisk natur.

Nosferatu er egentlig ikke noget forfærdeligt spil. Det er bare på mange områder ramt af en frygtelig middelmådighed, hvilket også gælder for spillets tekniske kvaliteter. Grafikken er knudret og udetaljeret, og sparker udviklingen i FPS år tilbage. Det er utroligt, så få polygoner det er valgt at ofre på moddellernes alter. Stive animeringer og hyppige clipping-problemer gør ikke sagen meget bedre. Et stemningsfyldt ambient lydbillede formår ikke at dække over hullerne, hvorfor titlen ender i den tunge ende af barometeret.