Jeg begynder med en indrømmelse: Jeg har ikke spillet de to tidligere spil i serien. Hvorfor, spørger du måske? Jeg elsker old-school, turbaserede japanske rollespil, og de første ni Final Fantasy-spil - især VI, VII og IX - hører til mine personlige favoritter. Siden da har jeg stort set kun spillet genudgivelser, remasters og remakes af serien på alt fra NDS, PSP og 3DS til PS5, fordi jeg mistede håbet for retningen efter X. Men nok om den serie, selvom det giver mening at nævne den, for Octopath Traveler 0 giver mig præcis samme følelse som Hironobu Sakaguchis fantastiske saga.
Grunden til, at jeg ikke kastede mig over det første Octopath Traveler, var simpelthen en lidt rodet eksklusivitetshistorie, hvor jeg manglede hardwaren, og tiden løb ud til fordel for andre ting. I dag kan de dog opleves på alle platforme, og det er på høje tid, at jeg giver de to første en velfortjent chance i denne helt selvstændige trilogi i mere klassisk stil.
Jeg har spillet Octopath Traveler 0 på Switch 2, og det efterlader mig med lyst til mere, for det her er lige præcis min type setup og historie.
En stor, men betydningsfuld forskel denne gang er, at vi får lov til at skabe vores egen hovedperson i en lille, men fuldt tilstrækkelig editor, hvor de tidligere spil havde faste figurer og historier med forskellige startpunkter på verdenskortet. Denne gang er der større fokus på en personlig oplevelse og rejse gennem landet Orsterra, hvor spillet foregår - noget der afspejles i de mange systemer og retninger, du kan tilpasse din figur i, via jobklasser, evner og angreb, samt graden af indflydelse, du selv får over kommende interaktioner med figurer undervejs. Historien giver dig også spillerum til egne præferencer, hvor den overordnede fortælling efter prologen åbner op i tre hovedretninger, som du kan følge - eller hoppe mellem - hvor interessante møder og mange forskellige miljøer venter.
Områderne er så sandelig varierede.
Historien begynder i det fredelige samfund Wishvale, hvor den årlige festival for god høst, lykke og velstand skal til at begynde med tændingen af en traditionel og hellig ild. Din barndomsven Stia er travlt optaget med dekorationerne, mens Phenn, en forældreløs som du betragter som en bror, og som nu er medlem af byens garde (hvor din far er kaptajn), forsøger at holde byen sikker. I kontrast til de glade festforberedelser planlægger tre grådige tyranner et angreb på byen, hvor en hellig ring efter sigende er gemt - noget der hurtigt fører til ødelæggelse og tragedie, da landsbyen brændes ned, og langt fra alle slipper væk. Spilleren og Stia formår at flygte til en hytte, hvor de holder sig skjult...
Wishvale før og efter...
Efter prologen står du over for en række valg - et af dem er jobklassen. Tro mod genren finder vi alt det forventelige såsom Warrior, Thief og Scholar, med fokus på henholdsvis fysisk styrke og højere liv, hurtige angreb med evnen til at stjæle, og mere skrøbelige magikere, der bruger elementangreb. De øvrige fem klasser ud af otte er mere hybride blandinger af offensiv og defensiv med strategiske evner, buffs/debuffs og unikke kvaliteter. Senere i spillet får du dog helt frit valg mellem alle klasser og kan separere dem, samt kombinere elementer for endnu mere variation og muligheder.
Fælles for dem alle er, at de bruger to forskellige våbentyper, som kan skiftes mellem i realtid i kamp - for eksempel bruger en Hunter både bue/pil og økse. Der er også et smart system til at låse op for nye evner i den rækkefølge, du ønsker, hvor kravene gradvist stiger. Det er et genialt system, hvor jeg som spiller ikke låses fast, men hele tiden udvikler mig inden for lige præcis det, jeg vil. Oven i det findes angreb og evner som genstande, du kan udstyre dine figurer med - som rustning eller ringe - hvilket giver endnu flere muligheder i en i forvejen modulær og fri spiloplevelse.
Masser af smalle korridorer skal navigeres.
Efter valget af klasse vender spilleren og Stia tilbage til resterne af Wishvale, hvor de sættes over for endnu et valg: De tre antagonister bag angrebet repræsenterer hver deres moralske indflydelse på, hvordan verden fungerer. Systemet kaldes "Path Actions" og er opdelt i Wealth, Power og Fame. Afhængigt af valg får du et boost, der påvirker dine chancer og dine interaktioner med folk fremover. Path Actions leveler over tid via historie, handlinger, side quests, relationer og meget mere. Jo højere dit niveau, jo større chance (procentbaseret) for at lykkes med dine interaktioner.
Vil du prutte om prisen på en unik genstand (Wealth), udfordre en person til duel for et våben (Power), eller charmere og overtale dem (Fame) til at give dig de livsvigtige helbredende ting? Det gør alle møder med NPC'er betydningsfulde og konkrete - og mange af dem kan endda rekrutteres til genopbygningen af Wishvale.
At genopbygge sin hjemby er et lille minigame.
Genopbygningen af landsbyen er en central del af eventyret, hvor byen gradvist vokser til en selvforsynende base. Det kræver råmaterialer, ressourcer og arbejdskraft. Træ, sten, metal, stof og frø kan samles i naturen, købes i landsbyer eller vindes i kampe. Arbejdskraft rekrutteres via overtalelse, og forskellige typer hjælper i butikker, kroer, landbrug osv. Genopbygningen er både afslappende og meningsfuld - du sætter dit personlige præg, og det fungerer som en lille minigame uden at stjæle for meget tid fra dem, der normalt ikke bryder sig om basebyg. Du bestemmer selv, om det skal være kompakt og praktisk eller mere visuelt lækkert.
Den ondskabsfulde trio.
Men naturligvis skal vi også gå efter dem, der står bag tragedien. Den grådige heks Herminia gemmer sig i den depraverede by Valore, den korrupte militærleder Tytos styrer Emberglow med jernhånd, og den sidste, Auguste, en sadistisk dramatiker med en dyb, ubehagelig stemme, bor i Theatropolis. De repræsenterer korruption i hver deres form - hvor rigdom, magt og berømmelse har fordærvet dem.
Historien har tre hovedveje, som du frit kan skifte mellem. Auguste gjorde stort indtryk på mig i prologen, så jeg valgte at følge hans spor. Jeg kaldte ham sadistisk, men psykopat er nok mere passende. Nogle af scenerne i hans kapitel når et niveau, som få horror-thrillere kan matche - usædvanligt for et japansk rollespil af denne type. Skurkene er interessante, velskrevne, unikke og virkelig fordærvede.
Auguste er virkelig en bisse.
Kampsystemet er turbaseret som før, men nyt er muligheden for at have op til otte figurer i partyet, fordelt på forreste og bageste række. Fronten kæmper, mens baglinjen står klar til at skifte ind og regenererer både liv og SP. Break & Boost-systemet fra de tidligere spil vender tilbage, hvor du nedbryder fjendens skjold med deres svagheder, hvorefter de bliver sårbare. Du tjener BP (Boost Points), som du bruger til kraftigere eller gentagne angreb. Nye Ultimate Techniques fungerer som klassiske summons.
Systemet virker simpelt i starten, men bliver hurtigt komplekst, varieret og intenst - især med statusændringer, fjender der rammer begge rækker, eller som tvinger dig til skift. Jeg kunne dog godt have tænkt mig mere animerede fjender, da nogle virker lidt statiske.
Fjenderne er lidt stive, men kampsystemet holder.
Spillet har en semiåben struktur, hvor visse områder kræver højere niveau. Miljøerne er varierede - fortryllede skove, isbjerge, solrige strande, forladte spøgelsesbyer og overdådige slotte. Dertil kommer små "dungeons", ofte med en værdifuld boss. Det hele er smukt i HD-2D-stilen med lys, refleksioner og effekter via Unreal Engine 5, selvom enkelte teksturer er overraskende lavopløselige - måske et Switch 2-kompromis eller arv fra mobiludgaven. Det ser langt bedre ud i bevægelse, især med HDR.
Ydelsen er generelt stabil, selvom nogle områder kan hakke en smule uden at påvirke spillet nævneværdigt. Jeg kunne dog ønske mig større områder og færre smalle passager. Der er masser af side quests og over 30 mulige rekrutterbare figurer. Forvent omkring 100 timers indhold. Musikken er som den skal være - strygere, pianoer, atmosfære. Stemmeskuespil er godt; jeg spillede med engelske stemmer, men japansk findes også.
Det gamle og det nye i sød harmoni.
Octopath Traveler 0 har gennemtænkte job- og kampsystemer, velskrevne karakterer og den eventyrlige, "klassiske" fortælling, jeg har savnet i over 10 år. Path Actions med Power, Wealth og Fame gør alle interaktioner meningsfulde. Det er både retro og moderne, og det genantænder kærligheden til genren - uanset om du er veteran eller nytilkommen. Octopath Traveler 0 er lige så meget gammeldags Final Fantasy som det er noget nyt, der finjusterer og forbedrer en elsket formel. Det her er ny old-school på den helt rigtige måde.