Ved afsløringen af Playstation 4-konsollen tilbage i februar 2013 blev der også annonceret et væld af indie-spil til maskinen, idet Sony havde gjort et stort arbejde ud af at skabe et attraktivt udviklermiljø for de uafhængige spilskabere. Et af de spil, der vakte mest opmærksomhed, var Octodad: Dadliest Catch, der på det tidspunkt var et længe ventet PC-spil, og ideen om at skulle få lov til at spille det på sin tv-skærm med en controller var noget, der begejstrede mange Sony-fans. Nu er PS4-versionen ude, så jeg viklede fangearmene om Dualshock 4-controlleren for at se om spillet har levet op til forventningerne.
Historien i Octodad er ganske simpel. En far, med kone og to børn, prøver at få hverdagen til at hænge sammen, alt imens han må kæmpe for at skjule sit livs største hemmelighed: Han er en blæksprutte. Dette faktum danner rammen for hele gameplayet og ikke mindst humoren i spillet, da alle små hverdagsopgaver, som at slå græs og handle ind, besværliggøres enormt, når man er udstyret med tentakler i stedet for arme og ben.
Grundet den atypiske styring er det også her, at vi finder spillets største styrke. Den er hverken intuitiv eller familiær, men da hele udfordringen i spillet ligger i at få den ottebenede hovedperson til at bevæge sig og interagere med sine omgivelser på så menneskelig vis som muligt, skaber det enormt udfordrende og komiske situationer. Måden, hvorpå man styrer de individuelle lemmer ved hjælp af controllerens analogpinde, er vidunderligt upræcis. Det føles til tider som om man styrer en meget beruset mand, og det er fantastisk morsomt. Spillet indeholder også lige tilpas mange små hjælpemidler, såsom fremhævning af genstande man kan samle op, og man bliver derfor aldrig rigtigt frustreret over spillet, lige på nær måske når kameraet ikke rigtig vil lystre, og et lille segment hen mod spillets slutning hvor sværhedsgraden når et sådan punkt, at man næsten er klar til at sende sure mails til udviklerne.
Octodad er ikke et spil, der imponerer synderligt på den visuelle front. Den tegnefilmsagtige grafik fungerer godt, og den sætter en passende stemning, men der er desværre mange små ting, såsom lidt kantede figurer, og teksturer der til tider kan være en smule kedelige, der gør det tydeligt at det ikke er et toperfarent hold der står bag spillet. Heldigvis er det ikke noget der skader gameplayet, så bare man ikke forventer at blive blæst omkuld af spillets grafik, bliver man ikke som sådan skuffet.
Coop er der, hvor spillet viser endnu en stor styrke. Op til fire spillere kan spille sammen, hvor den enkelte spiller styrer hver deres legemsdel. Det er meget kaotisk at prøve at koordinere med sine medspillere, og man begynder hurtigt at råbe og grine højlydt, når den stakkels hovedperson flopper rundt på skærmen og sjasker stuen til med mælk fra en dunk, i stedet for at skænke den til datteren, som tålmodigt står og venter. Hvis man nogensinde får brug for at lave en teambuildingøvelse derhjemme eller bare grine sammen til en fest, så er her spillet der kan klare opgaven.
Det lille udviklerhold fra Young Horses har gjort det godt. Octodad er et sjovt og fjollet spil, med en hjertevarm historie, der kan nydes af alle. Spillets små 4 timers længde trækker muligvis lidt ned, da det føles en smule for kort, men de ihærdige vil nok kunne presse et par ekstra timer ud af det, da der er skjulte slips i næsten hver bane der kan findes, og det er muligt at genspille enkelte baner for at slå sin egen bedste tid. Coop-delen er et kæmpe plus, og på trods af lidt manglende finpudsning er grafikken også ganske acceptabel. Hvis du leder efter et spil, der både er morsomt, udfordrende og ganske anderledes end hvad du ellers kan finde på konsoller, så er Octodad: Dadliest Catch lige noget for dig.
