Observer

Da jeg første gang startede Observer, og blev mødt med forhistorien, fortalt af en rug og træt stemme tænkte jeg,: "Det her bliver et spændende bekendtskab, er jeg sikker på". Jeg har anmeldt spillet på PlayStation 4, men det kan fås på næsten alle moderne platforme, som PC, PS4, Xbox og Linux.

Året er 2084, og krige mellem verdensmagterne har forandret verden, og et enkelt firma, Chiron, er den eneste vindende anpart i denne ødelæggende krig. Før dette havde "nanophagen" angrebet mennesker som var blevet forbedret med implantater og maskindele. Vi er i den, femte polske republik, som Chiron har genrejst fra asken af den gamle verdensorden, og sådan begynder historien i Observer.

Man spiller som Daniel Lazarski, som er en såkaldt "observer". Det første man ligger mærke til er at den verdenstrætte og melankolske stemme der møder en bliver leveret af Rutger Hauer, som man måske kender fra især Blade Runner, men han har også medvirket i mange andre store film. Hans stemmeskuespil er fantastisk, og man føler virkelig, at han har mange ubehagelige ting i bagagen.

Ens job som observer går ud på, at man er en augmenteret politibetjent, altså et forbedret menneske, som via diverse implantater, har overmenneskelige evner. Lazarski har eksempelvis øjenudvidelser, der gør at han kan spore elektromagnetisme fra elektronik. Han kan også se biologiske spor, og så kan han se i mørke også. Derudover kan han koble sig selv til andres implantater, og derigennem blive en del af deres tanker og finde frem til sandheden den vej. Så præmissen er spændende, og spillet leverer også en utrolig speciel oplevelse. Det første man ligger mærke til er grafikken.

Grafikken er fantastisk stiliseret og gennemført. Man føler virkelig at man befinder sig i et cyberpunk-univers, hvor teknologien har taget overhånd. Der er en masse neonlys og gammel teknologi alle steder, og portieren på hotellet man undersøger er halvt maskine. Det er rigtig flot hele vejen igennem, og senere i spillet bliver der leget med filtre og grafikstile til den store guldmedalje. For jo tættere man kommer på slutningen af spillet, jo mere syret begynder det hele at være. Til sidst er det faktisk så vildt, at man ikke er sikker på, hvad der er ægte og hvad der falsk eller fabrikeret. Der er også sekvenser, hvor udviklerne, Bloober Team, leger med både tid og sted, i hvad der kun kan beskrives som et syretrip. Der var nogle dele af spillet, hvor jeg ingen anelse havde om, hvad det var mine øjne så på. Det var fascinerende og skræmmende på samme tid, for lydsiden af spillet understøtter selvfølgelig den syrede billedside. Stemmeskuespillet skal derfor også nævnes. Hauer er som sagt den helt klare stjerne, men de andre karakterers stemmeskuespil er også glimrende. Musikken er meget minimalistisk, det vil sige man mere hører den statiske støj, når man bruger diverse elektroniske ting, for det bidrager meget til den tykke cyberpunk-stemning som spillet besidder.

Det skal dog ikke være ros det hele, for spillet kører ikke godt på den almindelige PS4. Der er mange steder hvor billedehastigheden hoster derudad, og det ødelægger indlevelsen ganske meget, desværre. Det kan godt være at spillet kører meget bedre på PS4 Pro-konsollen, men på den første PlayStation 4, der kommer det til kort. Denne overbelastning af konsollen gør også at der komme statiske klik og fejl, som ganske sikkert ikke var meningen fra udviklernes side. Jeg håber på at disse fejl bliver rettet med en opdatering, men det er ikke sket endnu, og jeg er ikke sikker på det kan gøres, hvis det handler om at min PS4 simpelthen ikke har hestekræfterne. Historien er dog stadig glimrende trods den hakkende billedehastighed, men ideelt er det ikke.

Historien er et kapitel for sig selv, og når man kigger på, hvilken slags spil vi har med at gøre, så bliver det tydeligt, at den er en prioritet. Spillet er en del eventyrspil, med en lille del snigeri og en smule gys. Først og fremmest går man rundt i et højhus, og snakker med beboerne, som gemmer sig bag låste og lukkede døre. Kommunikationen med disse beboere foregår igennem deres dørtelefoner, og man møder faktisk ikke mange karakterer fysisk. Disse beboere afhører man så, for at få en ide om hvad der er foregået i højhuset, men hen af vejen bliver ens søn blandet ind i alle de underlige begivenheder, og så begynder Lazarski at blive mere og mere forvirret og underlig.

Derudover er der sekvenser hvor man skal snige sig rundt om cyber-monstre, og andet der vil have fat i en. Jeg kan ikke forklare det anderledes, for disse sekvenser er nogle af dem jeg nævnte før, hvor man ikke helt ved hvad der foregår. Jeg fandt disse stealth-sekvenser ret irriterende, men der var ikke særligt mange af dem, og de varede heller ikke så længe.

Derudover er der også enkelte gåder man skal løse, og igen var der nogle af dem, som irriterede mig, da de ikke gav så meget mening, men det lykkedes mig, efter at have prøvet mig frem, at klare dem. Der var specielt en bestemt gåde, som virkelig testede mig, og som jeg kæmpede med i lidt over en time, men til sidst lykkedes det mig at klare denne del også. For mig var disse snige sig og de diverse gåder dele der udelukkende eksisterede for at polstre spillet, og det satte tempoet gevaldigt ned.

Alt i alt er Observer et glimrende spil, som desværre spænder lidt ben for sig selv. Det er en fantastisk oplevelse at navigere rundt i en ekstremt gennemført bane, og bare mærke stemningen. Mens man i andre sekvenser bare føler sig fortabt i en strøm af visuelt fyrværkeri, hvor man bare taber kæber og lader historien tage en med. Desværre havde spillet på min PS4, som nævnt, svært ved at udfolde sig helt, men det kan sagtens være, at spillet kører fortrinligt på andre og kraftigere maskiner end min. Observer får min anbefaling, men spil det endelig ikke på PS4 før der kommer en opdatering, som forhåbentlig retter op på billedehastigheden. Spillet skal opleves uden en hakkende billedehastighed for at nyde den glimrende og gennemførte historie.